Skip to content
Checkpoint Charlie i Berlin

Murens Fald 35 år - Jubilæumsrejse til Berlin, Leipzig og Helmstedt-grænsen

Berlin - Leipzig - Potsdam - Wittenberg - Hötensleben - Helmstedt - Bitterfeld-Wolfen

Den 9. november 1989 faldt muren, der omkransede det vestlige Berlin, og som i daglig tale kaldtes Berlinmuren. Muren var fra start et af de grimmeste symboler på den Kolde Krig i Europa. Jerntæppet havde delt Europa og Tyskland, men her var der tale om, at delingen gik helt ned på gadeplan og særdeles brutalt afskar familier og venner fra hinanden. Da muren endelig faldt den 9. november 1989, havde der i flere år været sammenbruds-tendenser i Østblokken, med reformer under Gorbatjov i Sovjetunionen og i Polen, hvor der siden 1980 havde været kamp for demokrati med fagforeningen, Solidaritet, i spidsen. Imidlertid var styret i DDR under Erich Honecker ikke indstillet på at følge de mere liberale strømninger. Det var ikke fra Berlin man skulle forvente en folkelig omdannelse. Den viste sig da også i DDR at komme fra andre steder, såsom Leipzig, hvor folk i løbet af sommeren og efteråret 1989 begyndte at demonstrere for bedre vilkår. Det var først da Honecker i oktober 1989 blev afsat, at man også i Berlin begyndte at demonstrere. Så gik det til gengæld stærkt. Den 9. november 1989 faldt Muren og det var historiens held, at det foregik forholdsvis fredeligt, hvilket ikke lå i kortene. Det er hvad vi både forsøger at blive klogere på og hvad vi fejrer på denne rejse, hvor vi opholder os i Berlin til 35-års-jubilæet og i 8 dage sætter vi et bredt fokus på dette, ved at komme omkring Leipzig, Helmstedt, Potsdam, Wittenberg, Bitterfeld-Wolfen og landsbyen Hötensleben, inden vi når Berlin.

Vi starter rejsen med at besøge den egentlige grænse mellem Øst- og Vesttyskland, ved besøg i landsbyen Hötensleben, hvor det var tydeligt, at der i Tyskland var lignende skæbner, som det man så i Berlin. Derudover besøger vi motorvejsgrænsen Helmstedt-Marienborn, der var den mest overvågede - og mest befærdede overgang - mellem øst-, og vest. Herefter følger 2 nætter i Leipzig, den spændende messe-, og musikalske by, der op igennem 1980´erne blev centrum for den folkelige modstand mod regimet, hvor mandags-demonstrationerne blev en model som andre byer kunne lade sig inspirere af, til at sætte pres på styret. Vi får rundvisning i Leipzig og masser af tid til at se de mange interessante udstillinger i kirker, museer og på Stasis hovedkvarter om overgangen til DDR.

Vi har også fokus på de mere ukendte elementer af hvor modstanden kom fra. Det gælder når vi besøger Bitterfeld-Wolfen, der i 1980´erne havde den lidet flatterende titel “Europas mest forurenede by”, hvilket gav folkelig modstand mod ledelsen i DDR.

Et andet element er det ateistiske DDR´s ambivalente forhold til deres religiøse arv, hvilket tydeliggøres ved besøg i Lutherbyen Wittenberg.

I Berlin har vi 4 nætter, hvor vi bor på Alexanderplatz, den centrale plads i Østberlin. Vi kører udflugt til Potsdam – Residens og Kasernebyen – hvor vi besøger Stasifængslet, der viser graden af paranoia, som DDR udviste overfor dets borgere. Vi kommer omkring spionbroen Glienicker Brücke og ser slottet Cecilienhof, hvor Tysklands deling blev afgjort af stormagterne efter 2. Verdenskrig. I Berlin ser vi en lang række seværdigheder og steder med tilknytning til den kolde krig på byrundture i bus og til fods, og derudover får vi en rundtur på DDR´s officielle statsslot Niederschönhausen - og afsætter tid til at se Tränenpalast, hvor familier tog afsked efter de svært opnåelige familiebesøg.

