Skip to content

Vandrerejse i Rhodoperne

Bulgarien ligger smukt og meget lidt besøgt i Europas oversete hjørne - Det Sydøstlige Balkan og er det helt optimale sted for aktive oplevelser kombineret med sund kost, velvære og afslapning. Det sydlige Bulgarien er overraskende bjergrigt med de tre bjergkæder Rila, Pirin og Rhodoperne.

Kom med på en spændende vandretur i Bulgarien med Jan Tvernø

Vi har henlagt denne rejse til Rhodoperne, som er den mindst fysisk krævende bjergkæde af de tre og samtidig den af bjergkæderne, som byder på størst variation i landskabet - En gigantisk labyrint af bjergkamme, kløfter, huler, skove, engarealer, søer, vandløb, klostre og meget autentiske landsbyer, hvor tiden synes at stå stille, da nogle af byerne er nærmest ubeboede.

Bulgarsk gastronomi er desuden overraskende varieret pga. stor indflydelse fra hele regionen.

Vi slutter denne rejse af med et besøg i UNESCO verdensarvbyen Plovdiv, som under romerne var kendt under det skønne navn Philipopolis. Plovdivs 6.000 år gamle historie og strategiske placering mellem tre høje på Den Thrakiske Slette har altid gjort byen eftertragtet. Byen har derfor været under indflydelse fra både Rom, Istanbul, Moskva, Serbien, Grækenland og Makedonien. Plovdivs smukt bevarede bymidte med farverige 200 år gamle huse er en stor æstetisk oplevelse.

Vigtige info:

- Man kan være med hvis man er i almindelig OK form
- Der er mulighed for at springe dage over 
- Man bærer kun dagsbagage. Hovedbagage transporteres
- God gastronomi undervejs
- Rutineret vandrerejseleder med 7 års erfaring med Bulgarien

Rejse august

Dette er en vandrerejse i Rhodoperne, som er aktuel i TV2-programmet ”Flokken”. Afrejsen er den 17. august. Det er muligt at flyve fra Billund.