Skip to content

Vi lægger løbende nye hold på hjemmesiden, og hele efterårets program er online 22. juni

Hensyntagende motion hos FOF København

Frederiksberg Kommune

Specialhold i Frederiksberg Kommune

I samarbejde med Frederiksberg Sundhedscenter tilbyder FOF København opfølgningshold efter endt genoptræning eller andre forløb i sundhedscentret.

Bor du i Frederiksberg Kommune, og har du brug for at fortsætte din træning med et opfølgende motionstilbud efter endt genoptræning eller et andet forløb i sundhedscentret? Eller har du brug for samme type træning – også selvom du ikke har været tilknyttet sundhedscentret tidligere?

I samarbejde med Frederiksberg Sundhedscenter tilbyder vi små specialhold med maks. 8-10 deltagere til dig, som ikke kan deltage på vores almindelige aftenskolehold pga. et større behov for individuel vejledning og mere tid til de forskellige øvelser.

Holdene fungerer som en forlængelse af sundhedscentrets tilbud, og du kan fortsætte så længe, du ønsker og har brug for vedligeholdende træning – sæson efter sæson. På den måde kan du fortsætte den type træning, som du kender fra sundhedscentret.

Hvilken type specialhold kan jeg gå på i Frederiksberg Kommune?

I samarbejde med Frederiksberg Sundhedscenter udbyder vi flere holdtyper i to forskellige kategorier i Frederiksberg Kommune: »Senior Fitness« og »Forebyggelse og træning«.

Senior Fitness er for dig, der ønsker mere energi og overskud til at klare hverdagens gøremål. Du kan deltage på vores Senior Fitness-hold, hvis du for eksempel har brug for en forbedret balance, styrke og udholdenhed, eller hvis du døjer med eftervirkningerne efter sygdom eller en operation. På holdene er der tid til at lave øvelserne i eget tempo, holde pauser og få et godt grin undervejs.

Forebyggelse og træning er en udvidelse af vores Senior Fitness-koncept. Med disse hold sikrer vi, at der hele tiden er de rette opfølgningstilbud til dig, der har deltaget i et sygdomsspecifikt forløb i Frederiksberg Sundhedscenter. Holdtyperne adskiller sig ikke væsentligt fra vores Senior fitness-hold, udover at du her har mulighed for at målrette din træning, hvis du for eksempel har hjerteproblemer, slås med overvægt, stress eller andet. Derudover er alderssammensætningen lidt bredere på vores Forebyggelse og træning-hold, og træning i maskiner er ikke nødvendigvis et omdrejningspunkt. Vi tilbyder for eksempel blid yoga for dig, der har brug for at finde ro ovenpå et sygdomsforløb. Og som noget nyt udbyder vi også naturhold, hvor du kan træne i frisk luft med masser af plads omkring dig.

Vi arbejder hele tiden på at etablere flere og nye holdmuligheder, så du altid kan finde det rette opfølgningshold efter et forløb i sundhedscenteret.

Hvor og hvordan foregår træningen på specialholdene?

Træningstilbuddene foregår i Frederiksberg Sundhedscenter (på Dronningensvej 4) i Træningshaven ved Frederiksberg Sundhedscenter eller på Sophie Amalie Gården (Rådmand Steins Alle 24). Alle tre steder er der træningsmaskiner til rådighed.

Specialholdene er karakteriseret ved at være små hold med maks. 8-10 deltagere pr. hold, så underviseren har tid til at vejlede dig og tage hensyn til dine behov.

De fleste hold er af 1½ times varighed. Der er derfor god tid til både opvarmning, træning i maskiner og/eller varieret undervisning med brug af alt fra håndvægte og elastikker til bolde og balancepuder mv. Der er altid stole til rådighed, så du har mulighed for at sidde ned og lave øvelserne.

Hvem er min underviser?

På disse specialhold i motion er alle undervisere uddannede fysioterapeuter eller psykomotoriske terapeuter. På vores yogahold er underviseren også uddannet yogalærer. Læs mere om vores undervisere under de enkelte hold.

Hvordan bliver jeg tilmeldt?

Du kan se vores forskellige holdtyper under henholdsvis »Senior Fitness« eller »Forebyggelse og træning« herunder. For at blive tilmeldt, skal du tale med vores fagkonsulent, som kan være med til at vurdere, hvilket forløb der vil egne sig bedst for dig.

Vil du vide mere?

For nærmere information og tilmelding kontakt fagkonsulent Elizabeth Ulrich Brydesen på tlf. 45960125 eller eub@fofkbh.dk.

Frederiksberg Kommune logo