Endelig deltager vi på jubilæumsdagen for Murens fald den 9. november hvor byen vil være på den anden ende.

Turen er en bustur og arrangeres af FOF Sydjylland i samarbejde med Historiske Rejser.

 

Prisen indeholder

  • Transport på hele rejsen i 4-stjernet moderne turistbus med professionel og servicemindet chauffør, samt kaffemaskine, toilet og køkken
  • 7 x overnatning med 3 x halvpension (aftensmad på 1., 2. og 4.dag)
  • Værelser med eget bad og toilet
  • Centralt beliggende hoteller i Leipzig og Berlin i gåafstand til centrale seværdigheder
  • Frokost og morgenmad inklusiv på 1. dag
  • Bismarck Museerne i Friedrichsruh
  • Lüneburger Heide, hvor Montgomery modtog overgivelse den 4. maj 1945 om aftenen
  • Hötensleben - rundvisning i landsbyen der lå direkte på grænsen
  • Motorvejsgrænsen Helmstedt-Marienborg - rundvisning i den psykologiske velkomst man fik på vej ind i DDR
  • Leipzig - byrundtur med Nikolaikirche, Goethe, Bach og Runde Ecke
  • Leipzig - spisning i Goethes Faust-kælder
  • DDR´s miljøbombe Bitterfeld-Wolfen - rundvisning og museum
  • Luthers by Wittenberg - rundvisning i Protestantismens Rom med fokus på DDR´s forhold til religion
  • Berlin - byrundtur i bus og til fods med ekspert-rejseleder Anders Bager Eriksen
  • Genforeningstraktaten 2+4 på slottet Niederschönhausen og Majakowskiring
  • Bornholmer Strasse - her hvor muren faldt
  • Potsdam - kejserbyen med spionbroen Glienicker Brücke, den kolde krigs fundament: Potsdamkonferencen og Cecilienhof
  • Stasifængslet i Potsdam - psykologisk tortur i en u-retsstat
  • Fejring af den 9. november i Berlin - 35-års-dagen for Murens Fald
  • Tränenpalast - besøg mellem øst og vest

 

Øvrige oplysninger

  • Tillæg for entréer som tilkøbsmulighed, som afregnes tidligt på turen
  • Entréer ikke inklusiv: Alle entreer, samt eventuelt øvrige fællesspisninger
  • Der betales afgift til Rejsegarantifonden (Historiske Rejsers medlemsnummer er 2592)
  • Det skal bemærkes, at rejseforsikring, samt afbestillingsforsikring, ikke er inkluderet i rejsens pris - det anbefales, at man inden rejsen undersøger, om man er dækket
  • Opsamling vil være langs ruten - Svendborg, Odense, Trekantområdet og Sønderjylland - med flere steder - med langtidsparkering som mulighed

 

Dagsprogrammet

 

Dag 1: Kiel - Friedrichsruh - Timeloberg og Helmstedt (tiden før Den Kolde Krig)

Temarejsen starter med opsamling på Sydfyn og langs ruten, Odense, Trekantområdet, Kolding og ned igennem Sønderjylland. Der er morgenmad i bussen med frisksmurte rundstykker og pålægsbakker, samt frisk juice og kaffe.

Turen starter med at gå ned igennem Slesvig-Holsten og forbi Kiel, hvor nogle af de centrale begivenheder i den tyske historie er fundet sted - som åbningen af Kielerkanalen, der blev et konfliktpunkt mellem Storbritannien og Tyskland, hvilket historisk var helt nyt og Matrosopstanden i 1918, der blev det politiske brud med kejsertidens militærdisciplin og førte til Kejserens fald.

Vores første stop sker ved Friedrichsruh. Det lille gods i Lauenborg blev givet til Otto von Bismarck for hans særlige rolle i den tyske samling i 1870-71, men hvis betydning perspektiv rækker bagud til det meste af 1800-tallet og frem mod Kejser Wilhelm II og at denne førte Tyskland ind i Første Verdenskrig.

Vi ser museet over Otto von Bismarck og hører naturligvis også om redningen med de Hvide Busser, hvor Friedrichsruh var det store samlingspunkt for de busser, der reddede skandinaver fra koncentrationslejre hjem til Danmark og Norge i slutfasen af 2. Verdenskrig.

