Ti næsten 80-årige sidder på i rundkreds i et lille lokale i Køge og hører musik fra 60’erne.
Og giver den gas.
Cykler med benene, bokser med armene. Træner styrken og udholdenhed.
”Vi rører os rigtigt meget”, har deres underviser Lise Raahauge fortalt, inden holdet gik i gang.
Og det tør siges. Deltagernes jævnaldrende underviser, er godt nok lige er rundet 80, men er frisk, aktiv, stærk, og står i planken med et stort smil på.
”Jeg kunne være gået helt på pension, men det er så dejligt at kunne blive ved. Jeg får selv rørt mig, og jeg får kursisterne til at være glade for at gå her”, lyder det fra den energiske underviser.
Engang var Lise Raahauge teknisk tegner. Men så skulle der ske noget nyt. Hendes interesse for svømning gjorde at hun startede en svømmeskole, som kørte i mange år.
Men med alderen blev det hårdt at stå på benene i svømmehallen, og svømmeundervisningen blev skiftet ud med stolegymnastik. Her kan alle være med, i eget tempo.
Så Lise Raahauge arbejder stadig, i en alder af 80. Hver uge kører holdet Stolegymnastik med puls, hvor ti deltagere på en lille time får pulsen godt op til lyden af musik fra Lises – og deltagernes – unge dage.
”Alle kan være med. Selv hvis man ikke kan være med til øvelsen, kan man sidde og rokke med til musikken,” siger Lise Raahauge.
Og tiden er ikke til at drosle ned for arbejdet endnu. Tværtimod. For Lise Raahauge har nu oprettet endnu et ugentligt hold. Stadig stolegymnastik, men i et blidere tempo. Soft stolegymnastik.
Pulsholdet beholder hun selvfølgelig. Og deltagerne bliver også.
”Jeg er lige fyldt 80. Jeg fortsætter til jeg ikke kan mere,” siger deltageren Jonna.
”Derhjemme kan det være svært at tage sig sammen til at komme op af sofaen. Men når man binder sig til et hold, man kan lide, så kommer man jo også hver gang,” siger deltageren Ulla.
”Det er musik fra vores ungdom. Man bliver hevet op af stolen,” siger Lis, deltager gennem flere år.
Se vores stolegymnastikhold her