Skip to content

Vi er ved at gøre efterårssæsonen 2025 klar, og der kan derfor mangle informationer nogen steder. De kommer hurtigst muligt, men kan du ikke vente, er du meget velkommen til at sende os en mail på sonderjylland@fof.dk. Den vil blive besvaret hurtigst muligt. Vi har en del sommerhold der er startet op, hvis du vil med, kan du sagtens nå det.

Tilmeld nyhedsbrev
kurser i plantebaseret kost hos FOF Sønderjylland

Mettes grønne madhold

Vil du gerne inspireres til at spise mere grønt og samtidig være en del af et hyggeligt, mindre fællesskab, hvor vi laver mad og spiser sammen én gang om måneden? Så er dette hold måske noget for dig!

Jeg har gennem årene stået bag forskellige madhold hos FOF. Selvom du tidligere har deltaget, kan du godt glæde dig til nye opskrifter, nye ideer – og som altid ny inspiration.

Baggrunden for det nye koncept er ønsket om at styrke det sociale og fællesskabet omkring madlavning. Erfaringer fra bl.a. mit mandehold har vist, hvor meget det betyder at mødes om maden, samtalerne og oplevelsen af at skabe noget sammen.

Menuerne er altid plantebaserede og som regel vegetariske – dog ikke nødvendigvis veganske. Jeg lægger vægt på at bruge danskdyrkede, økologiske bælgfrugter i stedet for importerede kikærter og linser.

Vi kommer bl.a. til at arbejde med:
Bælgfrugter i hverdagsretter
Klassikere i nye grønne klæder
Plantefars fra bunden
Frokoster og madpakker med grønt fokus

Der vil både være praktisk madlavning og teori, når det passer ind – vi dækker hele madplanen.

Et inkluderende fællesskab
Holdet er lille og overskueligt, og vi arbejder i et handicapvenligt køkken med plads til individuelle hensyn – både fysisk og socialt. Hvis du fx ikke trives på store hold i store køkkener, er dette et trygt alternativ.

Vi arbejder sammen to og to – du kan komme alene eller tage en ven med. Undervejs vil du lave mad med forskellige deltagere.

Min baggrund
Jeg har beskæftiget mig med vegetarisk madlavning siden jeg var ganske ung. Dengang deltog jeg i en madklub og arbejdede i køkkenet på byens medborgerhus, hvor jeg var med til at lave dagens vegetarret.

Privat har jeg i mange år levet flexitarisk med fokus på det grønne køkken. Jeg bor på landet med egen have og en lille marklod, hvor vi dyrker grøntsager til husholdningen. Jeg sylter, henkoger og er i det hele taget selvforsynende med mange råvarer – og bruger mange timer i køkkenet på at udvikle og forfine opskrifter til mine hold.

Materialer
Der må påregnes udgifter til råvarer på ca. 50 kr. pr. gang, som betales samlet ved første mødegang. Der kan forekomme kopiudgifter, men opskrifterne kan også printes hjemmefra.

Medbring
Forklæde, viskestykke, karklud og evt. egne knive.

Information

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Tirsdag 23.09.2025 17:30-21:00 Købmandsgården/Bülow Sdbg. Mette Juhl Petersen
2 Tirsdag 21.10.2025 17:30-21:00 Købmandsgården/Bülow Sdbg. Mette Juhl Petersen
3 Tirsdag 18.11.2025 17:30-21:00 Købmandsgården/Bülow Sdbg. Mette Juhl Petersen
Se alle Se færre
Mette Juhl Petersen underviser i plantebaseret kost hos FOF Sønderborg

Mette Juhl Petersen

Oprindelig er jeg uddannet beklædningshåndværker med speciale i kjoleskrædderi, og faglærer indenfor beklædningsområdet. 
Senere har jeg uddannet mig til folkeskolelærer og skolebibliotekar. Nu har jeg sluppet Folkeskolen og underviser bl.a senhjerneskadede voksne i sund mad med én hånd, udover at jeg har forskellige hold hos FOF. Mit interesseområde spænder lige fra at være i køkkenet og få inspiration til plantebaseret mad, til det at arbejde med selvforsyning i det små, både i teori og i praksis.
Jeg bor på Broagerland , hvor det, der startede som dyrkning af grønt i en almindelig lille landbohave da vi flyttede herud for 16 år siden,  kom til også at omfatte en jordlod på naboens mark, og over årene har udviklet sig til at have fokus på en højere grad af selvforsyning.  
Jeg er så heldig at være både kone, mor, svigermor, farmor og mormor til en voksende flok af madglade mennesker i mit liv..
Have har jeg haft, i skiftende omfang, lige siden jeg var barn.
At dyrke jorden betyder meget for mig og det er specielt nogle af de gamle frøsorter, der interesserer mig,  jeg er ivrig Frøsamler i foreningen Frøsamlerne, der bevarer gamle danske sorter. Og det kan jeg så fortælle meget mere om i et par timer eller mere!
Alt det jeg dyrker ender i vores køkken, hvor der koges, syltes, henkoges, fermenteres, tørres mm. så vores husholdning er så selvforsynende som muligt, dels det er vigtigt for mig dels at vide hvad det er vi putter i munden, dels er jeg optaget af hvordan de gamle sorter igen kan finde anvendelse i en moderne husholdning. Det gælder f.eks.tørreærter og –bønner, som kan dyrkes lokalt.
I køkkenet har jeg opholdt mig siden jeg var barn, hvor jeg har kigget min mormor og min mor over skuldrene. Som voksen har jeg arbejdet i forskellige køkkener, og madglæden er et vigtigt omdrejningspunkt, også når vi mødes i familien. Det er altid godt at samles omkring et måltid mad, både med nogle man kender og nogle, som man lige har mødt !
Jeg er nysgerrig af natur, og optaget af naturen, hvilket afspejles i mine fritidsinteresser, som spænder fra alt fra plantefarvning af garn, farvet med planter der ofte er indsamlet på mine gåture, til læsning af faglitteratur om havebrug.
Min viden og nysgerrighed deler jeg gerne med andre, også dig, uanset om det handler om mad, have eller noget helt andet. Og det uanset om du er begynder og uerfaren indenfor området, eller er ligeså nørdet, og erfaren,  som mig!