Der er frokostsandwich som spises ved bussen.

Lidt syd for Lüneburg gør vi holdt ved Timeloberg, hvor en mindesten erindrer om mødet den 4. maj 1945 mellem udsendingen Georg von Friedeburg fra den sidste nazistiske regering med Dönitz med den britiske militære leder Bernard Montgomery fandt sted. Det medførte at de tyske tropper i Danmark, Nordvesttyskland og i Holland overgav sig. Vi gør et holdt og bruger det som anledning til at se på afslutningen på 2. Verdenskrig og den betydning dette havde for Den Kolde Krig.

Turen går herefter den smukke vej ned over Lüneburger Heide, hvor vi gør holdt i Uelzen på den skønne og smukke banegård, der er opført af den farverige arkitekt Hundertwasser.

Turen fortsætter herfra forbi Braunschweig og Wolfsburg mod Helmstedt, hvor vi overnatter i Bad Helmstedt i gåafstand fra grænsen mellem øst og vest på Hotel Der Quellenhof. Vi spiser på hotellet.

 

Dag 2: En dag på grænsen mellem Øst og Vest - Besøg i landsbyen Hötensleben og grænseovergangen Helmstedt-Marienborn

Efter vi har spist morgenmad, passerer vi tæt ved hotellet over den gamle grænse til DDR. Her var Europa og Tyskland delt fra 1945 og frem til genforeningen i 1990. Da DDR og Forbundsrepublikken opstod i 1949, da blev alle beboere, der boede inden for en 5 kilometers afstand, langs den - godt 1400 kilometer - lange grænse tvangsfjernet. Der fandtes enkelte undtagelser, hvilket var tilfældet med landsbyen Hötensleben. Vi besøger den lille landsby, hvor DDR-styret kun tillod dens eksistens grundet et udbygget sikkerhedsnet, der afskærmede befolkningen mod Forbundsrepublikken i form af mure, hegn, vagter og overvågning. Vi får en rundvisning i landsbyen og forklares om hvordan, det var at leve et sted, hvor man visuelt kunne se Vesttyskland, men blev hindret i flugt.

Efter at have brugt formiddagen på dette, kører vi til den nærliggende motorvejsrasteplads Helmstedt-Marienborn, hvor vi spiser frokost. Motorvejsrastepladsen var DDR´s side af den vigtigste indre-tyske grænse i årene fra 1949-90, på den mest brugte motorvejsovergang. Den forbandt byer, som Hannover, og de vestlige befolkningsrige områder, som Ruhr og Rhinlandet, når de skulle mod Berlin. Vi får en rundvisning på mindestedet, der fortæller om den intense overvågning, der fandt sted, men også hvor mange muligheder grænsevagterne havde for, at udføre deres magtanvendelse. Der bliver også tid til at se de spændende udstillinger på stedet, hvor velkomsthilsenen lød: Her gælder vores regler og I er ikke velkomne.

Efterfølgende kører vi videre forbi Magdeburg og Halle til Leipzig, hvor vi indkvarterer os for de næste 2 nætter på det centralt beliggende hotel Motel One Leipzig-Post ved Augustusplatz tæt ved Nikolaikirche og Gewandhaus.

Efter vi har fået vores værelsekort udleveret, mødes vi og går den korte vej igennem den smukke by til spisning på Auerbachs Keller, som en ung Goethe frekventerede så ofte i hans udsvævende studenterliv. Han skulle her have fået sin inspiration til Faust, angiveligt med en del alkohol i blodet. Vi spiser aftensmad på restauranten.

 

Dag 3: Leipzig til fods - Mandagsdemonstrationerne og Stasis hovedkvarter “Runde Ecke”

Vi starter dagen med at have god tid til, at nyde morgenmaden på vores hotel. Herefter skal vi på en byrundtur i Leipzig, hvor vi både hører generelt om den spændende messe-, musik- og universitetsby, men selvfølgelig også har særlig fokus på den særlige rolle byen spillede op til murens fald, med de mandagsdemonstrationer der spredte sig til resten af DDR fra Leipzig.

