Skip to content
Seven Sisters ved Dover

Sydenglands fantastiske kyster

Sydenglands fantastiske kyster - Cornwall - Cotswolds og Churchills Blenheim

Er du til historie, skønne haver, smuk natur med betagende kyster og kørsel på småveje, så er denne rejse i den tidlige sommer til Sydengland sagen!

Vi har stor fokus på Anden Verdenskrig med besøg på Churchills fødehjem, slottet Blenheim og museet for D-Dag i Portsmouth. Vi besøger derudover Bletchley Park hvor man brød Enigma-koden, og Coventry, hvor der er fokus på de hårde bombardementer af Storbritannien og i dette tilfælde på en smuk kulturby, der ydermere var centrum for britisk motorindustri. Vi skal se storslået natur, både i form af The White Cliffs of Dover, når vi sejler fra Dunkirk, og ved de helt fantastiske kyststrækninger, Seven Sisters, i Sussex og Land´s End i Cornwall. Vores 3 nætter direkte ved kysten er i den grad noget vi ser frem til – de 2 i Cornwall på Falmouth Hotel i en tidslomme, hvor vi føler os hensat til tiden fra en Jane Austen roman og 1 nat direkte ved den engelske sydkyst i badebyen Worthing.

Den fantastiske have, Lost Garden of Heligan i Cornwall, er et sammensurium af jungleplanter og engelske haver, hvor snart sagt alt kan vokse grundet Golfstrømmens indvirken på klimaet. Vi kan godt glæde os. Derudover har vi en lang række af små charmerende byer hvor vi gør holdt; det gælder Dorchester med den romerske arv, Marazion i Cornwall, hvor man kan se klosterøen, Mount Saint Michael ud for kysten, samt byer som Bibury og Stow-on-the-Wold i Cotswolds bløde runde bakker.

Endelig kan du se frem til historiske byer som Cambridge, en af Englands smukkeste universitetsbyer, og Shakespeares by Stratford-upon-Avon og Plymouth med dens historier om Trekantshandel og Pirateri på det fremragende museum, The Box. Generelt byder turen på utallige veje igennem de smukkeste naturområder som Dorset, Cornwall, Kent, Sussex, Devon, Cotswolds, Wessex og Chiltern Hills – sidstnævnte er kendt for at have dannet ramme om utallige kendte krimier, mest kendt Barnaby.

Der bliver også mulighed for besøg på flymuseet i Duxford, Evensong i den smukke katedral i Salisbury og smuk overnatning i den flamske by Gent, hvor vi vil nyde en smuk aften på turens første dag. Rejselederen kender den britiske historie gennemgående og vil med fornøjelse give dig indblik i historien og samfundet undervejs, mens vi nyder de mange smukke steder.

Rejsen tager sit udgangspunkt fra Sydfyn, over Odense, Kolding og ned igennem Sønderjylland hvor der er mulighed for langtidsparkering, der vil være mulighed for at stige på langs motorvejen mod grænsen.

Rejsen er arrangeret i samarbejde med Historiske Rejser.

 

Inkluderet i prisen er


  • 9 dages kørsel i 4-stjernet luksusbus med flystole, fodstøtter, klimaanlæg, serveringsborde, køleskab, med 2 professionelle chauffører - med overholdelse af køre-hviletidsregler.
  • Alle kendte afgifter, parkeringsafgifter, broudgifter, vejskatter, osv.
  • 8 x overnatning på hotel inkl. halvpension (aftensmad, overnatning i dobbeltværelse og morgenmadsbuffet).
  • Afgift til Rejsegarantifonden (Historiske Rejser, nr. 2592).
  • Rejseleder med stor viden om historie og de steder vi besøger.
  • Alle udflugter, eksklusive entréer.
  • Sejltur fra Dunkirk til Dover og besøg ved Dover på Battle of Britain Memorial med fremragende udsigt over kanalen.
  • Landskabstur igennem Kent og til Hastings, hvor Wilhelm Erobreren gik i land i 1066.
  • Besøg ved den smukke kyststrækning, Seven Sisters.
  • Chatworth Hotel i Worthing, en klassisk engelsk badeby.
  • Museet D-Day Story i Portsmouth, prisvindende museum om forberedelserne til D-Dag.
  • Dorchester, en charmerende romersk by i Dorset.
  • Lost Garden of Heligan, den prisvindende engelske have.
  • Cornwall og 2 nætter på Falmouth Hotel med havudsigt.
  • Land´s End med de fantastiske kyster og den charmerende by Marazion med udsigt til klosterøen Saint Michaels Mount.
  • Plymouth med det prisvindende museum, The Box, over opdagelsesrejser og trekantshandel, samt Mayflower.
  • Salisbury Cathedral med Evensong (ellers i en anden kirke).
  • 3 nætter i Cotswolds ved søerne.
  • Aftensmad på hyggelige kroer i Salisbury og Stow-on-the-Wold.
  • Churchills Blenheim Palace.
  • Shakespeares Stratford-upon-Avon.
  • Bletchley Park med Enigma-koden.
  • Barnabys England.
  • Cotswolds med de helt specielle byer, Bibury og Stow-on-the-Wold.
  • Coventry med katedral og bilmuseum.
  • Cambridge med universitetsmiljø og aftensmad på restaurant.
  • Flymuseet i Duxford (Imperial War Museum).
  • Natsejlads Harwich - Hoek van Holland.

