FOF-Mariagerfjord og Hobro Svømmeklub har i samarbejde inviteret den erfarne Open Water svømmer og underviser Johnni Olesen, til at undervise på dette event. Johnni har i mange år svømmet langt for at indsamle penge til støtte for Julemærkehjemmet i Hobro, bla. svømmede han i 2020 Vendsyssel rundt på 49 dage, en tur på 548km.
Vær med til nogle aktive og hyggelige timer, hvor Johnni vil give en god indførelse i det at dyrke svømning i åbent vand.
Johnni gennemgår sikkerhed, udstyr og hvad man skal være opmærksom på, når man vælger at svømme i åbent vand. Derefter hopper vi i vandet og svømmer en tur.
Efter en forfriskende svømmetur, slutter vi på land med noget varmt at drikke, lidt forfriskninger og en snak om oplevelsen med at svømme i det fri.
Kurset er for alle interesserede svømmere over 18 år og kræver blot almindeligt
kendskab til svømning. Kondition og form er ikke vigtigt, da man tager det i sit eget tempo, så det skal ikke afskrække én fra at få en god oplevelse.
Medbring: Badetøj, håndklæde, dykkerbriller, en farvet badehætte og varmt tøj til efter svømningen. Har du selv en våddragt og en havtaske, så tag også det med, ellers kan vi være behjælpelige med at låne de ting.
Mødested: Vi mødes ved parkeringspladsen ved Bramslev Bakker Camping, Valsgård, 9500 Hobro.
Derefter kører eller går man ned til badebroen ved stranden. Vi bruger den badebro, der ligger til venstre, når man kommer ned af grusstien. Det er muligt at få sine ting fragtet ned til stranden med bil, hvis man gerne vil gå derned.
Det er også muligt at parkere nede ved stranden. Vær opmærksom på, at det koster 15 kr. at køre på vejen ned til stranden og at disse kan betales via MobilePay eller kontant ved skiltet på vej ned til stranden.
Alle FOF's aktiviteter i Mariagerfjord
Dato | Tid | Sted | Navn | |
---|---|---|---|---|
1 | Søndag 24.08.2025 | 10:00-13:00 | Bramslev bakker Camping | Johnni Olesen |
Jeg underviser i svømning på alle planer både indendørs og udendørs.
Jeg har arrangeret og deltaget i mange store Open Water Events, oftest med det formål at indsamle penge til Julemærkehjemmet i Hobro.
I 2016 svømmede jeg hjem fra Læsø til Sæby en tur på 25,7km, og i 2020 tog jeg den store tur rundt om Vendsyssel, den tog 49 dage og var 548,4km lang.
Rundt om Vendsyssel blev dækket godt af de Nordjyske medier, og var med til at fremme interessen for Open Water svømning.
Jeg brænder for at indsamle penge til Julemærkehjemmet i Hobro og støtte de unge mennesker. Derfor har jeg stiftet 24 timer i Hjallerup foreningen, hvis formål udelukkende er at lave arrangementer der indsamler penge til Julemærkehjemmet.