Vi går henover Augustplatz, hvor man ser universitetskirkens nye facade. Den oprindelige blev sprængt bort af DDR´s mangeårige leder, Walter Ullbricht. Samme plads´ store musikalske mekka er Gewandhaus, der forbindes med store navne, som Felix Mendelssohn-Bartholdy, Clara og Robert Schumann, samt Richard Wagner. Tæt ved pladsen ligger Nikolaikirche, der spillede en central rolle for den hårdt trængte opposition, der trods alt eksisterede i 1980´ernes DDR. I 1982 afholdt man de første fredsbønner, der blev accepteret af regimet. Det foregik altid om mandagen og kirkemøderne blev den platform, hvor forskellige oppositionsgrupper kunne mødes op igennem 1980´erne. Det udviklede sig i 1989 til de såkaldte mandagsdemonstrationer, der skulle blive så store at regimet følte det folkelige pres. Vi hører om det mod og de kritiske røster som der kom før Murens Fald i 1989.

Turen rundt i byen indbefatter også de fornemme messehuse, der er en stribe af flotte labyrintiske gange mellem husene, der fungerede som de tidlige messer i Leipzig. Vi kommer naturligvis også omkring rådhuset, det imponerende museum over moderne tysk historie på Zeitgeschichtliches Forum og den smukke markedsplads med rådhuset i midten. Tæt herved ligger Thomaskirche, der er meget tæt forbundet med Johann Sebastian Bach, der også ligger begravet i kirken. Vi ser naturligvis Bachs grav. Tæt herved ligger “Runde Ecke”, der var Stasis hovedkvarter i Leipzig i 1989. Det lå på ringvejen, rundt om det historiske centrum, hvor demonstranterne gik, og hvor de kunne konstatere demonstranternes enorme antal. I dag findes der et glimrende museum, som vi oplagt ser.

Resten af dagen er fri til at opleve Leipzig og nogle af de mange seværdigheder som byen byder på.

 

Dag 4: DDR´s Miljøkatastrofe blev til det ny Tysklands “Solar Valley” - Bitterfeld-Wolfen - Wittenberg og religion i DDR

Efter at have spist morgenmad, pakkes bussen og vi forlader Leipzig. Vi kører nordpå mod Bitterfeld-Wolfen, der var det største industrikompleks i DDR. Området havde i 1980´erne udviklet sig til en miljøkatastrofe med kemiske udslip og tydelig miljøbelastning, i form af intensiv brunkulsudvinding og produktion af filmmateriale. Miljøspørgsmål fyldte intet hos ledelsen hos DDR, men der kom nedefra, en spirende modstand, hvor der var en befolkning der mærkede konsekvenserne og man så med frygt på fremtiden.

Der blev bl.a. lavet en illegal film om miljøkatastrofen i 1988, kaldet ”Bitteres aus Bitterfeld” - se den på YouTube (eller se den længere nede på siden).

Vi får en rundvisning der viser en anden af de mørke sider af den industrielle vej, der blev valgt i DDR. I forbundsrepublikken har området fortsat sin industrielle produktion, men i dag som helt anderledes bæredygtigt, da det er centrum for den tyske produktion af solceller under navnet “Solar Valley”.

Efter vores rundvisning kører vi af landeveje mod Wittenberg. Byen hvor Martin Luther den 31. oktober 1517 slog sine 95 teser op på kirkedøren, hvilket var en kritik mod den udbredte brug af aflad. Det blev det anslag, der blev indledningen til starten på kritikken af pavekirken, og som få år efter betød, at den luthersk-evangeliske kirke opstod. Vi får naturligvis fremvist alle de berømte steder, der knytter sig til Reformationen, som Luthers hjem, og hører om andre vigtige skikkelser, som Lucas Cranach, Philipp Melanchton og Johannes Bugenhagen - og steder som Slotskirken og Stadtkirche.

