15/9: Marie Brixtofte: Livet med en alkoholisk far – og sorgen ved tabet
Marie vil i dette foredrag fortælle om, hvordan det var at vokse op med en far, der drak. Hun giver sit publikum en ærlig indsigt i misbruget, omsorgssvigtet og løftet til sig selv om at holde på hemmeligheden og beskytte sin far, Peter Brixtofte, og hans omdømme. Marie levede i mange år med frygten for, at det ville være hendes skyld, hvis faren døde af misbrug. Peter Brixtofte døde i sidste ende i 2016, og derfor beretter Marie også om, hvordan hun rejste sig igen, efter hun var blevet væltet omkuld af den store sorg.
Farens misbrug og død har haft efterfølgende påvirkninger på Marie og hendes liv – både på godt og ondt. Marie vil f.eks. give mulighed for, at hun og publikum i fællesskab kan reflektere over, hvilke strategier vi som børn benyttede for at overleve og få mest mulig kærlighed fra vores omgivelser. Det er strategier, som virkede i årene som børn, men de kan spænde ben for os som voksne.
20/10: Louise Egedal og Søren Valsøe: Det glemte Christiansborg – danskere ved Guldkysten
Christiansborg ligger i Vestafrika. I 1600-tallet byggede danskerne nemlig fortet Christiansborg på Guldkysten i det nuværende Ghana, hvorfra afrikanere blev skibet afsted til slaveri i Caribien. Fortet ligger der endnu. Men hvorfor kunne danskerne bare bygge et fort i et fremmed land? Hvilke danskere boede på fortet? Og hvad kan vi bruge historien om et gammelt fort til i dag? Hør historien og bliv klogere på Det glemte Christiansborg - danskerne på Guldkysten.
17/11: Jan Tvernø - Røverhistorier fra alverdens støvede landeveje
Anekdoter på kanten af verden
Hvad får et helt almindeligt menneske til at forlade sin alt for velbetalte faste stilling i sygehusvæsenet for at kaste sig ud i et usikkert liv som professionel turist på kanten af verden? Det kan du få svar på, når Jan Tvernø levende, humoristisk og selvironisk fortæller om sine motiver for at opsøge nogle af verdens mindst besøgte afkroge.
På sine rejser har Jan altid stræbt efter at opleve det ekstraordinære. Han har altid opsøgt det højeste bjerg, den mest støvede vej, den fjernest beliggende landsby, det højeste bjergpas og andre spektakulære steder. Jan er typen, der uvilkårligt drejer til venstre fra hovedvejen, hvis sidevejen fortaber sig i horisontens intethed.
Jan elsker at formidle budskabet om interkulturel forståelse på tværs af åbenlyse forskelligheder. I bund og grund er jorden befolket af helt almindelige mennesker, som har de samme grundlæggende udfordringer, uanset hvor i verden man bor.
Passionen for det bemærkelsesværdige og ekstraordinære rejsemål er en meget stor del af hans rejsefilosofi, og er der en plet på et landkort, så kan man komme dertil og eksistere. I dette foredrag fortæller han bl.a. om hvordan man tackler:
– Sikkerhedslandinger i Papua Ny-Guinea
– Unge mænd med Kalashnikovs i Sydsudan
– Rejser til lande som i realiteten ikke eksisterer
– Det intensive møde med bjerggorillaer i Uganda
– Udmattelse i godt 7.000 meters højde i Andesbjergene
– Alvorlige bilulykker på Pamir Highway i Tadsjikistan
– Anholdelse i La Paz lufthavn
– Færdselspolitiet i Kirgisistan
– Forhør på en militærbase i Somaliland under mistanke for spionage
…..og meget meget mere bakket op af mit omfattende og meget roste fotomateriale.
12/1: Robert Dam – Scientologys uønskede børn
Hør den foruroligende historie om de hundredevis af børn, der blev født og opvoksede på Scientologys hoteller i midten af København igennem 70'erne, 80'erne og 90’erne. Uden at omgivelserne anede noget, boede disse børn i en parallelverden, afsondret fra det danske samfund. De lærte ikke dansk, de blev typisk taget fra deres forældre kort efter fødslen, og under opvæksten boede de sammen med andre børn i køjesenge, på små uhumske værelser.
