Skip to content
Udsigt over Riga

Forlænget opera weekend i Riga

Skøn storbyferie med opera i verdensklasse - Madame Butterfly og Salome

Programmet rummer både oplevelser af kulturel og gastronomisk art, som du frit kan vælge til og fra.

Turen byder både på de storslåede opsætninger af Puccinis Madame Butterfly og Salome af Richard Strauss. Derudover har vi lagt andre gode ting i programmet, så du får en uforglemmelig weekend.

På denne rejse er der mulighed for at svæve bort i musik og farver hele to gange i den nationale opera i Riga!

  • Lørdag aften er tragedie og pathos: Giacomo Puccinis kendte og elskede opera om Madame Butterfly.
  • Søndag aften skal vi opleve blod, drama og stærk kvindelighed med en flot opsætning af Richard Strauss’ Salome.

Vi flyver med airBaltic, hvor du kan vælge mellem at flyve fra Billund eller København - og i Riga bor vi på det charmerende, nyrenoverede og 4-stjernede Hotel Metropole - et boutique hotel med flair, atmosfære og charme, et stenkast fra operaen

Vores rejseleder, Carl, vil være til rådighed hver morgen ved morgenmaden mellem 8 og 9 for gode råd og forslag til, hvad man kan se i Riga, hjælpe med bestilling af evt. billetter, taxi, forslag om gode frokoststeder, mm.

 

OM MADAME BUTTERFLY

 Giacomo Puccinis dramatiske opera om en ung kvinde der udnyttes og brutalt får sine sommerfuglevinger revet af.

Den tragiske kærlighedshistorie, hvor den japanske geisha, Cio-Cio-San, møder en amerikansk løjtnant i Nagasaki i det 19. århundrede, er dybt bevægende og samtidig ætsende stærk med sin imperialisme-kritik og sit portræt af en kvinde, som naivt drømmer om, at et andet liv er muligt.

 

OM SALOME

Richard Strauss’ berømte opera om den nytestamentlige historie om Kong Herodes’ steddatter, den smukke Salome, der med sin skønhed og charme snor sin stedfar og hele hoffet om sin lillefinger. I Kong Herodes’ fangekælder sidder Johannes Døberen. Den fængslede profet håner alt hvad Salome og hendes familie står for, men Salome beslutter, at hun vil have ham. Da Herodes lover hende alt, hvad hun begærer, hvis hun vil danse for ham, ser Salome sit snit til at få magten over Johannes Døberen.

 

DAGSPROGRAMMET

Inkl. forslag og tilvalg

Fredag den 31. oktober

08:20 Afrejse fra København med Air Baltic med ankomst i Riga 10:45.

08:50 Afrejse fra Billund med Air Baltic med ankomst i Riga 11:25.

Transfer med bus fra lufthavnen til Hotel Metropole.

19:00 Mulighed for at deltage i middag på restaurant Petergailis? Tilvalg

 

Lørdag den 1. november

8:00-11:00 Morgenbuffet på hotellet.

11:00 Lyst til at gå med Carl og Anne-Marie på det store marked?

19:00 Puccinis gribende opera Madame Butterfly.

22:00 Lyst til lidt let middag på Den Sorte Munk efter operaen? Tilvalg

 

Søndag den 2. november

8:00-11:00 Morgenbuffet på hotellet.

11:00 Lyst til at deltage i en guidet slentretur med dansktalende guide gennem den gamle by i Riga?

18:00 Operaen Salome med de 7 slørs dans og et hoved på et fad.

20:30 Festmiddag på hyggelige Bon Vivant med 12 antipasti, hovedret og dessert.

 

Mandag den 3. november

05:30 Transfer fra hotel til lufthavn for rejsende til Billund med afgang 07:20 og ankomst 08:10.

For rejsende til Billund inviterer Baltic Travel på morgenmad i lufthavnen.

8:00-11:00 Morgenbuffet på hotellet.

16:30 Transfer fra hotel til lufthavn for rejsende til Kastrup med afgang 18:50 og ankomst 19:20.

 

PRAKTISKE INFORMATIONER

 

AFGANG OG CHECK-IN

Direkte fly med airBaltic fra henholdsvis Billund og Kastrup.

 

FORSIKRING

Baltic Travel er medlem af Rejsegarantifonden.

Rejsegarantifondens logo med Baltic Travels nummer

Baltic Travel har derudover tegnet en erhvervsansvarsforsikring, der dækker det ansvar et firma har.