Alle besøg er eksklusive entréer.

BEMÆRK at rejseforsikring og afbestillingsforsikring IKKE er inkluderet i prisen. Det anbefales at få det tegnet inden afrejse.

 

Opsamling vil være på følgende steder


Byvænget 1, Kirkeby, 5771 Stenstrup (hos Historiske Rejser) – langtidsparkering mulig – og henvisning til nærliggende overnatning er også mulig.

Parkering Odense Syd, 5260 Odense S – langtidsparkering mulig og med letbanestop.

Fredericia Station kan komme på tale som opsamling, hvis man kommer med tog – dog garanteres der ikke at der ventes på forsinkede tog.

KUC, Ågade 27, 6000 Kolding (hos FOF Sydjylland) – realistisk god chance for langtidsparkering. Forvent afgang fra Kolding før klokken 7.00.

Flere andre opsamlingssteder langs motorvejen igennem Sønderjylland...

 

Dagsprogram

 

1. dag - Kørsel til Flandern og den smukke kanalby Gent

Vi starter med opsamling meget tidligt på Svendborg, Fredericia, Kolding og ned langs motorvejen. Efter alle er kommet ombord er der friske rundstykker og morgenmadsbakker med pålæg sammen med frisklavet kaffe. I vores 4-stjernede bus bruger vi tiden igennem Tyskland, Holland og Belgien til dels at høre om de steder vi passerer igennem, men også til at gennemgå programmet for de mange interessante steder, der venter os undervejs. Ruten går over Hamborg og Bremen, hvorefter vi spiser frokost på en landevejskro og herefter fortsætter ind i Holland, inden vi kommer ind i Belgien og runder storbyen Antwerpen med en af Europas største havne.

Vi bor meget centralt i den smukke kanal-, og hanseby, Gent. Vores hotel, ibis Gent Centrum St Baafs Kathedraal, ligger nabo til byens største seværdigheder som domkirken, hvor brødrene Van Eycks malerier på altertavlen, “tilbedelsen af det mystiske lam”, er kendt som starten på den flamske renæssance i malerkunsten. Vi spiser på en restaurant, der ligger nabo til hotellet, hvor der venter os en ægte flamsk specialitet, samt mulighed for gode belgiske trappistøl. Efter turen vil det være oplagt at nyde aftenen ved at gå de få hundrede meter til det livlige miljø ved floderne Leie og Schelde.

 

2. dag - Redningen over den engelske kanal fra Dunkirk til Dover, samt den engelske sydkyst

Vi forlader Gent efter tidlig morgenmad og kører ned igennem Flandern og Ypres, hvor vi hører om de nære bånd mellem Flandern og England, hvor de fælles bånd er knyttet sammen i utallige krige – men Første Verdenskrig i særdeleshed. I Dunkirk – der ligger i fransk Flandern – hører vi om evakueringen fra strandene i maj og juni 1940. Vi sejler samme strækning som de cirka 338.000 soldater der blev reddet i Operation Dynamo – dog langt mere komfortabelt med færge og frokost ombord. På vej ind til Dover ser vi de smukke White Cliffs of Dover ved indsejlingen til England, som mange vil kende fra Vera Lynns sang fra 1942 af samme navn, men som færre forbinder med koordineringen af redningsaktionen i 1940.