Trods at området var arnested for disse verdenshistoriske begivenheder i religionshistorien, så lykkedes det i vidt omfang for DDR, at gøre deres borgere til ateister, og i langt højere grad end andre socialistiske lande, har religionen ikke fået nogen særlig renæssance i det gamle DDR. I de første mange år var religionen kraftigt undertrykt i landet under Walter Ullbricht, hvor kirker blev sprængt og forsøgt afskaffet, mens den under Erich Honecker, fra og med slutningen af 1970´erne, mere og mere blev noget man forsøgte at omfavne. Her var Martin Luthers 500-års fødselsdag i 1983. Martin Luther blev omfortolket til at være en social reformator og socialistisk helt. Der bliver tid til frokost og eventuelt at se nogle af de berømte museer og kirker i byen.

Sidst på eftermiddagen forlader vi Wittenberg og sætter kurs nordpå mod Berlin. I Berlin kommer vi ind i byen via den tidligere lufthavn, Tempelhof og Kreuzberg, hvor vi passerer ”Platz der Luftbrücke”, der erindrer om den enestående begivenhed, hvor de vest-allierede vandt Berlinernes hjerte, og i 11 måneder sikrede dem en livslinje, da alle andre veje ind mod byen var lukket af. Vi passerer igennem Kreuzberg, hvor vi krydser de områder, hvor muren gik og hvor man stadig kan se forskellene.

Vi bor helt centralt på Alexanderplatz på Hotel Park Inn.

Der er mulighed for at koble sig på fællesspisning efter ankomst.

 

Dag 5: Rundt i Berlin - Bornholmer Strasse og Schloss Schönhausen med 2+4

Efter at have spist morgenmad, venter der en orienterende byrundtur i Berlin i bussen - med masser af stop undervejs. Vi kommer omkring seværdigheder, som East Side Gallery, det Jødiske Museum, Axel Springer-Haus, Check-Point-Charlie, Topographie des Terrors, Potsdamer Platz, Kulturforum med T4-monumentet, Holocaustmindesmærket, Brandenburger Tor, Rigsdagen, den gravide Østers, Sejrssøjlen, Præsidentpaladset Bellevue, de nordiske ambassader, Kurfürstendamm med Kaiser Wilhelm Gedächtniskirche, Zoo, Teknisk Universitet og Charlottenburg, Ambassadekvarteret med Stauffenberg-museet og meget andet.

Vi holder frokostpause i det smukke Prenzlauer Berg, der var det eneste område i Østberlin, der med lidt rank ryg kunne påstå at stå i opposition til styret, hvor kirkerne, Zionskirche og Gethsemanekirche, stod som ramme om mandagsdemonstrationer. Området er kendt for at have flest husfacader i original stil og de charmerende pladser, Helmholtzplatz og Kollwitzplatz. Her afsættes der tid til frokost.

Tæt ved Prenzlauer Berg ligger Pankow, hvor magtens indercirkler i DDR havde sæde. Vi skal have en rundvisning på slottet Schönhausen, der oprindeligt var sæde for Frederik den Stores dronning, men som i DDR blev præsidentens officielle sæde. Dette var i sig selv en mærkværdighed, da DDR andre steder bortsprængte slotte, men her altså brugte dem til at tage imod ledere fra eksempelvis Nordkorea, Vietnam og Sovjetunionen, og dermed vise en vis fernis af fordums magt. Det vigtigste møde var imidlertid 2+4-mødet i 1990, der knækkede mange af de sidste knaster og blotlagde vejen mod tysk genforening.

Tæt ved slottet ligger Majakowski-ring. Her boede de politiske ledere i DDR, som Erich Honecker, Erich Mielke, Markus Wolf og Wilhelm Pieck, mfl. Det mest markante er de fornemme borgerlige villaer og den beskyttede og behagelige tilværelse, som det tyder på man har haft i dette område. Det står i grel modsætning til de mange sociale boligbyggerier, som befolkningen holdt til i - også kaldt Plattenbau.

På vej tilbage kører vi til stop ved grænseovergang Bornholmer Strasse. Dette var det første sted at Berlin-muren faldt, som konsekvens af Günther Schabowskis fortalelse på et officielt pressemøde den 9. november 1989. Vi stopper naturligvis her og mærker historiens enorme vingesus.

