

Fra venstre på billedet ses Bjørn Jensen (FOF bestyrelse), Else Søjmark (Trygfonden repræsentant i Midtjylland), Rebekka Vetter (FOFs skoleleder) og Benny Hammer (FOF bestyrelse).
Aftenskolekurser på Djursland skal være tilgængelige for endnu flere
FOF Djursland ønsker at give flere borgere mulighed for at deltage i aftenskolernes aktiviteter og blive en del af et aktivt læringsfællesskab. Med en donation fra TrygFonden igangsætter foreningen nu et pilotprojekt, hvor alle kurser udbydes til reduceret pris for økonomisk trængte ældre. Målet er at få mindst 200 deltagere med i fællesskaberne – til gavn og glæde for alle.
FOF er Djurslands største folkeoplysende forening med et bredt og varieret udbud af kurser, foredrag, debatter, udflugter og andre kulturelle arrangementer inden for det folkeoplysende område. Foreningen har fokus på læring, oplevelser og følelsen af fællesskab. Desværre er det ikke alle, der har råd til at deltage i aktiviteterne, og det ønsker FOF Djursland at gøre noget ved. Med 243.000 kr. fra TrygFonden vil foreningen tilbyde aftenskolekurser til reduceret pris til økonomisk trængte ældre bosat i en af Djurslands to kommuner. Målet er, at mindst 200 djurslændinge bliver inkluderet i folkeoplysningen – og endnu vigtigere: fællesskabet.
– Vi er utrolig glade for TrygFondens donation, der gør det muligt for flere på Djursland at deltage i vores mange aktiviteter. Vi har kurser i nærmest alt lige fra sprog, natur og madlavning til kreative sysler, motion og korsang. At dele en interesse og lave noget aktivt og meningsfuldt sammen med andre, har stor betydning for vores trivsel og livskvalitet. Med TrygFondens støtte håber vi at kunne nå nogle af de borgere, som ellers ikke har mulighed for at være med i vores fællesskaber, og derigennem styrke deres trivsel, siger Rebekka Evangelia Vetter, skoleleder for FOF Djursland.
Foruden at tilbyde kurser til reduceret pris, vil der også være fokus på at skabe relationer i undervisningen. Indsatsen er et pilotprojekt, der skal afprøve metoder til at inkludere flere mennesker i folkeoplysningen. Bliver resultaterne som håbet, er målet at videreudvikle projektet til bl.a. at omfatte en større gruppe mennesker, som af forskellige årsager befinder sig i en udsat position.
Donationen er givet fra TryghedsGruppens regionale råd i Region Midtjylland som led i TrygFondens samlede arbejde for at flere ældre trives og har mulighed for at leve det liv, de gerne vil.
– En hverdag, hvor man kan klare mest muligt selv, samt deltage i samfundslivet og sociale fællesskaber, er en vigtig del af livet. FOF Djurslands ønske om at give flere i lokalområdet mulighed for at blive en del af et aktivt læringsfællesskab og mødes med andre omkring fælles interesser, kan derfor få stor betydning for mange borgeres trivsel. Sådan et projekt vil vi fra TrygFondens side meget gerne støtte, siger Else Søjmark, repræsentant i TryghedsGruppens regionale råd i Region Midtjylland.
For at sikre at det er de borgere med størst behov, der får glæde af projektet, er der fastlagt specifikke kriterier for deltagelse i kurser til reduceret pris. Bl.a. skal den enkelte borger kunne fremvise dokumentation for, at de har et helbredstillæg eller ældrecheck udstedt af enten Syddjurs eller Norddjurs Kommune.
For yderligere information kontakt venligst FOF Djursland på telefon 8632 5588 mandag-torsdag kl. 10.00-14.00.