Skip to content
Mænd laver mad i køkken

Madlavning for mænd er blevet meget mere end et kursus

Forening i foreningen: Madlavning for mænd er blevet meget mere end et kursus

Mød et fællesskab der er blevet holdt fast i gennem mere end 20 år. Madlavning for mænd i Hvalsø er et kursus under FOF Køge Bugt. Men det er meget mere end det…


Dette er ikke en reklame. For Madlavning for Mænd i Hvalsø har meget sjældent ledige pladser. Her bliver kursisterne år efter år – dem der har været med længst tid, har været en del af holdet i mere end 20 år.

Dette er en reportage. Om et fællesskab, der startede som et FOF-kursus, der holder fast i hinanden, står sammen, skaber deres egen traditioner – og stadig troligt tilmelder sig kurset sæson efter sæson.

Mænd laver mad i køkken
Der er fuld gang i gryder, pander og opvask, når Madlavning for Mænd hver anden uge indtager skolekøkkenet i Hvalsø.

Vi kunne lige så godt gøre noget mere

I aften holder de sæsonafslutning, hvor konerne også er inviteret med. Derfor er der salat på bordet, nævnes det.

De er blevet en forening i foreningen. Foruden det af FOF organiserede kursus hver 2. tirsdag, har de etableret deres egne arrangementer

”I stedet for bare at lave noget mad sammen hver anden uge, kunne vi lige så godt gøre noget mere. Så vi har en forening hvor vi arrangerer sommerfest, julefrokost, tager til vinsmagninger og på ture til udlandet”, fortæller Peer, formand for foreningen-i-foreningen, der selv kalder sig Kokkeskolen.

Alle vil helst bestemme

Med 12 på et hold er de delt op i grupper, når der skal laves mad. Altid de samme grupper.
En gruppe følger altid opskrifterne til punkt og prikke, en gruppe kendetegner sig ved altid at være godt forberedte, og så er der Peer, Steen og Niels’ gruppe, der kendetegner sig ved at være fantasifulde i tilberedelsen og ”chilibøtten skal ikke stå ved os, for så går det helt galt.”

Samtidig erkender Peer, Steen og Niels smilende, at de er en gruppe, hvor alle helst vil bestemme. Der kan godt ryge et par spydige bemærkninger afsted, men altid med masser af lune.

Mænd laver mad i køkken
Som en særlig sæsonafslutning er konerne inviteret med til treretters middag.

Lars har fået dem til at prøve vegetarmad

Sammenholdet, traditionerne, rutinerne, og gruppens fællesskab, står mændene selv for. Det er fasttømret, og bygger på mange år i og udenfor køkkenet sammen.
Retter, opskrifter, indkøb, og undervisning i madlavning står underviser Lars Andersen til gengæld for. I aften har han udfordret dem til at tilberede kanin for første gang.
”Jeg har aldrig parteret en kanin før”, siger Poul, da han fortæller, hvad man lærer af nyt på holdet. Men, siger den tidligere griseavler, ”det er ikke meget anderledes end en gris, bare mindre."

Peer slår på glasset. Da det er holdets sæsonafslutning, skal Lars have et par ord med.

«Du er beleven og dygtig», lyder det.

Steen bryder ind og kommenterer, at Lars, som den første underviser, har fået dem til at lave vegetarisk mad. Lars svarer at han husker med stolthed den dag, hvor de havde lavet en kødret og en deltager havde sagt at der kunne med fordel have været mere grønt til.

”Så vi har besluttet, at du skal fortsætte som vores underviser”, siger Peer med en formands myndighed til Lars, før han overrækker ham et par flasker vin, som der straks kommenteres flittigt på fra de andre deltagere.

”Og hvis du så ikke kan lide dem, deler du dem bare med os”, lyder det.

Mænd laver mad i køkken
Et klap på skulderen. Deltagerne er glade for underviser Lars Andersen, og han har heldigvis fulgt den lille forenings afgørelse og fortsætter som underviser i næste sæson.

Vil du også lære at lave mad i fællesskab med andre?

Du finder alle vores madlavningskurser her

Der er ledige pladser på to af vores mandehold. Gå til madlavning for mænd i Greve her og på Bornholm her.