Skip to content

Ofte stillede spørgsmål

Ofte stillede spørgsmål

  • Jeg kan ikke få et betalingslink til at fungere – hvad gør jeg?

    Kontakt os per mail/telefon, så vil vi fremsende en ny opkrævning. Se vores kontaktoplysninger her.

  • Er jeg sikret en plads på mit hold til næste sæson?

    På mange af vores lange forløb, tilbyder vi deltagerne at fortsætte på holdet i den efterfølgende sæson. Dette tilbud kalder vi en gentilmelding.

    Alle, som er tilmeldt et hold, der fortsætter i den følgende sæson, vil få tilsendt en gentilmelding og en faktura per mail, hvor man har mulighed for at tilmelde sig det pågældende hold, før sæsonen åbnes for andre. Gentilmeldingen er udelukkende et tilbud. Ønsker man ikke at fortsætte i den efterfølgende sæson, skal man ikke foretage sig yderligere, og pladsen på holdet bliver automatisk frigivet til andre interesserede efter, at betalingsfristen udløber. Er du interesseret i pladsen, er det derfor vigtigt, at du overholder betalingsfristen.

    I efteråret udsender vi gentilmeldinger i december og i foråret slut maj/start juni.

  • Hvornår sender I kataloget ud?

    FOF Syd- og Vestsjælland udsender et husstandsomdelt kursusprogram to gange om året i januar og august. Du kan ligeledes finde kataloget på dit lokale bibliotek, ligesom du kan se og tilmelde dig hele udbuddet på vores hjemmeside. Vi offentliggør efterårssæsonen på hjemmesiden medio juni og forårssæsonen medio december. Hold dog øje med hjemmesiden, da der løbende og over hele året lægges nye aktiviteter online. Du kan med fordel også tilmelde dig vores nyhedsbrev her, så du løbende bliver informeret om nyheder m.m.

  • Hvorfor skal I bruge mit cpr-nummer?

    Vi skal oplyse det fulde cpr-nummer til den kommune, der giver tilskud jf. folkeoplysningsloven, hvis du bor i en anden kommune end den, hvor kurset/foredraget afholdes. Cpr-nummeret anvendes i forbindelse med udligning af tilskud mellem kommunerne. Kommunen kan også have brug for dit fulde cpr-nummer i forbindelse med særlige tilskud.

    Bor du i den kommune, der giver tilskud, og opfylder du ikke tilskudsreglerne, bliver du kun bedt om at oplyse fødselsdag og -år.

  • Hvornår får jeg tilskud?

    Det er forskelligt fra kommune til kommune, om der ydes tilskud til en aktivitet og hvem, der kan opnå tilskud. Læs mere om tilskudsreglerne her.

  • Hvorfor kan jeg ikke finde det hold, jeg har udset mig?

    Kurser aflyses/igangsættes 7 dage før holdstart. Kurser igangsættes kun, hvis der er tilstrækkelig mange tilmeldte (betalende) – vent derfor ikke for længe med at tilmelde dig.

  • Er det muligt at tilmelde mig et igangværende hold?

    Hvis der er overskydende pladser på igangværende hold, kan du blive tilmeldt de resterende mødegange med et nedslag i kursusprisen. Kontakt kontoret for tilmelding til igangværende hold.

  • Kan jeg flytte over til et andet kursus?

    Det er i nogle tilfælde muligt at flytte fra en aktivitet til en anden, også selvom aktiviteten/aktiviteterne er gået i gang. Hvis du ønsker dette, bedes du kontakte kontoret, så vi kan undersøge, om det er muligt.

  • Hvordan tilmelder jeg to personer til samme kursus?

    Når du ønsker at tilmelde flere personer til et hold, skal du købe pladserne enkeltvis. Som aftenskole har vi brug for kontaktoplysninger på alle personer, som deltager på vores kurser. Derfor betyder køb af flere pladser på et kursus, at du skal foretage flere forskellige køb gennem webshoppen. På foredrag og ture er det dog muligt at købe flere pladser/billetter i samme navn ved at vælge ’antal pladser’ ved køb i webshoppen.

  • Jeg står på venteliste. Hvornår og hvordan får jeg besked om, at der er blevet plads?