Efter vi er kommet i land igen, kører vi rundt om det smukke Dover Castle, hvor der bliver tid til et fotostop. Herfra fortsætter vi vestpå igennem Kent, der udover at være Englands skønne smukke have med dens fløjlsbløde bakker igennem Downs også var ramme om Battle of the Britain i 1940-41. Kort tid efter evakueringen fra Dunkerque og den franske overgivelse, der planlagde tyskerne en erobring af England. De ville dog mørne englænderne ved at sætte deres stærkeste våben ud af kraft, nemlig Royal Air Force. Det startede allerede i slutningen af juni 1940 og varede til foråret 1941. Kampene foregik dog mest intensivt i luftrummet over Kent og over den Engelske kanal i sensommeren 1940. Vi gør holdt ved det smukke nationale mindesmærke for kampene og ser det lille museum tilknyttet hertil.

Turen fortsætter videre mod vest igennem deltaområdet, Romney Marshes, og byerne kendt som Cinque Ports, der havde udvidet frihedsrettigheder, så længe de var hjemhavne for den kongelige flåde. Området er præget af befæstninger fra Napoleonstiden og Royal Canal der ligeledes skulle forsvare mod angreb udefra i det generelt uvejsomme terræn.

Ved Hastings kører vi til Pevensey Bay, hvor Vilhelm Erobreren i 1066 berømmeligt snublede på stranden, da han landede i England med sin flåde. Der blev helt stille blandt hans følgere, der straks anså dette som et dårligt tegn. Vilhelm vendte imidlertid begivenheden på hovedet og udtalte ordene: “England, jeg tager dig i min favn!”. Vi hører om Normannernes enorme betydning og om landgangen i 1066.

Herfra kører vi til det fantastiske natursyn, Seven Sisters. Som er de samme kridtklinter som i Dover, men endnu mere fantastisk i deres fremtoning her.

Efter vores smukke ophold ved Seven Sisters fortsætter vi videre langs kysten ved Newhaven og Brighton – og ankommer til vores flot beliggende Chatsworth Hotel, der ligger i den charmerende kystby, Worthing, direkte ved kyststrækningen. Vi spiser fælles aftensmad på en nærliggende restaurant i byen. Inden der måske bliver tid til at gå en tur langs kysten.

 

3. dag - D-Dag i Portsmouth - Dorchester og den smukke have, Lost Garden of Heligan, i Cornwall

Efter at have nydt morgenmad forlader vi vores dejlige hotel og kører i retning af Portsmouth, der siden romertiden har været en væsentlig havn på Englands sydkyst, der ligger på øen Portsea Island og naturligt beskyttet med øen Isle of Wight i den engelske kanal ud for byen. Byen blev hjemsted for den engelske flåde allerede i 1400-tallet og byen har en lang stolt historie for skibsbyggeri til Royal Navy. I byens historiske havn finder man flere af de vigtigste historiske skibe i byens historie. Mest berømt er naturligvis Lord Nelsons berømte skib “HMS Victory” der siden slutningen af 1700-tallet har været indskrevet i den engelske flåde. Måske kan vi være heldig at se dette fra havnen.

Hovedattraktionen denne formiddag i Portsmouth er museet D-Day Story, der fortæller om D-dag fra en britisk vinkel. Forinden har rejseleder Anders Bager Eriksen givet en detaljeret gennemgang, så man er klar til besøget. Det omhandler de enorme forberedelser, der foregik flere år op til den 6. juni 1944 med i smug at opføre skibe, kunstige havne, træningsanlæg for soldater og meget andet. I forbindelse med museet ser vi rigtige landgangsbåde og mange fine plancher om verdenshistoriens hidtil største logistiske operation. Museets hovedattraktion er en pendant til Bayeux-Tapetet, her er temaet ikke Wilhelm Erobrerens indtog i det sydlige England, men derimod D-Dag i Normandiet. Vi sætter tid af til museet, der ligger i de smukkeste omgivelser direkte ud til vandet i Portsmouth.

Vi forlader museet igen sidst på formiddagen og kører vestpå, hvor der organiseres frokost undervejs. Vi kører vestpå, forbi Southampton, samt badebyen Bournemouth og ind i de naturskønne områder som Dorset og Devon. Vi gør et kortere stop i byen Dorchester, der ligger midt i Dorsets smukke natur. Byen er også kendt for dens mange museer om områdets mange dinosaurspor, men også om romertiden. Mest kendt er dog “Tolpuddle Martyrs” der i 1834 demonstrerede over de dårlige arbejdsforhold. De blev dømt og sendt til Australien i 1836. Historien blev først stor, da de efterfølgende blev benådet og vendte hjem. Det var et nybrud man gav indrømmelser til demonstrerende. Vi hører om dette og finder os sikkert noget godt at spise i byen.