Egen forsikring må man selv sørge for. Medbring det Blå Sygesikringskort. De fleste familieforsikringer har som tillæg en årsrejseforsikring, der dækker det meste. Snak med forsikringsselskabet. Ønsker man yderligere dækning kan en forsikring nemt tegnes på nettet for et mindre beløb.

 

PAS

Husk at medbringe pas og sygesikring (det blå kort).

 

VALUTA OG BETALINGSKORT

Valuta er i €. Der kan betales med kort stort set over alt. Der er hæveautomater overalt. Man behøver ikke at tage mange penge med.

 

BAGAGE

I flyet kan hver rejsende medbringe 8 kg håndbagage og 23 kg indchecket bagage. Det er det der betalt for. Så der er absolut rigelig plads til både den store opera-robe og indkøb fra markedet i Riga.

Man kan naturligvis rejse med den bagage man ønsker, men vær opmærksom på, at man selv skal håndtere og bære sin bagage.

 

DRESSCODE

Man rejser som man ellers ville gøre som familie på tur, altså afslappet, praktisk og behageligt. Der er ingen dresscode på hoteller eller til middage. I operaen og til balletten er de lokale pænt klædt på, så hvis man vil matche dem, så tag lidt pænt tøj med.

 

HOTELLET

Metropole Hotel: Aspazijas bulvāris 36-38, Centra rajons, Rīga, +371 66 010 300

Hotellet er nyrenoveret og charmerende. Der er morgenbuffet mellem 7 og 10 fredag og mandag og mellem 7 og 10:30 lørdag og søndag. Hotellet ligger i det absolutte centrum af Riga, lige ved den gamle bydel, med mange restauranter i nærheden, og ligger tæt på operahuset.

 

MÅLTIDER

Der er morgenmad på hotellet naturligvis. Andre måltider kan man spise sammen med andre i gruppen. Tilmelding sker på forhånd. Men man kan også være fri som fuglen og selv finde gode og listige steder.

 

SIKKERHED

At rejse i de baltiske lande er stort set som at rejse i Danmark. Befolkningen er altså ikke mere tyvagtig end den gennemsnitlige dansker. Men som i alle europæiske hovedstæder er der jo et lommetyveri fra tid til anden, så naturlig opmærksomhed på sin pung og taske er anbefalet. Der er ganske få tiggere i landene, mest uden for kirker.

 

TOILETTER

Toiletter i Riga har mindst samme standard som i Danmark. Der er betjente offentlige toiletter flere steder i byen. ½ € er standardbetaling de fleste steder, så hav altid en mønt i lommen. Og ellers gå ind på en cafe og betal en ½ € for deres venlighed.

 

VAND

I Letland kan vandet fra hanen drikkes. Vand fra hanerne har samme standard som i Danmark. Det tror de lokale ikke altid, så flaskevand er udbredt, men ikke nødvendigt.

 

LÆGEHJÆLP

Læger og hospitaler er af standard som i Danmark. Skulle der opstå sygdom hjælper Baltic Travel naturligvis med at finde en god læge. Vi har også kontakt til online lægeservice i Danmark, så vi altid kan få rådgivning, hvis der opstår en situation med sygdom hos en rejsende.

Man skal naturligvis medbringe den medicin man tager i det daglige, men ellers kan man få alt til alting på apoteker i Riga.

 

TAXI

I Riga er der taxier man enten kan praje på gaden eller lade fx hotellet ringe efter. Prisen er efter danske forhold rimelig. Men man kan køre for meget billige penge ved at downloade en App, der hedder BOLT. Man kan vælge at indsætte et kreditkort, så sker afregning helt automatisk. Men man kan også betale kontant i bilen. Baltic Travel har brugt det i flere år uden problemer. En BOLT bil kommer som regel i løbet af ganske få minutter.

 

HOTLINE

Ring eller send SMS før og under turen 24/7, hvis der behov for information eller hjælp: +45 5123 2739.

 

SOS

112 er nummeret man ringer til, hvis man har behov for hjælp i Riga (politi, ambulance, brand). De taler udmærket engelsk.

 

INKLUDERET I PRISEN

  • Direkte fly fra enten Billund eller Kastrup - og retur
  • 3 overnatninger i dobbeltværelse (med eget bad og toilet) på det 4-stjernede Hotel Metropole i centrum af Riga
  • Gode pladser til operaerne Madame Butterfly og Salome i Rigas nationalopera
  • Stor morgenbuffet alle dage
  • Transfer fra lufthavn til hotel - og retur
  • Guidet tur gennem den gamle by i Riga med dansktalende guide, Aira
  • Afgift til Rejsegarantifonden (Baltic Travel, nr. 3135)
  • Dansk rejseleder med på hele turen
  • Festmiddag på Bon Vivant søndag aften, inkl. et glas vin/øl

    Middagen består af 12 appetizers, hovedret efter eget valg, dessert efter eget valg og et glas vin/øl.

