Skip to content

Hvis du har gået på et hold i foråret, som fortsætter til efteråret, har vi reserveret en plads til dig. Du får direkte besked, før alle efterårets hold bliver lagt online 22. juni (bemærk ny dato).

Døden i kunst – debat til CPH STAGE

Rosalinde Mynster og Trine Ross om død og sorg i kunsten

CPH STAGE: Rosalinde Mynster og Trine Ross om død og sorg i kunsten

FOF København hylder scenekunsten. I samarbejde med årets udgave af scenekunstfestivalen CPH STAGE præsenterer vi to debatarrangementer. Til dette arrangement taler vi om død og sorg i kunsten.

I anledning af Hotel Pro Formas forestilling »AMDUAT. En iltmaskine« kan du opleve skuespiller Rosalinde Mynster i samtale med kunsthistoriker og -anmelder Trine Ross. Samtalen modereres af journalist Iben Maria Zeuthen. 

Med udgangspunkt i Mynsters erindringsroman »Min fars stemme« reflekterer de over, hvordan død og sorg påvirker mennesket, og hvordan disse erfaringer kommer til udtryk kunstnerisk. Hvad har det betydet for Mynsters arbejde som skuespiller, forfatter og kunstner at miste en far til sygdom på et tidligt tidspunkt i livet? Og hvordan har tab og sorg gennem tiderne manifesteret sig i kunsten og hos mennesket? 

Samtalen går forud for Hotel Pro Formas forestilling »AMDUAT. En iltmaskine« baseret på forfatter Harald Voetmanns digtroman af samme navn. Værket blev til på baggrund af Voetmanns fars død, og Hotel Pro Forma iscenesætter romanen i en sanselig helhedsperformance i Den Grå Hal. Efter samtalen kan du opleve Hotel Pro Formas iscenesættelse af fortællingen om en mands død på Holbæk Hospital og tage med på en billedmættet rejse gennem den oldægyptiske underverden.

 

Panelet

Rosalinde Mynster er skuespiller, forfatter og kunstner. Hun debuterede i spillefilmen »To Verdener« (2008) og er senest set i DR-serien »Carmen Curlers« (2022). Samme år udgav hun »Min fars stemme« på Gyldendal. Bogen handler om tabet af hendes far, skuespilleren Søren Spanning, som døde i 2020, og der i seks år op til sin død var paralyseret i venstre side af kroppen på grund af en blodprop i hjernen. Ærligt og rørende tegner Rosalinde Mynster et portræt af sin far og en teatermagisk barndom, mens hun forsøger at finde fodfæste i voksenlivet, hvor hun konstant suges ind i hospitalets verden og ind i sorgen over at miste en forælder for tidligt. 

Trine Ross er magister i kunsthistorie, kunstanmelder- og skribent ved Politiken, foredragsholder og forfatter. Du kender hende måske også som holdkaptajn i »Kunstquiz«, vært på serien »Besat af...« og medvirkende i serierne »Kunstsamlerne«, »Mikkels Atelier«, »Blomster fra bombekrateret«, »Salon K« og »Følesansens ABC« – alt sammen på DR K.

Iben Maria Zeuthen er journalist med speciale i eksistens, tro og livets dybere indsigter. I DR-podcasten »Tal til mig« taler hun med gæster om øjeblikke i livet, der har været afgørende for deres skæbne og ændret deres forhold til tro og tvivl. Hun er derudover vært på podcastprogrammet »Hvad ville Jesus have sagt« og skaber af podcasten »Det ukendte«.

 

Værd at vide

Samtalen er gratis og arrangeret i samarbejde med CPH STAGE, Christians Kirke og Hotel Pro Forma.

Hvis du efterfølgende vil se forestillingen »AMDUAT. En iltmaskine« i Den Grå Hal kl. 20, skal du købe billet til selve forestillingen på cphstage.dk, hvor du også kan se festivalens samlede program.

CPH Stage

FOREDRAG OG DEBAT

Se alle aktuelle foredrag