Holdet er for dig, der bare nyder den mere blide tilgang til yoga eller dig der pga stress, skader, sygdom, smerter eller andet, har brug for en træning, der blidt træner og genopbygger samt giver ro og restitution.
Undervisningen er bygget op omkring den Terapeutiske Yoga. En yogaform, der udspringer af Hatha yoga. Den Terapeutiske yoga indeholder både Hatha yogaens arbejde med styrke, balance, dybe stræk og åndedræt, og tilføjer hertil, blide og samtidigt dybdearbejdende bevægelser som smører leddene, får organerne til at arbejde mere hensigtsmæssigt, smidiggør bindevævet og giver optimale vilkår for hele nervesystemet. Dette forebygger og mindsker smerter og øger bevægelsesfriheden, sundheden og den generelle velvære og trivsel i dagligdagen. I den Terapeutiske yoga støttes kroppen af redskaber efter individuelle behov og stillingerne er efterfulgt af en kort restitution for at den nye og mere hensigtsmæssige tilstand rodfæstes, inden vi bevæger os til næste stilling.
Krop, åndedræt og sind hænger uløselig sammen. Derfor guides der ud fra den sunde kropsholdning, så åndedrættet kan flyde frit og spændinger og andre ophobede tilstande kan forløses i kroppens eget tempo.
Fokus er på ro og fordybelse, så stillingerne og bevægelserne lander i kroppen og der er tid til at opleve både de forbipasserende og de mere fastlåste tilstande og hvordan vi kan anvende åndedrættet og andre teknikker til at skabe mere optimale vilkår for krop og sind. På den måde trænes evnen til løbende at mærke hvad der er bedst for din krop - de områder, hvor du skal tage hensyn, opbygge mere styrke eller arbejde på at bløde op for noget.
Ud fra kroppens, sindets og livets foranderlighed, trænes du således i at lytte til hvad din krop fortæller dig, så din generelle trivsel øges og du har det så godt som muligt.
Hver mødegang afsluttes med 15-20 minutters guidet afspænding