Kom til foredrag med professor emeritus Holger Bech Nielsen, der er kendt for sin smittende begejstring, når han holder sine populære foredrag indenfor teoretisk fysik.
I dette foredrag sætter Holger Bech Nielsen fokus på sort stof. Stjernerne i galakserne har vist sig at løbe for hurtigt rundt om galakserne til at stemme med Newtons tyngdekraft. Den sandsynligste, men ikke eneste, tolkning af dette problem er, at der findes en masse stof, som vi ikke kan se, kaldet det mørke eller sorte stof. Hvad dette så er eller består af, er et af de største mysterier i højenergifysikken. Mest populært blandt kollegerne er en ide om, at meget svagt vekselvirkende partikler, såkaldte WIMP, udgør det sorte stof. Men Holger Bech Nielsen og Colin Froggatt har lavet en model med større og mere kraftigt vekselvirkende partikler, endda omgivet af støvkorn, altså snavsede.