    Appetizers:
    Spansk chorizopølse, Serano skinke, spansk hård ost, oliven, tunsalat, vitello tonato, bøf tatar, tun tatar, salat med laksetatar, camembert salat, salat med røget laks og et udvalg af brød.

    Hovedretter:
    Confit de canard, lammekølle, ribben med BBQ sause, havaborre eller en meter krydret grillpølse (deles af 4 personer).

    Desserter:
    Citrontærte eller chokolade fondant.

 

TILVALG

  • Middag på restaurant Petergailis - 450,-
    Forret, hovedret, dessert og et glas vin/øl

  • Middag på Den Sorte Munk - 300,-
    Appetizer, hovedret, dessert og et glas vin/øl

 

OM BALTIC TRAVEL

Baltic Travel blev grundlagt i 2018 af Carl Jørgen Heide, der har mange års erfaring som bosat og arbejdende i Baltikum, der er en af de mest interessante og uudforskede regioner i EU. Grundstenen i Baltic Travels rejser er de ufravigelige principper om høj kvalitet og komfort, i en ramme af unikke oplevelser til både hoved, hjerte og smagsløg.

Baltic Travel logo

 

Ret til ændringer i programmet forbeholdes.

Denne rejse er et samarbejde mellem Baltic Travel og FOF.

Information

  • Dato 31.10.2025-03.11.2025
  • Adresse Billund Lufthavn
    Passagerterminalen 10
    7190 Billund
  • Bemærkninger Ved tilmelding efter 10. september 2025 tages der forbehold for et ledigt værelse. Du bedes sende en mail, at du har tilmeldt dig rejsen, så vi straks kan finde ud af om der er ledige værelser på hotellet. Indtil 10. september 2025 kan der betales depositum på kr. 1.500. Der betales med betalingskort ved tilmelding - eller inden 8 dage efter modtagelse af bekræftelse. Restbeløbet betales 7 uger før rejsen, sammen med eventuelle tillægskøb. Der fremsendes opkrævning på restbetaling inden betalingsfristen. Der foretages enkeltvis tilmelding - selv om man er et par, der skal dele et dobbeltværelse - fordi vi skal kende oplysningerne på hver deltager. Oplys i beskedfeltet i tilmeldingsforløbet HVEM du deler værelse med og dit pas nr. Tillæg for enkeltværelse: kr. 270. Ønsker du enkeltværelse bedes du oplyse det i beskedfeltet i tilmeldingsforløbet. Ønsker du først at betale et depositum, flyve fra Kastrup eller Billund eller fuldpris for enkeltværelse for rejsen, skal du sætte flueben i feltet "Jeg er berettiget til en anden pris end normalprisen", for senere i tilmeldingsforløbets side 2 at få den pris-mulighed. Find feltet ved siden af prisen og skift til den mulighed du ønsker. Deltagelse på turen forudsætter at man er selvhjulpen. Købet kan ikke fortrydes. Det anbefales at tegne en afbestillings- og rejseforsikring.

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Fredag 31.10.2025 08:20-13:50 Billund Lufthavn Baltic Travel - Carl Jørgen Heide
2 Lørdag 01.11.2025 09:00-20:55 Billund Lufthavn Baltic Travel - Carl Jørgen Heide
3 Søndag 02.11.2025 09:00-20:55 Billund Lufthavn Baltic Travel - Carl Jørgen Heide
Se alle Se færre
Carl Jørgen Heide (fra 2018)
Rejseleder

Baltic Travel - Carl Jørgen Heide

Rejseleder og grundlægger af Baltic Travel.

Carl har boet og arbejdet i de baltiske lande i 8 år, og har et indgående kendskab til landenes historie, politik og kultur, som det er hans hjerteblod at øse af og dele med rejsegæsterne.  

Carl har arbejdet med turisme og konferenceplanlægning, og forstår sig på kunsten at være vært, vise rundt, fortælle lokale anekdoter og få folk til at føle sig både vel underholdt og godt tilpas.

Metropole Hotel

Metropole Hotel i Rigas centrum
Fra operaen "Madame Butterfly" i Rigas operahus
Operaen "Madame Butterfly" i Rigas operahus.
Fra operaen "Salome" i Rigas operahus
Operaen "Salome" i Rigas operahus.