Skip to content

Glæd dig til forårets kurser, foredrag og ture! Vi lægger løbende nye hold på hjemmesiden, og hele programmet er online 13. december.

Vit Musil

Vit og musikken

Vi mødte musikunderviser Vit Musil til en snak om hans første møde med musikken, passionen for at spille bas og friheden til at blive god til det, der gør dig allermest glad.

”Jeg var 15 år, da jeg valgte at blive musiker. Jeg kommer fra et musikalsk hjem – både min mor, søster og bror spillede instrumenter. Jeg gad til gengæld kun høre musik på pladespilleren. Indtil en dag hvor min søster hev mig med til bal. I det gamle Tjekkoslovakiet var der tradition for, at gymnasieelever gik til bal – i fornemme balsale og i gallatøj. Et orkester spillede op til standarddans aftenen igennem, men ved midnat gik der et rockband på scenen. Den oplevelse blæste mig omkuld. Jeg var solgt. Det var første gang, jeg hørte et rockband spille live. Pludselig forstod jeg musikken.”


”Øvelse gør mester er en kæmpe kliché, men det er også sandheden. Der er intet hokuspokus i dét at blive en god musiker. Det handler om at øve, øve, øve, lytte, lytte, lytte og øve igen. Det er den hårde vej, der virker for de fleste. Jeg købte en klassisk spansk guitar og gik i gang. Fra dag ét var musikken en livsstil for mig. Jeg brugte timevis på at spille, og jeg slæbte guitaren med overalt. Min motivation var at blive god nok til at spille på en scene.” 


”Jeg valgte ikke min første bas, den valgte mig. En dag gik jeg til audition for at blive bassist i en trio – vel at mærke uden at have spillet bas før. Mine fingre spillede nærmest af sig selv. Jeg ved ikke, hvordan jeg gjorde det, men bandet var meget begejstret! Jeg købte bassen af de gutter, en gammel tjekkisk Jolana Basso 5 fra 1966. Jeg kunne ikke lide farven, så jeg sleb den af, trak båndene ud og gjorde den om til en short scale, båndløs. Senere bygede jeg den om til en long scale bas. Halsen lavede jeg af min mors nye dørtrin. Jeg spiller også guitar, trommer og kontrabas, men netop den bas er årsagen til, at jeg definerer mig selv som bassist først og fremmest. Den betød meget for mig, men jeg efterlod den, da jeg flygtede fra Tjekkoslovakiet til Danmark i 1981 – det har jeg aldrig fortrudt.” 


”Jeg er typen, der bedst kan lide at spille musik sammen med andre. Da jeg ankom til Danmark, hjalp musikken mig med at komme ud ad døren. Klangbilledet er rigere, når et orkester spiller. Der opstår en puls, et groove, som er svær at efterligne alene. Hele din krop og bevidsthed flyder sammen og bliver en del af musikken og de andres lyd, når tingene virkelig ruller på scenen eller i øvelokalet. Jeg spiller for de øjeblikke. Jeg vil ikke kalde det glæde – følelsen er meget stærkere.”


”Jeg kan føle mig træt efter en lang arbejdsdag, men jeg bliver aldrig træt af at undervise. Jeg glæder mig altid til den næste undervisningstime. Mine elever er ligesom planter – jeg sår nogle frø og ser, hvordan de vokser. Jeg skal passe på alle planterne, og de skal behandles lidt forskelligt for at kunne vokse. At give min glæde til musikken videre er meningen med det hele for mig. Nogle vil måske påstå, at verden ikke har brug for flere musikere. Det er jeg ligeglad med. Det vigtigste i vores samfund er friheden til at blive god til det, der gør dig allermest glad. Det vil jeg gerne støtte op om – en musikelev ad gangen.”