Herpå fortsætter vi videre vestpå igennem Devon og ind i Cornwall mod turens store have-oplevelse – Lost Garden of Heligan. Haven er en perfekt udnyttelse af de ideelle klimatiske forhold i Cornwall, hvor Golfstrømmen tillader snart sagt al beplantning. Der er både almindelige haveblomster, som vi kender fra Danmark, og så er der en jungle hvor man finder tropisk beplantning af den skønneste slags. Haven eksisterede i århundreder før Første Verdenskrig, men da alle gartnere blev indkaldt til krigen og ikke kom hjem igen, da forfaldt den op igennem det 20. århundrede. Den blev så sat i stand i forbindelse med at nogle journalister kørte en tv-serie om at genskabe dens originale pragt i 1990´erne.

Efter det smukke ophold fortsætter vi det sidste stykke vej fra det nordlige Cornwall til kysten med vores fantastisk smukt beliggende The Falmouth Hotel, direkte ud til vandet i det betagende Cornwall. Vi har 2 nætter i Cornwall at glæde os til.

Vi spiser med direkte havudsigt på hotellet begge aftener på et sted så smukt, at tiden forekommer at have stået stille.

 

4. dag - Land´s End og Marazion

Der bliver god tid til at nyde morgenmaden inden vi midt på formiddagen kører udflugt til det vestligste punkt på hovedøen Britannia i England: Det legendariske og smukke Land´s End. Her bliver der god tid til at nyde gåturene langs klipperne, hvor man fornemmer den skønne og storslåede natur der er når man kommer ud på de yderste steder.

Efter at have oplevet den betagende natur ved Land´s End, kører vi forbi piratbyen Penzance til den charmerende og smukke by Marazion. Byen ligger ud for den pittoreske Mount Saint Michael – klosterøen der historisk er forbundet til Mont Saint Michel i Normandiet, som den også minder om. Klosterøen kan man kun komme ud på når tidevandet tillader det, til gengæld kan vi nyde frokost i Marazion med dens mange restauranter og små charmerende butikker.

 

5. dag - Plymouth og Salisbury måske med Evensong

Vi forlader vores skønne hotel i Falmouth efter tidlig morgenmad. Vejen ud af Cornwall går igennem Bodmin Moor og efter vi krydser floden Tamar kommer vi til Devon, hvor områdets største by ligger – den vigtige havneby, Plymouth. Byen har spillet en central rolle i Englands dominans på verdenshavene. På det prisvindende museum, The Box, får man historien om Sir Francis Drake, en af de væsentligste skikkelser i britisk søfartshistorie – han lærte sin metier som sømand, som slavehandler af sin fætter Richard Hawkins, der også virkede fra Plymouth og ses som grundlæggeren af trekantshandelen. Drake blev siden kendt som den første brite til at lave en jordomsejling og siden som dén, der satte det afgørende angreb ind på den Spanske Armada i 1588, hvilket bragte den spanske flåde ud af kurs og siden til ødelæggelse. Selvom Drake fylder meget, dækker museet fantastiske afdelinger om den britiske flåde helt op i tiden, om dinosaurer på Jurakysten og om maleren Joshua Reynolds. Er man til mere verdenshistorie kan man søge den korte afstand ned til den historiske havn Sutton, hvor man finder de berømte Mayflower-steps. Da det var herfra at de puritanske englændere stævnede ud fra i 1620 for i Massachusetts at lave en af de første amerikanske kolonier, der skulle få en definerende rolle for amerikansk identitet. Der findes et fint mindre museum ved siden af, der også kan anbefales.

Efter opholdet i Plymouth fortsætter turen smukt igennem Devon og Dorset, hvor der venter nogle fantastisk smukke landskaber. Vi besøger Salisbury, der først og fremmest er kendt grundet deres smukke katedral, der er en af de mest rendyrkede gotiske katedraler, der har det højeste spir i England med 123 meter. Katedralen huser en originaludgave af Magna Carta - det store dokument fra 1215 der begrænsede de engelske kongers magt over adelen, og omtales ofte som englændernes første skridt på vej mod parlamentarisme. Vi ser katedralen enten i rammen af den smukke anglikanske Evensong eller med et besøg med mulighed for at se museet for Magna Carta.

