Brødbagning er en kunst, hvor få, enkle ingredienser forvandles til varme, duftende mesterværker. Tag forklædet på, træd ind i køkkenet – og bliv mesterbager på en dag.
På dette kursus dykker vi ned i brødbagningens grundprincipper og lærer at forstå de processer, der ligger bag et godt brød. Vi arbejder med forskellige typer brød – fra det grove og fyldige til det luftige og lette – fx hvedebrød, fuldkornsbrød og madbrød. Du får også inspiration til at eksperimentere med smag og tekstur ved at tilsætte frø, kerner og krydderier.
På kurset lærer du bl.a.:
At bruge de basale ingredienser og det nødvendige udstyr til brødbagning
Hævningsteknikker, herunder koldhævning
De optimale bagetemperaturer og -tider
Gode tips til opbevaring af hjemmebagt brød
Kurset er for alle – både nybegyndere og dig, der allerede bager, men gerne vil finpudse teknikken og hente ny inspiration. Målet er at give dig redskaberne til at bage enkle, smagfulde brød hjemme i dit eget køkken.
Der vil være kaffe og te undervejs. Du får poser og æsker til at transportere dine brød hjem.
Ved kursets afslutning tager du følgende med hjem:
1 mindre franskbrød
1 madbrød
1 stort surdejsbrød
Ca. 20 "bag selv"-birkes
Materialer:
Der må påregnes udgifter til råvarer på ca. 200kr. som afregnes med underviser.