
FOF København og Nordsjælland
Denne udgave af FOF København og Nordsjællands vinklub byder på en sjælden mulighed for at opleve, hvordan den samme store vin udvikler sig gennem seks af Bordeauxs bedste årgange. Vi skal smage seks årgange – 2023, 2022, 2020, 2019, 2016 og 2009 – fra det familieejede Château Bourgneuf i Pomerol-distriktet.
Dette er en smagning for alle med interesse for store Bordeaux-vine og vine fra det lille, berømte Pomerol-distrikt. Hvis du har interesse for at opleve, hvor store forskelle, der er på forskellige årgange, så glæd dig til en aften, hvor du lærer at skelne mellem årgange og bliver bedre til at vurdere, hvor længe de skal lagre, før de er modne.
Et af de mest spændende temaer i vinens verden er at smage den samme store vin i forskellige topårgange. Det er præcis det, vi skal til denne smagning af vine fra en lille perle af et Pomerol-slot, der ligger midt i ”smørhullet”: Berømte Trotanoy er nabo, og det ligger kun en kilometer fra det endnu mere berømte Petrus og Le Pin.
Det er selvfølgelig ikke ukendt i vinens verden, at små afstande kan give store forskelle i kvaliteten. Det er der skrevet mange tykke vinbøger om. Men det er svært at fatte, at det også forholder sig sådan, når man står i Bourgneufs vinmarker, kigger over på naboerne og filosoferer over, at Bourgneuf typisk koster 5-600 kroner (og måske mere i ældre årgange), mens Trotanoy koster 2-3.000 kroner og Petrus og Le Pin 20-30.000 kroner.
Især hvis man samtidig står med et glas Bourgneuf i hånden.
Vores vinforedragsholder Jesper Hedegaard har rejst med grupper i Bordeaux i både 2017 og 2024, og har besøgt dette slot, hvor hele den søde familie har stået klar og skænket rundhåndet ud af gode årgange for den danske gruppe.
Slottet har ni hektar vinmarker, som består af grus og ler med et dybere underlag af jernholdig muld og er beplantet med 90% Merlot og 10% Cabernet Franc. Vinen lagrer cirka fjorten måneder på 35% nye fade.
Familien har ejet slottet siden 1821 gennem otte generationer, og har givetvis fået mange købstilbud – navnlig i de senere år. Det er selvfølgelig svært at spå om, hvad prisen ville være, men et ikke urealistisk gæt baseret på en aktuel pris er måske 5 millioner euro per hektar, når man tager den gode beliggenhed af slottets marker i betragtning – altså over 300 millioner kroner for de ni hektar, produktionsfaciliteterne og det lille bondehus.
Jo, vin er en luksusvare, hvis nogen skulle være i tvivl.
Det sker jævnligt i Bordeaux, at gamle familier sælger berømte slotte til luksuskoncerner, modehuse, banker, pensionskasser og multimilliardærer. For selv om man siger, at bønder ikke nænner at sælge jord, kan et godt tilbud alligevel være fristende. Alle i familien – inklusiv de kommende generationer – kan leve lykkeligt til deres dages ende, eller i hvert fald med større økonomisk råderum, end det giver at producere og sælge 40-50.000 flasker om året for måske 300 kroner per flaske.
Men af flere grunde må vi som vinelskere ikke håbe, at det går sådan for Château Bourgneuf. Den dag alle gode Bordeaux-slotte er ejet af kapitalstærke interesser, og de små bønder er væk, vil være en trist dag. Blandt andet vil vinen utvivlsomt blive dyrere, fordi investeringen skal forrentes. Men vil den blive bedre af et opkøb af slot og vinmarker og deraf følgende ny investering i marker, produktion og kældre?
Ja, det kunne man godt forestille sig. Smager man Bourgneuf op imod Pomerol-vine til for eksempel 2-3.000 kroner som blandt andet Trotanoy, La Conseillante, L’Evangile, Lafleur og førnævnte Petrus og Le Pin, så kan man godt fornemme det lidt mere forfinede og balancerede i dem og det lidt mere bondske og rustikke i Bourgneuf.
Men forskellen retfærdiggøres ikke, når man kigger på prisen, og derfor er vores foredragsholder Jesper Hedegaard så begejstret for Bourgneuf, der er noget så sjældent som value-for-money i Pomerol.

Jesper har til denne aften samlet seks årgange sammen – seks af de allerbedste og mest anerkendte Bordeaux-årgange igennem tiden, og udeladt for eksempel 2013, 2017, 2021 og 2024.
En vertikal smagning af seks årgange fra ét og samme slot er en helt enestående mulighed for at opleve, både hvor store kvalitets- og stilforskelle, der er på årgangene, men også for at følge og fornemme hvordan årgangene udvikler sig: Hvor meget mere moden en årgang 2016 er i forhold til årgang 2022, og årgang 2009 i forhold til 2016.
Du får dermed en større viden om, hvor længe man typisk skal gemme store Bordeaux-vine – også under hensyntagen til, at vi alle har forskellige præferencer. Nogle foretrækker for eksempel vinene mere modne end andre.
Smagningen af alle seks årgange er inkluderet i kursusprisen.
Medbring gerne 1-2 gode Bordeaux-glas.
En vertikal smagning er, når man smager den samme vin fra flere forskellige årgange. Det er den bedste måde at opleve både årgangenes forskelle og vinens udvikling over tid.
Fordi slottet leverer en af Pomerols mest interessante vine i forhold til prisen. Beliggenheden er blandt områdets allerbedste, og mange betragter Bourgneuf som et af appellationens bedste køb.
Du bliver klogere på årgangenes betydning, lagringspotentiale, Pomerols terroir og forskellen mellem unge og modne Bordeaux-vine.
2023, 2022, 2020, 2019, 2016 og 2009.
Ja. Kurset henvender sig til alle med interesse for Bordeaux, uanset om du er erfaren vinsamler eller nysgerrig vinnyder.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Der er ingen hold, der matcher dine filtre.
Prøv at rydde filtrene og start forfra.
Se mere
Se mere