På denne aften gør psykolog og førende mandeforsker Svend Aage Madsen status over maskulinitet anno 2025. Med afsæt i hans nye bog »Argumenter for mænd« vil han søge svar på, om den moderne mand sakker bagud i forhold til kvinder eller om et nyt og dynamisk mandeideal er i gang med at blive til?
De kedelige kendsgerninger er, at mænd i snit lever kortere end kvinder, har større problemer med at komme gennem uddannelsessystemet, ofte er uden nære relationer, og har en vanskelig dialog med lægen. Samtidig fylder mænd i de triste statistikker over selvmord, misbrug og tidlig død. Så hvad er vejen frem?
Svend Aage Madsen mener, at faderskabet får en ny og vigtig betydning for mænds udvikling. Han siger, at vi er vidne til en pionergeneration af fædre, som er på barsel i disse år, og at det er dem, der skal skabe forbillederne for de kommende generationer, da de ikke selv har haft fædre at spejle sig i. Derfor er det positivt, at mange mænd engagerer sig i forældreskabet på lige vilkår med kvinder, og i dag har mulighed for mere barsel. Det til trods får omkring en fjerdedel af alle mænd aldrig børn. Hvad er årsagen til det? Kan det skabe et A og et B hold blandt mænd, hvor de mænd, som får børn, vil leve bedre liv? Og er det et samfundsmæssigt problem at en fjerdedel af alle mænd fravælger faderskabet?
Med lune og nedslag i eget liv vil Svend Aage Madsen fortælle om sine erfaringer som forskningsleder på Rigshospitalet, hvor han hver dag møder mænd i krise. Han vil forklare, hvordan det egentlig står til med mænds generelle sundhed og trivsel og skitsere en vej frem, der kan give flere gode, lange og sunde mandeliv.
Foredraget er til mænd og kvinder – og det er særligt vigtigt for nye fædre; mænd, der føler sig udfordrede af de nye tider; kvinder, der ikke forstår deres ægtefælle, og mødre til drengebørn. En ny tids manderolle og faderolle stiller nemlig også nye krav til kvinder og vores moderne familieformer – for hvis vi forventer, at manden skal fylde mere i hjemmet og i familien – skal kvinden så fylde mindre og hvordan?
Glæd dig til en aften med manden i centrum – hvor vi diskuterer kønsroller, ligestilling, sundhed, trivsel og samliv. Med andre ord: Hvem og hvad er fremtidens mænd?
Til slut i foredraget vil der være mulighed for at stille spørgsmål, og det vil blive modereret af journalist, forfatter og nybagt far Rasmus Dalland.
Psykolog og mandeforsker Svend Aage Madsen har beskæftiget sig med mænd og kønsroller, siden han som 16-årig blev en del af ungdomsoprøret. Gennem mere end 35 år har han haft mænd i centrum fagligt. Han har med andre ord brugt en stor del af sit arbejdsliv og sin forskning på at dokumentere og kæmpe mod mænds uligestilling.
Han er forfatter til bogen »ARGUMENTER FOR MÆND« (Gyldendal 2024), som tegner et portræt af det mangfoldige mandeliv og peger på en række områder, som kan øge mænds generelle sundhed og trivsel.
Debatten vil blive styret med sikker hånd af forfatter og journalist Rasmus Dalland, som til daglig arbejder på dagbladet Information og er forfatter til bøgerne »IDENTITÆR« og »Jordbundet – en rejse rundt i dansk landbrug« (Gyldendal i 2023)
Dato | Tid | Sted | Navn | |
---|---|---|---|---|
1 | Torsdag 09.10.2025 | 19:00-21:00 | KU.BE, Frederiksberg | Flere foredragsholdere |