Skip to content
Keramikkursus - formgiv, leg og drej - FOF Vest

Keramikkursus - formgiv, leg og drej

Keramikkursus - formgiv, leg og drej

Hyggeligt og lærerigt keramikkursus – også for dig på barsel

Vil du gerne ”gå til ler”? Så er dette kursus noget for dig. Over 8 gange bliver du præsenteret for de forskellige grundteknikker, får viden om begitning og glasur. Vi arbejder i et hyggeligt tempo, og har meget tid til at arbejde frit, med de ting du har lyst til. Derfor er det også et kursus, hvor der fx er god plads til dig, der er hjemme på barsel. Værkstedet er super hyggeligt, stort og opvarmet, gulvet vasket og der er gode siddemuligheder, hvis du fx skal amme.

Kursus foregår i Leymus, der er et hyggeligt værk- og værested ved Blåbjerg Plantage. Her er te og kaffe på kanden, og god mulighed for at fordybe sig, og lære, hvad leret kan. Og ler kan virkeligt noget! Et rent stykke natur med magiske kræfter: Du kan med ler skabe alt fra skulpturer, til kopper, skåle og fliser.
 
Over 9 formiddage bliver du introduceret for de forskellige grundteknikker i arbejdet med ler. Således får du mulighed for og hjælp til at udfolde din kreativitet! Få en lerklump i hånden og oplev, hvorledes hænderne løsner op og begynder at lege – lad leret tale til dine sanser, træd ind i lertøjets bløde 3-dimentionelle verden for nogle timer om ugen. Også som nybegynder kan du sagtens skabe smukke, sjove og brugbare værker.
Vi skal sammen prøve at formgive og lave små skulpturer i stentøjsler. Du lærer at arbejde med pladeteknikken, der hurtigt giver flotte, brugbare resultater som fx vaser og skåle. Pølseteknikken er en vigtig teknik, og du vil helt sikker elske den, glem de skæve askebægre fra din skoletid: Leymus værkstedet har en praktisk ”pølsemaskine”, så du hurtigt kan pølse op til både kopper, skåle og skulpturer.

Ikke mindst skal du prøve at dreje i ler! 2 kursusdage er afsat til at dreje. Leymus har 5 drejemaskiner, holdet deles derfor op til introduktionen, men derefter står maskinerne til fri afbenyttelse. Hele den spændende proces fra æltning til det færdigt glaserede produkt følger du selvfølgeligt løbende med i, så du har mulighed for at lære de vigtigste ting om begitning, brænding og brug af færdige glasurer. 

Jeg blev i 2010 uddannet som billedkunstlærer og arbejder til dagligt som underviser i mit kreative værksted, hvor især drejekurser er en del af min dagligdag.

Kurset har jeg primært planlagt til dig, der er nybegynder eller har en smule erfaring i at arbejde med ler. Men har du allerede erfaring i leret og medbringer du egne ideer, så er der naturligvis også plads til det efterhånden, som grundforløbet skrider frem. Har du deltaget i kurset før, kan du naturligvis også deltage, og nyde samværet og hyggen omkring det at formgive i naturens materialer. Du er velkommen til at medbringe din baby, vi finder ud af det sammen mht. de pauser, du får brug for.

Kort og praktisk:

  • Der er P-plads direkte ved værkstedet.
  • Tag tøj på, der gerne må blive beskidt, især når vi skal dreje. Gerne lag på lag.
  • Du kan parkere direkte foran værkstedet.
  • Der er te og kaffe på kanden.

Jeg glæder mig til at se dig til nogle kreative, lærerige, måske lidt mudrede – men helt sikkert hyggelige timer med fingrene i leret.

Hvis du har spørgsmål eller lignende angående holdet, må du meget gerne kontakte mig via mine kontaktoplysninger her på holdsiden eller gennem kontorets e-mail: tilmelding@fof-vest.dk.