Skip to content

Vi er i fuld gang med at gøre klar til den kommende sæson - få besked som en af de første, når du kan se hele programmet her på hjemmesiden 📬

Tilmeld nyhedsbrevet
Oplev Frederik Cilius og Mathias Hammer i Kolding Talks

Frederik Cilius og Mathias Hammer

Frederik Cilius og Mathias Hammer - 500 års musikhistorie

Kom med på en rejse i 500 års musikhistorie med den klassiske musiks dynamiske duo

Med Frederik Cilius og Mathias Hammer sammen på scenen er der garanti for latter, overraskelser og imponerende viden om klassisk musik. Oplev de to venner, når de formidler deres musikpassion og 500 års musikhistorie i et levende og tilgængeligt foredrag, der både underholder og oplyser.

Frederik Cilius og Mathias Hammer kommer på hårdt arbejde, når de vil føre publikum gennem 500 års klassisk musikhistorie. Startskuddet går i den italienske renæssance og bevæger sig kronologisk frem til tyske J.S. Bach, de wienerklassiske mestre Mozart og Beethoven, 1800-tallets romantiske drømmere, Wagners megalomani og ind i det 20. århundrede, hvor Stravinskij sprænger orkesterklangen og Schönberg sprænger musikkens tonalitet til atomer.

Som musikalske konkurrenter er Frederik Cilius og Mathias Hammer kendt som holdkaptajner i 'Den Klassiske Musikquiz' på DR2, hvor de duellerer om at genkende musik spillet baglæns eller ud fra blot én tone. I radioprogrammet 'Hammer og Cilius' på P2 er rivaliseringen lagt på hylden, når de to venner Hammer og Cilius viser, hvorfor de er kendt for deres humor, viden og entusiasme for klassisk musik.


Frederik Cilius

Frederik Cilius er et dansk multitalent, der markerer sig som satiriker, skuespiller, radio/tv-vært, musikformidler og klarinettist. Han er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium og Jacobs School of Music ved Indiana University Bloomington. Elskere af klassisk musik vil kende ham som en af de operarejsende i DR-serien Operarejsen, foruden sin rolle i ’Den Klassiske Musikquiz’ og i radioprogrammet ’Hammer & Cilius’.


Mathias Hammer

Mathias Hammer er musikformidler og vært i DR. Han er solistuddannet koncertpianist fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, og siden 2010 har han præsenteret DR Symfoniorkestrets Torsdagskoncerter for både publikum og radiolyttere på P2. Han har skabt podcast-serier om Niels W. Gade, Carl Nielsen og Beethoven, og han er fast vært i programmet 'Mesterværker'.


Foredraget er et Kolding Talks arrangement.

Kolding Talks er skabt i samarbejde mellem aftenskoler og biblioteket i Kolding - med det formål, at udvikle og eksperimentere med forskellige debatkoncepter med fokus på at inddrage publikum i debatten - fordi vi tror på, at samtale fremmer forståelsen.