    Hvis et hold er udsolgt, kan du tilmelde dig ventelisten. Hvis der skulle blive en ledig plads inden holdstart, og vi derfor kan tilbyde dig en plads på holdet, kontakter vi dig på mail/telefonisk for at få bekræftet, at du stadig ønsker pladsen – ligesom du også kan blive tilbudt en plads, hvis der undervejs i forløbet skulle blive en ledig plads på holdet. Du er ikke forpligtet til at tage imod tilbuddet om en plads på holdet, selvom du står på ventelisten. Ventelisten gælder kun for sæsonen og vil ikke blive overført fra sæson til sæson.

  • Skal jeg forberede mig eller indkøbe materialer til mit kursus?

    Det vil fremgå af kursusbeskrivelsen, hvis du skal købe materialer forud for kursusstart eller på anden vis forberede dig til kurset.

  • Hvordan kan jeg kontakte min underviser?

    Når du har tilmeldt dig et hold, finder du typisk undervisers kontaktoplysninger på din tilmeldingsbekræftelse. Hvis oplysningerne ikke fremgår af bekræftelsen, kontakt da kontoret.

  • Kan jeg få en prøvetime, før jeg tilmelder mig?

    Vi tilbyder prøvetimer ved sæsonstart på udvalgte kursusaktiviteter, primært i efterårssæsonen. Disse er annonceret særskilt, og det vil fremgå i holdets titel, hvis det drejer sig om en prøvetime.

  • Skal jeg melde afbud til FOF Syd- og Vestsjælland, hvis jeg bliver forhindret en enkelt eller flere mødegange?

    Du behøver ikke at give administrationen besked, hvis du bliver forhindret i at deltage en mødegang på dit kursus, men det er altid en god idé at give din underviser besked. Du kan i de fleste tilfælde finde din undervisers kontaktoplysninger på holdet her på hjemmesiden.

  • Kan jeg afmelde mig et kursus?

    Hvis du ønsker at annullere din tilmelding, kan tilbagebetaling ske indtil 10 dage før aktivitetens planlagte start/første mødegang – dog vil din tilbagebetaling blive fratrukket et administrationsgebyr på 50 kr. per tilmeldte hold. Er der mindre end 10 dage til start, er tilmeldingen bindende – uanset årsag – og din betaling refunderes derfor ikke. Der gælder særlige bestemmelser ved foredrag, ture og rejser. Læs vores gældende salgsbetingelser her.

    Du afmelder dig ved at kontakte os enten på info@fof-sydvest.dk eller tlf. 5852 8164.

  • Kan jeg afmelde mig og få refunderet min betaling til foredrag, ture og rejser?

    Ved foredrag, ture, koncerter, teaterforestillinger og rejser i ind- og udland er tilmelding bindende, og 10 dages-reglen for afmelding gælder derfor ikke, medmindre pladsen kan afsættes til en ny deltager fra evt. venteliste. Kontakt kontoret for mere information.

  • Hvornår starter jeres sproghold?

    Alle sproghold starter som udgangspunkt i uge 40 og har typisk 20 mødegange. Enkelte sprog udbydes desuden som kortere/intensive forløb i foråret.

  • Kan jeg tilmelde mig et enkelt foredrag i en foredragsrække?

    Hvis du har udset dig et enkelt foredrag i en foredragsrække, kontakt da kontoret for tilmelding og pris.

  • Må jeg tage mine børn med på kurser? Hvad er aldersgrænsen på holdene?

    Som udgangspunkt er vores kurser for voksne, medmindre det fremgår af holdet, at undervisningen er for børn og voksne. Afhængigt af holdtypen, kan det dog være muligt at tilmelde et barn. Kontakt kontoret for mere information.

  • Hvordan køber jeg et gavekort?

    Hvis du ønsker at give et gavekort til vores aktiviteter, skal du kontakte kontoret per mail eller telefonisk. Så laver vi et gavekort til dig på det ønskede beløb og sender det til dig elektronisk. Vores gavekort gælder i 3 år fra købsdatoen. Læs mere her.

  • Skal man være medlem af FOF for at deltage på et hold?

    Nej, FOFs kurser er tilgængelige for alle og kræver ikke medlemskab.