Efterfølgende kører vi tilbage via Gesundbrunnen og Bernauer Strasse. Sidstnævnte udgjorde en af de mest dramatiske strækninger af den 168 kilometer lange mur, hvor huse blev adskilt. Området er ligeledes spækket med mange relevante historier knyttet til Den Kolde Krig og den delte by.

 

Dag 6: Potsdam - Stasifængsel, Cecilienhof og Glienicker Brücke

Efter morgenmad mødes vi ved bussen og kører mod Potsdam. Vejen vil følge den oprindelige landevej fra Berlin til Potsdam, der går via Potsdamer Platz og Schöneberg. Vi gør et kort holdt ved Schöneberger Rathaus, hvor Kennedy holdt sin berømte tale i 1963, hvor han sagde de berømte ord “Ich bin ein Berliner”. Derudover passerer vi Heinrich-von-Kleist-Park, hvor det allierede kontrolråd havde til huse. Turen går over Dahlem, hvor amerikanerne grundlagde ”Freie Universität”, da Humboldt Universitetet blev underlagt censur, samt Zehlendorf, hvor Willy Brandt ligger begravet, og Checkpoint Dreilinden, hvor motorvejstrafikken fra Helmstedt blev kontrolleret på vej til Berlin.

Potsdam er ikke Berlin, men grænser direkte op til byen. Den var tidligere residens for de prøjsiske konger og de tyske kejsere. Byen er en perle med slotte, som Neues Palais, Sanssouci og Cecilienhof, og det genopførte byslot. Dette er imidlertid ikke vores primære ærinde i byen. Det er derimod at besøge det tidligere Stasifængsel i Lindenstrasse. Man skulle tro, at det var gemt af vejen, men det ligger i et fornemt palæ i gågadeområdet. Næsten umuligt for byens borgere ikke at have kendskab til det. På vores rundtur hører vi om Stasis metoder, der oftest var psykologisk fremfor fysisk tortur. Vi ser celler og forhørslokaler - og får en forståelse af, hvordan Stasi fungerede som en stat i staten.

Efter rundturen er der fritid i centrum af byen og tid til at finde sig noget frokost. Vi mødes og kører mod Cecilienhof, hvor Anders fortæller historien om de verdenshistoriske begivenheder, der fandt sted på slottet i sommeren 1945, hvor Europa-kortet blev omlagt efter Anden Verdenskrig: Vi hører om Stalin, Churchill, Attlee og Truman - men også om Tyskland og Berlins firdeling, enorme grænseændringer og folkeforflyttelser, om Baltikum og Finlands skæbne, om Østrig og de mange lande bag jerntæppet…

Fra Cecilienhof er der mulighed for en god gåtur igennem den smukke park i efterårsfarverne til Glienicker Brücke. Turen igennem park og langs bredden til Jungfernsøen, var en strækning, hvor muren også stod. Vi går over Glienicker Brücke, der var kendt for at adskillige spionudvekslinger fandt sted på broen.

Herefter kører vi retur mod vores hotel i Berlin ad andre veje.

 

Dag 7: Fejring af 35-årsdagen for Murens Fald

Dagen er på forhånd helliget til at tage del i det officielle program i forbindelse med jubilæumsfejringen. Det er forventeligt, at der vil foregå en lang række taler, samt events rundt om i byen, som vi efter bedste evne vil oplyse om, således at turens deltagere er klædt på.

For de interesserede tilbyder Anders en gåtur fra hotellet på Alexanderplatz og op til Brandenburger Tor. Den forventes at ville tage et par timer. Indledningsvis går turen over Alexanderplatz, Museumsøen, hvor man godt kan forvente at det genopførte slot, får en større omtale, da det oprindeligt har været speciale-emne. Derudover hører man om Zeughaus, Humboldt-Universitetet, Neue Wache, bogbrændingerne foran Statsoperaen, Gendarmenmarkt, den russiske ambassade, Willy Brandt og Brandenburger Tor. Her vil der forventes at være meget mennesketæt, da de store taler plejer at foregå heromkring.

Vi kan godt se frem til store oplevelser på selve dagen.