Efter besøget spiser vi aftensmad på en charmerende kro i byen inden vi fortsætter på en smuk køretur igennem North Wessex Downs med små landsbyer og runde bakker. Vi kommer igennem byen Marlborough og lidt nord for Swindon finder vi vores hotel for de næste 3 nætter, De Vere Cotswolds Waterpark, der ligger smukt ud til en række søer og med en høj værelsesstandard.

 

6. dag - Bibury - Churchills Blenheim – Shakespeare´s Stratford-upon-Avon og aftensmad i Cotswolds

Vi nyder en dejlig morgenmad på vores nye hotel med udsigt til søerne. Vores udflugt starter med at vi kommer ind i det skønne Cotswolds med deres karakteristiske stenhuse. Området har siden romertiden været kendt for at være rige englænderes eftertragtede weekendkoloni. Området er som taget ud af en britisk krimiserie. Vi gør holdt i Bibury, hvis husrække, Arlington Row, er en af de mest fotograferede i landet. Der bliver tid til at gå en tur langs floden og slappe af i byen.

Turen fortsætter igennem Cotswolds charmerende landskab og i Oxfordshire ligger Churchill-Spencer familiens stamslot, Blenheim. Her blev Winston Churchill født i 1874 og trods at han ikke voksede op på stedet, så var han livet igennem forbundet til slottet. Under vores ophold er der tid til at se de historiske bygninger fra 1700-tallet, der viser hvordan John Churchill vandt hæder til familien i slaget ved Blenheim i 1704 og derpå fik slotsgrunden foræret sammen med titlen ”Earl of Marlborough”. Vi ser hvor Churchill blev født og derudover udstillingen om Winston Churchill, der følger ham fra helt ung og videre hans deltagelse i krige i såvel Sydafrika og Afghanistan, samt under Første Verdenskrig til hans politiske karriere, hvor særligt tiden i og omkring Anden Verdenskrig fik afgørende betydning for hele verden.

Efter besøget fortsætter vi igennem flotte landområder vestpå til byen Stratford-upon-Avon. Her blev en af de mest betydningsfulde engelske forfattere – William Shakespeare – født i 1564. I byen kan man finde fine museer for såvel Shakespeares fødehjem, samt hvor den berømte digter boede, hvor der også findes en meget fin have til. Centrum af byen byder på klassisk engelsk arkitektur i bindingsværk med mange butikker og skæve byggerier, mon ikke der bliver tid til at nyde noget på en lokal pub.

Efter opholdet i Stratford-upon-Avon fortsætter vi ind i Cotswolds igen, hvor vi stopper i den smukke og livlige by Stow-on-the-Wold. Her skal vi spise på en lokal kro midt i byen, hvor der bliver mulighed for at snuse god stemning til sig, mens vi nyder den gode mad. Før og efter maden kan man gå tur i den charmerende by og måske se den specielle kirkedør, der består af to store levende træer.

Efter maden kører vi den smukke vej igennem Cotswolds tilbage til vores hotel.

 

7. dag - Bletchley Park og Chiltern Hills - Tv-krimiernes land

Vi nyder morgenmaden på vores skønne hotel i Cotswolds og sætter kursen mod Milton Keynes, der ligger stik nord for London. Her kører vi til et af de mest hemmelige, men vigtigste steder for den allierede og britiske krigsførelse, nemlig Bletchley Park, hvor nogle af de mest intelligente og alternative hjerner sad og dechifrerede de fjendtlige kodesystemer. Det mest berømte er hvorledes den tyske Enigma-kode blev brudt. Vi får en rundvisning på det smukke sted, hvor vi prøver at blive sat ind i nogle af de dilemmaer, der lå i at have kendskab til de tyske forbrydelser, men ikke kunne afsløre overfor tyskerne at man kendte til det. Efter rundvisningen bliver der god tid til at se de mange interessante udstillinger der er på hele området.

Efter vi har set udstillingen og spist frokost, går turen sydpå igennem Buckinghamsire og Oxfordshire til Chiltern Hills. Det charmerende område syd for Oxford og nord for Reading er spækket med de små landsbyer, som man finder i Tv-serien Barnaby. Vi kører igennem flere af de byer, såsom Rotherfield Greys, Mapledurham – hvor også Inspector Lynley, Miss Marple og Inspector Morse har været filmet – og Wallingford, der har været med i mange af de afsnit af Barnaby, der har været med til at danne manges indtryk af det landlige England. Vi tør nok ikke holde for længe, da man jo aldrig ved hvad der sker…

Vi gør et holdt i Wallingford hvor Agatha Christie – krimidronningen over dem alle – levede og skrev de fleste af hendes berømte krimier. Vi snuser stemningen til os i den smukke by, der ligger ved floden Themsen. Derefter fortsætter vi tilbage mod hotellet, hvor vi spiser på hotellet den sidste aften.

