Skip to content
Groove , dans og afspænding, nyhed for FOF Nordvestjylland, Holstebro

GROOVE - dans for alle

Groove dans er tilbage -  velkommen til Liv Nora Damgaard som ny underviser hos FOF.

Få pulsen op og humøret i top med Groove – dans for alle!
Vil du finde en sjov og fri måde at bevæge dig på – uden at skulle tænke på præstation eller perfektion? Så er Groove lige noget for dig!

Groove er verdens nemmeste dansekoncept, og alle kan være med – uanset alder, erfaring eller form. Vi danser sammen 5 onsdage i træk, hvor jeg guider dig gennem enkle trin og bevægelser til forskellige musikgenrer. Det handler ikke om at gøre det “rigtigt”, men om at gøre det på din måde – og have det sjovt imens.

Vi starter blidt med at vække kroppen til live, og langsomt bygger vi op mod højere tempo og mere energi. Midtvejs er vi varme og smilende – og måske lidt forpustede! Herefter sænker vi farten og lander i rolige bevægelser, inden vi til sidst ligger helt stille og mærker den indre ro efter dansen.

Groove handler om fællesskab, frihed og glæden ved at bevæge sig. Du danser ikke foran spejle, men blandt andre – og du danser, som dig. Trinene er enkle og kan tilpasses dit tempo og din dagsform. Jeg guider dig hele vejen og sørger for, at du føler dig tryg og inspireret.
Kom og vær med til en lille dansefest hver uge – din krop og dit humør vil takke dig for det.
 
 

Information

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Tirsdag 16.09.2025 19:30-20:25 FOF Yoga Studio Liv Nora Damgaard Faleide
2 Tirsdag 23.09.2025 19:30-20:25 FOF Yoga Studio Liv Nora Damgaard Faleide
3 Tirsdag 30.09.2025 19:30-20:25 FOF Yoga Studio Liv Nora Damgaard Faleide
Se alle Se færre
Liv Damgaard underviser i Groove dans i Holstebro

Liv Nora Damgaard Faleide

Mit navn er Liv Nora Damgaard Faleide. Udover at være Groovefacilitator, er jeg Kropsterapeut, coach, mindfulnessinstruktør og pædagog. Jeg er 34 år og bor i Holstebro sammen med min mand og min datter på 2 år. Jeg elsker den følelse af frihed og forbundethed som jeg oplever når jeg danser Groove.

Det glæder jeg mig til at dele med jer, som har lyst til at danse med mig i Holstebro. Vi ses på Dansegulvet.