Skip to content

Glæd dig til alle vores nye kurser, foredrag og ture! Vi åbner løbende for tilmelding, og senest d. 4/12 kan du se hele vores forårsprogram på hjemmesiden.

Billede af Familien Rosentoft på deres båd

anmeldelse

Foredrag af Christian og Gustav Rosentoft - "Tiden tæller"

Familien Rosentoft over Biscayen

Af FOF-anmelder Cecilie Liv Rasmussen, cand.mag i nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet

Far Christian og hans ældste søn Gustav er rejst til Aarhus for at holde foredrag om deres storslåede oplevelse med at rejse jorden rundt på det gode sejlskib Blanca. Far og søn er en del af familien Rosentoft, som yderligere består af moren Cille, sønnen Bertram og datteren Liva.

En novemberaften i 2015 spurgte Christian for tiende gang sin kone Cille, om de ikke skulle sælge lejligheden, købe en båd og tage børnene med på jordomsejling. Tiende gang blev lykkens gang, og familien sejlede afsted d. 7. august 2016 i en nyindkøbt båd.

 

I et sejlerliv skal man være klar på at ændre planer

I første omgang tvang blæsten på antiklimatisk vis familien til at stoppe ved Dragør. Her måtte de vente i flere dage, før de kunne sejle ned gennem Europa og udover stormomsuste Biscayen. I foredraget beskriver Christian af flere omgange, hvordan kaptajnskasketten strammede om hans hoved, når han måtte tage de mange vigtige beslutninger for sin familie – også selvom børnene ikke altid var tilfredse med udsigten.

Tiden Tæller er et foredrag om, hvordan enhver sejler enten må være omstillingsparat fra start eller se at blive det hurtigst muligt, for vejret efterlader kun få vinduer at orkestrere sit eventyr i. Det var tydeligt at høre på sønnen Gustav, der hurtigt lærte at omstille sig til rolige og ansvarsfulde nattetimer bag roret, at man nemt kan omvende sig fra at lide afsavn til at opbygge glæde ved det uforudsigelige.

 

De føder vel også børn i Caribien?

Uforudsigeligt blev det for hele familien, da Cille et år inde i sejladsen fandt ud af, at hun var gravid. Men selvfølgelig føder de også børn i Caribien, så familien forøges fra fem til seks på den franske ø Saint Martin i Det Caribiske Hav.

Christian og Gustav leverer et uformelt og autentisk foredrag med masser af ping-pong mellem far og søn. Et foredrag der både afspejler det voksne og barnlige perspektiv på det at sige farvel til alt, hvad man kender og goddag til alt det ubekendte, man støder på i et jordomspændende eventyr med hele familien.

Vil man vide mere om rejsen, og hvad sådan én afstedkommer af værdifulde erkendelser, må man tage til foredrag om selv samme eller købe Cille Rosentofts bog, der også hedder Tiden Tæller.

 

 

Foredrag: Tiden Tæller - v. Christian Rosentoft og Gustav Rosentoft
Tid: Mandag d. 23. september kl. 19.00
Sted: Dokk1
Arrangør: FOF Aarhus i samarbejde med Dokk1

 

Billede af FOF Aarhus anmelder Cecilie Rasmussen

 

Om foredragets anmelder

Hej! Jeg hedder Cecilie Liv Rasmussen, og jeg arbejder som jobkonsulent. Jeg er med i FOF Aarhus anmelderkorps, fordi jeg nyder FOF’s kulturelle arrangementer. Jeg elsker at skrive, og anmelderkorpset giver mig også god mulighed for at dyrke det. Desuden giver det for mig mening at støtte op om et tiltag som FOF ved at være frivillig. I min fritid elsker jeg at forbruge kultur.