Ifølge Socialstyrelsen opfatter syv procent af den danske befolkning sig selv som ordblinde. Sandsynligvis er tallet endnu højere - for mange beder ikke om hjælp, da ordblindhed ofte er forbundet med skam over at føle sig uintelligent og forkert. ”Man må gøre op med tanken om, at man er dum, fordi man er ordblind,” lyder opfordringen fra Elsebeth, Diego og Flemming, der alle går til ordblindeundervisning, OBU, hos FOF Aarhus.
Af Line Lundgaard Hjerrild
Foto af Jørgen Diswal
Elsebeth, Diego og Flemming har forskellig baggrund og lever forskellige liv. Men fælles for dem er, at de hver torsdag mødes i FOF Aarhus’ lokaler for sammen med underviser Anette Østergaard at blive bedre til at læse og skrive. Men vejen til at bede om hjælp har ikke været let – den har budt på en barndom, hvor man helst sad bagerst i klassen og et voksenliv, hvor man bevidst har undgået situationer, hvor der skulle læses eller skrives.
Diego kommer oprindeligt fra Iran, hvor der er stor uvidenhed om, at folk overhovedet kan være ordblinde. Derfor vidste han heller ikke indtil for fire år siden, at han var ordblind. Hans skolegang i Iran var præget af en skam over at være dum og doven. ”Jeg hoppede altid bagerst i klassen for at undgå at blive set. Når jeg så skulle læse, fik jeg det fysisk dårligt, hvor jeg blev varm og svedig,” fortæller Diego. Tanken om at være forkert fulgte Diego, da han som halvstor dreng kom til Danmark, hvor han aldrig lærte at læse eller skrive, fordi hans problemer blev affejet med, at han ikke kunne det danske sprog.
Både Elsebeth og Flemming har ligeledes oplevet at føle sig forkert allerede fra barnsben. Elsebeth erindrer, at skoletiden var præget af at føle sig dum. Flemming husker, at han blev sat i en hjælpeklasse uden succes. ”Klassen var ikke særligt hjælpende, så det fik jeg ikke meget ud af. Der var også et par lærere, som sad og hviskede og tiskede om os. Det var ikke særlig sjovt,” forklarer han om sin skoletid i 1950’erne.
Trods en svær skoletid fik både Elsebeth, Diego og Flemming gode jobs som henholdsvis pædagog, frisør og skadestue-portør. Men skammen over at have svært ved at læse og skrive har forfulgt dem op igennem voksenlivet. Diego gemte sine vanskeligheder bag undskyldningen om, at han var fra Iran, mens både Flemming og Elsebeth bevidst undgik situationer, hvor der skulle læses og skrives. ”Man gemte sin ordblindhed væk, for den kunne man i hvert fald ikke vise. Det har givet et ret lavt selvværd,” forklarer Flemming, mens Elsebeth genkender følelsen og fortsætter: ”Det var jo pinligt at blive irettesat af mine børnebørn, når der skulle læses højt.”
De tre kursister anerkender, at følelsen af lavt selvværd har fulgt dem længe. Det mærker underviser Anette Østergaard ofte, når hun hjælper sine kursister. ”Mange af dem, som kommer på OBU har fået stækket vingerne. Derfor er tryghed på holdet og en positiv tilgang til læring alfa og omega,” forklarer hun og påpeger, at hun altid tager højde for den enkeltes måde at lære på for at kursisterne kan se sig selv i et nyt lys.
Både Flemming og Elsebeth begyndte til OBU hos FOF Aarhus, da de blev pensionister. Og for Elsebeth har det været en god beslutning. ”Jeg synes, det er rigtig rart, at vi er få i klassen, så der er tid til den enkelte,” fortæller Elsebeth, som er glad for, at man kan få meget ud af den ugentlige undervisning uden efterfølgende hjemmearbejde, for så bliver det overskueligt at lære noget nyt. Alle tre er enige om, at ordblindeundervisningen har givet dem mere frihed i dagligdagen til at læse breve eller have en holdning til det, som foregår i samfundet. De er også enige om, at man som ordblind aldrig skal tro, at det er for sent at få hjælp - ligegyldigt om man er ung, senior eller midt imellem. ”Man skal tro, man er noget. Selvom man er ordblind, kan man godt nå sine drømme, og måske blive selvstændig - ligesom mig,” afslutter Diego.