 

Dag 8: Tränenpalast og hjemkørsel

Vi vågner givetvis lidt senere end vanligt og indtager morgenmad. Vi pakker bussen og har et sidste besøg i Berlin, inden vi sætter kurs hjemad. Det drejer sig om Tränenpalast, der ligger ved Friedrichstrasse Station.

I årene hvor Berlin var delt, skulle alle besøg mellem de to bydele igennem et stort bureaukrati. Besøgene foregik næsten udelukkende fra vest mod øst, da man i DDR frygtede afhoppere. Alle besøg der kom igennem via offentlig transport fra Vestberlin, foregik via Friedrichstrasse Station. Her byggede man en særlig bygning, hvor et stort kontrolapparat sørgede for, at myndighederne i DDR kunne følge med. Det var også her at familiemedlemmer, der ofte ikke havde set hinanden i årevis, tog afsked og mødtes. Derfor blev det kaldt ”Tränenpalast” - Tårernes palads. I dag findes en glimrende udstilling, som vi ser inden vi sætter kurs nordpå mod Danmark.

Vi forventer at krydse grænsen først på aftenen og kører igen via Kolding mod Sydfyn - med samme stop som på udturen - og siger tak for en rejse med uforglemmelige oplevelser.

Information

  • Dato 03.11.2024-10.11.2024
  • Adresse Bus
  • Bemærkninger Tilmelding skal være foretaget senest den 1. september 2024 af hensyn til hoteller. Ved tilmelding efter denne dato tages forbehold for ledigt værelse. Tilmelder du dig efter 1/9-24 bedes sende en mail, at du har tilmeldt dig rejsen, så vi straks kan finde ud af om der er ledige værelser på hotellerne. Indtil 1. september 2023 kan der betales depositum på kr. 2.500. Der betales med betalingskort ved tilmelding - eller inden 10 dage efter modtagelse af bekræftelse. Restbeløbet betales 7 uger før rejsen, sammen med eventuelle tillægskøb. Der fremsendes opkrævning på restbetaling inden betalingsfristen. Der foretages enkeltvis tilmelding - selv om man er et par, der skal dele et dobbeltværelse - fordi vi skal kende oplysningerne på hver deltager. Oplys også dit pas nr. i beskedfeltet i tilmeldingsforløbet. Tillæg for enkeltværelse: kr. 2.400. Ønsker du enkeltværelse bedes du oplyse det i beskedfeltet i tilmeldingsforløbet. Ønsker du først at betale et depositum eller fuldpris for enkeltværelse for rejsen, skal du sætte flueben i feltet "Jeg er berettiget til en anden pris end normalprisen", for senere i tilmeldingsforløbet at få den pris-mulighed.Købet kan ikke fortrydes.Det anbefales at tegne en rejseforsikring.

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Søndag 03.11.2024 09:00-19:00 KUC Anders Bager Eriksen
2 Mandag 04.11.2024 09:00-17:15 KUC Anders Bager Eriksen
3 Tirsdag 05.11.2024 09:00-14:30 KUC Anders Bager Eriksen
Se alle Se færre
Anders Bager Eriksen
Rejseleder og turguide

Anders Bager Eriksen

Indehaver og stifter af Historiske Rejser, en velberejst kompetent rejseleder med over 20 års erfaring og er cand.mag. i historie.

Vil du vælge en anden pris end standarden?

Følg vejledningen i, hvordan du vælger en anden pris end standarden, når du tilmelder dig en rejse hos FOF Sydjylland...

Flueben til når man vil vælge en anden pris, når man køber en rejse hos FOF Sydjylland

Hotel Der Quellenhof

Hotel Der Quellenhof

Motel One Leipzig-Post

Motel One Leipzig-Post

Hotel Park Inn Berlin Alexanderplatz

Hotel Park Inn Berlin Alexanderplatz
Schloss Friedrichsruh - Schleswig-Holstein 1898
Postkort med Otto von Bismarck der fik godset, Friedrichsruh, som gave for hans store bidrag til den tyske samling i 1871.

Denne video kan du kun se, hvis du accepterer alle cookies.

Peter Wensierskis film om DDR 1988: "Bitteres aus Bitterfeld"