Skip to content

Hvis du har gået på et hold i efteråret, som fortsætter til foråret, har vi automatisk reserveret en plads til dig. Du får direkte besked i din indbakke. Alle forårets hold er online 1. december.

Oplev Operaparken, Papirøen og Holmens vilde forvandling

Operaparken, Papirøen og Holmens vilde forvandling

Operaparken, Papirøen og Holmens vilde forvandling

Vi mødes ved Inderhavnsbroen nær Broens Gadekøkken og går forbi kulturhuset Nordatlantens Brygge og de prisbelønnede huse på Krøyers Plads. Vi ser det nye kunstværk på kajen i anledningen af Dronning Margrethes 50 års jubilæum, og føjer 'Kosmisk Rum' og Eva Sørensens ’Krystalsten’ til listen over kunstværker på vores vej.

Vi besøger den nyåbnede og spektakulære ø i inderhavnen, Papirøen. Hér finder vi Danmarks dyreste lejligheder klods op ad en hel karré af almene boliger, og på den centrale plads er betonen dekoreret som et gigantisk papirklip af H.C. Andersen. Ved det kommende vandkulturhus er der bygget en enorm træbrygge til hyggeophold direkte ved vandkanten. Operaparken er en frodig øhave delt i seks skovzoner med et tropisk væksthus i midten opvarmet af solceller på Operaens tag. Hér strækker en regnskov sig fra parkeringskælderen op mod lyset. Det hele er så vildt og nyt, at man slet ikke kan tro, at vi hér befinder os i hjertet af gamle København.

Vi går igennem Kongeporten til Arsenaløen, passerer Operaen og Holmens mange bygninger. Vi går igennem en ombygget motortorpedobådshal opført under den Kolde Krig, som i dag er luksuslejligheder med udsigt til voldene, kanonbådsskurene og Amager Bakke. Efter Erdkehlgraven og Bohlendachhuset slutter vi af ved det gyldne boldbur over indgangen til Børnebyen – Danmarks største daginstitution inspireret af nabobyen, Christiania. Holmens nyåbnede øer har simpelthen det hele, og er stedet hvor Danmarks stolte fortid møder byens unge puls.

Værd at vide
Mødested: Den Grønlandske Handelsplads, Broens Gadekøkken ved Inderhavnsbroen (Christianshavnssiden), 1401 København K.

Slutsted: Ved Børnebyen.

Varighed: 2 timer 15 minutter.

Foto: © Francisco Tirado, via Dansk Arkitektur Center