I Danmark er myndigheder, offentlige institutioner og private virksomheder gennemdigitaliseret.
Men hvordan understøtter du dit barns skolegang, hvis du ikke kan bruge Aula og de digitale læringsplatforme? Kan du reelt få overblik over og styre din økonomi uden adgang til netbank? Hvad er dine muligheder for at være i dialog med myndighederne uden MitID? Kan du få et job, hvis du ikke behersker tidens basale informationsteknologi og ejer en smartphone? Eller ikke vil? Eller ikke har råd?
FOF København inviterer til debat i Kulturhuset Indre By om, hvordan vi undgår at skabe et nyt klassesamfund i en digital verden. Vi kommer til at sætte spot på, hvem der er tabere og vindere, når graden af digitalisering øges, og hvad vi som samfund og borgere kan gøre for at etablere de rigtige balancer.
Debatten tager afsæt i en kommende borgerundersøgelse fra organisationen Algoritmer, Data og Demokrati (ADD-projektet), som offentliggøres kort inden debatarrangementet, og som bl.a. vil afdække digital inklusion og ulighed i samfundet.
Vi har inviteret tre markante profiler til panelet, og du er som publikum velkommen til at blande dig i debatten.
I panelet:

Lisbeth Knudsen.
Lisbeth Knudsen er strategidirektør hos Altinget og tænketanken Mandag Morgen. Derudover er hun også leder af oplysnings- og dialogindsatsen hos ADD-projektet.

Anders Kjærulff.
Anders Kjærulff er journalist, debattør og foredragsholder samt medstifter af Analogiseringsstyrelsen.

Andreas Holbak Espersen.
Andreas Holbak Espersen er digitaliseringspolitisk chef hos Dansk Industri (DI).
Der kommer en yderligere panelist.
Moderator:

Marie Høst. Foto: Lasse Bach Martinussen.
Marie Høst er tech.-journalist og podcastvært.