Skip to content

Hvis du har gået på et hold i foråret, som fortsætter til efteråret, har vi reserveret en plads til dig. Du får direkte besked, før alle efterårets hold bliver lagt online 22. juni (bemærk ny dato).

En aften med bogaktuelle Lærke Kløvedal

Kom med til en aften med bogaktuelle Lærke Kløvedal

FOF København er meget glade for at byde journalist, forfatter og radiovært Lærke Kløvedal til forfattersamtale i KU.BE’s smukke performancesal om hendes eventyrlige liv, som er farvet af et berømt efternavn og som del af en familie i evig bevægelse.

Samtalen tager udgangspunkt i Lærke Kløvedals bog »Sømærke«, der udkommer 5. oktober. »Sømærke« er en poetisk og usentimental undersøgelse af, hvad og hvem der former os – på godt og på ondt; om at være barn af eventyrere og idealister, men samtidig at savne kort og kompas til virkeligheden.

Lærke Kløvedal har ni sted- og halvsøskende, men føler sig mest som enebarn. Hendes far sejlede på verdens syv have, men fylder meget, trods han findes meget lidt i Lærkes liv. Hendes mor flyttede i kvindekollektiv i en flække i Thy og senere sammen med en ny mand. Den unge Lærke kunne hverken finde sine ben i provinsens ungdomsliv eller i sin fars storfamilie af larmende eventyrere. Først da hun flytter til København, lander hun i et liv, der føles som sit eget.

»Sømærke« er et ømt og nøgternt generationsportræt. En stærk og rørende dannelsesberetning om rastløshed og længslen efter at finde et ståsted om at turde møde dyb, varig kærlighed, når man er vokset op med idealet om stormfuld og forbigående forelskelse. Samtalen vil på denne aften i KU.BE – i tråd med bogen – krydsklippe mellem opvækst og voksenliv, Vesterhav og storby, sansning og refleksion. Du får som publikum rig lejlighed til at stille spørgsmål til Lærke.

Foto: Petra Kleis