Meget aktiv workshop, der har til formål at øge energi og træningsudbytte ved hjælp af praksisnære værktøjer, primært i at skabe tryghed og opnå en fællesskabsfølelse for den enkelte elev.
Du kan deltage uanset hvilken type bevægelsesunderviser du er og hvad du underviser i. Udgangspunktet i undervisningen er jo ens for os alle og altid, at vi som undervisere gerne vil have vores elever trygt ind ad døren så de er klar til at bevæge sig, og efter deres aktivitet, at se dem sendt godt ud ad døren med smil på læben, uanset om de er fysisk udmattede eller ej.
På workshoppen kommer vi alle ud på gulvet og får afprøvet nye, sjove og inspirerende tilgange til at opnå de bedst mulige træningsudbytter for kursisterne i forskellige scenarier;
- Ny elev på holdet? Hvordan er det lige, at vi helt smidigt får listet trygge og inviterende rammer ind til den nye der starter på holdet, mens vi samtidigt understøtter og også styrker det eksisterende fællesskab i gruppen?
- Hvordan hjælper du dine elever med at lande og komme i den rette ’sindstilstand’ til din undervisning. Skal de vækkes efter en trættende arbejdsdag, ud af ovedet og ned i kroppen eller noget helt tredje?
- Hvordan tilfører du med fordel elementer af autonomi i din undervisning for at øge præstationen og indlæringen for dine elever, uden at du selv mister overblikket.
- Hvordan styrker du som underviser fællesskabet gennem leg, kreativitet og interaktion på en måde der er udfordrende, sjov og uhøjtideligt og hvor interaktionen ikke bliver forceret – og det for øje at alle kan være med.
- Hvordan flytter du fokus fra træning til bevægelse, uden at gå på kompromis med at eleverne får sved på panden og hvorfor ’fokus’ kan være et godt værktøj.