 

8. dag - Coventry og Cambridge - Anden Verdenskrigs bombardement og Royal Air Force i Duxford

Efter vi har nydt morgenmad på vores skønne hotel, pakker vi bussen og sætter kurs mod nord. Turen går en sidste gang igennem Cotswolds smukke landskab og mod nord til Coventry. Byen rummer en lang række af historisk væsentlige begivenheder i den britiske historie. Dens historie går langt tilbage og i middelalderen er den særligt koblet til historien om Lady Godiva, der red nøgen igennem og dermed reddede byens borgere fra hendes mands brandbeskatning. Byens smukke katedral var i mange år et samlingspunkt for nær og fjern. I 1868 blev den første cykelproduktion lavet i byen – og da denne blev drevet frem af en symaskinefabrik, så man snart at cyklerne fik motor. Den første motorcykel blev udviklet i Coventry i 1885 under mærket Rover. I 1890´erne stod Coventry for størstedelen af verdens produktion af cykler. I 1896 åbnede den første britiske serieproduktion af biler i byen, og snart skød utallige andre fabrikker op rundt i det engelske. Byen var heraf et helt naturligt hjemsted for produktion af motoriserede køretøjer, blot for at nævne nogle af de store firmaer der har haft til huse i byen: Jaguar, Rover, Swift og Humber. Det var helt naturligt at det enorme produktionsapparat også blev brugt til at lave krigsmateriel under verdenskrigene.

Coventry blev heraf et helt naturligt mål for tyske bombefly. Det gjorde at byen natten mellem den 14. og 15. november 1940 blev udsat for et totalt ødelæggende bombeangreb, der samtidig lagde den smukke historiske by i ruiner. Ødelæggelserne omfattede også byens smukke katedral. Angrebet blev set som en ydmygelse af England på et tidspunkt, hvor man ellers synes at være igennem det værste af Blitzen. Angrebet fik en enorm symbolsk betydning, da Arthur Harris – arkitekten bag den strategiske områdebombning – havde familie i byen og ofte sammenkædes med den britiske ændring i at tyske byer skulle opleve samme type af ødelæggelse. Efter krigen blev Coventry sammenkædet med international forsoning i form af Sømkorset fra Coventry, som man finder på steder som Rotterdam, Berlin, Dresden, Warszawa og Stalingrad.

I de timer vi er i Coventry, kan man vælge såvel at besøge den smukke genopførte katedral, med de fantastiske mosaikker og Coventry Transport Museum, der ligger meget tæt på. Museet fortæller om udviklingen indenfor motoriserede køretøjer i byen i form af talrige modeller af såvel cykler, motorcykler og bilmodeller.

Efter at have spist frokost i Coventry fortsætter vi videre mod Cambridge. Byen der ofte nævnes samtidig med man nævner byens Universitet. Det er også byens historie og den smukke by er præget af floden Cam, hvor man ser studerende tilbyde sejladser og byen består af storslåede Colleges, hver med deres egen tradition. For de interesserede vil vi gå til det smukkeste – King´s College – hvis gotiske pragt er på linje med de store kirker. Derudover er der tid til at nyde opholdet i byen, hvor vi sidst på eftermiddagen spiser fælles aftensmad på en charmerende restaurant.

For de interesserede kører bussen få kilometer syd for Cambridge til den militære lufthavn Duxford. Her findes en af de største flysamlinger fra Royal Air Force, hvor man finder Spitfire og Hurricane – og med lidt held måske en flyopvisning. Bussen kører tilbage til spisetid til restaurant i Cambridge.

Efter spisningen fortsætter vi direkte mod Harwich, hvor vi ankommer sent og skal sejle natsejlads med overnatning i kahytter ombord. Sejladsen er mod Hoek van Holland ved Rotterdam.

 

9. dag - Hoek van Holland og hjemkørsel

Vi spiser morgenmad ombord på færgen. I Holland går vi af borde og møder bussen i land, og herefter venter en køretur hjem igennem Holland og Tyskland. Vi forventer at krydse grænsen først på aftenen.