Baseret på bogen "Mørkets hoteller – Børnene i Scientology" (udgivet af Kristeligt Dagblads Forlag, august 2024), er det fortællingen om, hvor galt det kan gå når forældrenes ideologi bliver til fanatisme. Men også historien om, hvordan en åben og tolerant kommune blev udnyttet af en skrupelløs organisation, der valgte at etablere deres europæiske hovedkvarter her fordi de vurderede, at landets myndigheder ville blande sig udenom.
Robert Dam var selv medlem af Scientology i 20 år, fra 1984 til 2004 og kom helt op til toppen af systemet. Men efter at være blevet arresteret af Scientologys interne politi, Security Force, og underkastet intense afhøringer på alle tidspunkter af døgnet, først i 2 uger i København og derefter 21 dage og nætter i moderorganisationen i Florida, kom han alvorligt i tvivl. Det førte til afhoppet i starten af 2004. I 2011 udgav han bogen “Afhopperen – Mine 20 år i Scientology” (fem stjerner i Jyllands Posten), i 2015, TV2 dokumentaren “Opgøret med Scientology”, i 2016, podcastet “Robert og thetanerne” og i 2024 bogen “Mørkets hoteller – Børnene i Scientology” (fem stjerner i Berlingske).
9/2: Rune Olsen – Oldtidens Egypten
Det gamle Egyptens kultur har fascineret den vestlige verden i mange århundreder med sin ikoniske kunst og arkitektur. Det var dog først med fundet af Rosetta-stenen og tydningen af hieroglyfferne at det blev muligt, at dykke dybere ned i den mere end 5000 års lange historie som har defineret landet ved Nilen. Dette foredrag giver en introduktion til oldtidens Egypten og dets storhedstider, hvor man byggede enorme pyramider, anlagde prægtige templer til guderne, og erobrede vidtstrakte lande mod syd i Nubien og mod nord i Levanten. Vi ser også på dechifreringen af hieroglyfferne og danskernes bidrag til dette.
9/3: Helene Evers – Bjørn Nørgaards gobeliner – Danmarkshistorie i billeder
Bliv klogere på Danmarks historie og kunstens udvikling fra Vikingetiden til i dag med dette billedrige foredrag, der tager udgangspunkt i Bjørn Nørgaards gobeliner, der til dagligt hænger på væggene i Riddersalen på Christiansborg Slot.
I et moderne og farvestrålende billedsprog fortæller gobelinerne om de danske kongers og dronningers historie, deres bedrifter, sejre og nederlag. Desuden fortæller de også om kunstens udvikling, fordi Bjørn Nørgaard i hver gobelin både i udtryk og i indhold refererer til kendte kunstværker fra den pågældende periode.
De farvestrålende billedtæpper hænger i Riddersalen på Christiansborg Slot, der siden slottets opførelse i starten af 1900-tallet har dannet ramme om væsentlige begivenheder i Kongehuset såsom fødselsdage og regentjubilæer, statsmiddage og diplomatkure, gallamiddage og aftenselskaber.
Hør om de mange historiske og kulturhistoriske begivenheder, skjulte kunstcitater og andre finurligheder, der gemmer sig i de imponerende gobeliner, der blev givet til Dronning Margrethe i forskudsgave i 1990 og siden installeret i Riddersalen i forbindelse med Dronningens 60 års fødselsdag i år 2000.
Ret til ændringer forbeholdes.
Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.
Dato | Tid | Sted | Navn | |
---|---|---|---|---|
1 | Mandag 15.09.2025 | 10:00-12:00 | Hvalsø Østergadecenter | Marie Brixtofte |
2 | Mandag 20.10.2025 | 10:00-12:00 | Hvalsø Østergadecenter | Louise Egedal og Søren Valsøe |
3 | Mandag 17.11.2025 | 10:00-12:00 | Hvalsø Østergadecenter | Jan Tvernø |
4 | Mandag 12.01.2026 | 10:00-12:00 | Hvalsø Østergadecenter | Robert Dam |
5 | Mandag 09.02.2026 | 10:00-12:00 | Hvalsø Østergadecenter | Rune Olsen |
6 | Mandag 09.03.2026 | 10:00-12:00 | Hvalsø Østergadecenter | Helene Lykke Evers |
Se alle Se færre |