Skip to content

Glæd dig til forårets kurser, foredrag og ture! Vi lægger løbende nye hold på hjemmesiden, og hele programmet er online 13. december.

Udeliv hos FOF København

Lystfiskerkursus – sommer

Lystfiskerkursus – sommer

Lær at fange en fisk!

I løbet af dette sommerkursus kommer du til at fiske efter makrel, sild, hornfisk, torsk, ørred, fladfisk, gedde og aborre. Du lærer at kaste og at udvælge det rigtige agn (kunstig og naturlig) for de gængse fiskearter. Du lærer også noget om hvor og hvornår, det er godt at fiske, og hvad du kan forvente at fange. Og så lærer du at rydde op efter dig og at tage hensyn til fisk, natur og andre mennesker.

Hver gang mødes vi på udvalgte fiskelokaliteter og hygger os med en blanding af teori og praksis, som fx at øve kast, og du får fortalt om fiskemuligheder andre steder i Danmark og i udlandet. Alt i alt en rundtur i fiskearter og fiskesteder, så du er rustet til selv at gå videre. Der er ikke noget, du skal kunne på forhånd, og du behøver ikke have fint eller dyrt fiskegrej for at have heldet med dig som lystfisker.

Børn fra 11 år er også velkomne. Vi aftaler fra gang til gang, hvor vi mødes, da det er meget afhængigt af vejret og andre udefrakommende faktorer: Langelinie, Oceankaj, Skovshoved og Holte (natur-sti ved sø). Vær forberedt på p-afgift ved nogle af fangstpladserne, der dog alle er til at nå med offentlig transport og/eller cykel.

Kom med det grej du har. Og medbring også det statslige lystfisketegn, som bl.a. kan købes på fisketegn.dk (pensionister og børn under 18 år dog undtaget).