Skip to content

Elbphilharmonie Hamburg - koncert og opera

Elbphilharmonie Hamburg - koncert og opera

Willkomm Höft - Elben - Hamburgishen Staatsoper - Giuseppe Verdi - Il Trovatore - Elbphilharmonie - Plaza -Philharmonisches Staatsorchester Hamburg - György Ligeti - Alma Maria Mahler - Jean Sibelius - Hamburg - Havnerundfart - Femern tunnel

Det er stort set umuligt at få billetter til Hamburgs nye koncerthus - Elbphilharmonie - men vi har fået billetter til de bedste pladser igen.

Søndag aften skal vi opleve Guiseppe Verdis opera Il Trovatore og mandag aften hører vi 8. Philparmonische koncert i Elbphilharmonien – så vi tager på en 3-dages tur med 2 overnatninger på centralt beliggende, 4-stjernet hotel i Hamburg. Ud over en opera og en koncert har turen et maritimt snit, som vi oplever undervejs - og på vores byrundtur og havnerundfart i Hamburg. Der bliver også tid på egen hånd i Hamburg.

Dag 1 - Søndag

Bussen starter i Slagelse og hvis der er tilstrækkelig tilslutning til det, kører den via Korsør station og P&R i Hjallese/Odense til FOF i Kolding. Her venter en morgenmadsbuffet, hvor vi forsyner os med brød, ost og pålæg - som vi tager med i bussen og nyder sammen med den friske kaffe/te undervejs sydpå.

Det går via Sønderjylland og Slesvig-Holsten mod Hamburg. Vi holder frokostpause nord for Hamburg og sætter derfra kursen mod Elben for at nå frem til Willkomm-Höft i Wedel, hvor vi gør et stop for at opleve at skibe bliver hilst velkommen på deres vej ad Elben mod havnen i Hamburg. Siden juni 1952 har man hilst flere hundrede tusinde skibe og Willkomm-Höft er noteret på søkortene som et velkomstpunkt - hvor man hilser skibet velkommen med dets nationalsang. I gennemsnit passerer mere end 50 skibe her hver dag - så der er en chance for at vi får oplevelsen med.

Vi kører mod vores dejlige Hotel Baseler Hof, som ligger centralt i byen.

Der bliver mulighed for et hvil på hotellet og/eller et cafébesøg inden aftenens store oplevelse: Il Trovatore.

Vi følges ad fra hotellet de ca. 500 meter til vores spisested, der venter os med 2 retter (inkluderet), så vi kan nå at spise og komme på plads i Hamburgische Staatsoper i god tid inden dørene lukkes klokken 19.00.


Guiseppe Verdis opera Il Trovatore

Trubaduren Manricos sang rummer løftet og gløden af kærlighed til Leonora. Manricos rival, grev Luna, fornemmer trussel og fare i den. Verdis opera er en fejring af italiensk operasang, når det er bedst - så det er ikke tilfældigt, at titelpersonen selv er sanger. Alligevel var Azucena, Manricos mor, for komponisten den egentlige hovedperson. Il Trovatore er rig på dramatiske komplikationer og intense følelser, som Verdi sammenstiller hårdt i billeder og scener. Tragedien udspiller sig ubønhørligt for vores øjne og ører, indtil sandheden afsløres i de sidste sekunder af operaen.

Verdi komponerede operaen i 1853 og handlingen udspiller sig i Spanien i det 15. århundrede. Den er en del af den magtdemonstration, Verdi udviste, da han komponerede Rigoletto, Trubaduren og La Traviata inden for to år.

Efter forestillingen går vi sammen retur til hotellet og mødes måske i hotellets bar for at drøfte forestillingen. Vil man selv finde hjem - eller er det mere fristende med et besøg på egen hånd i Hamburgs natteliv - står det frit for.

 

Dag 2 - Mandag

Efter morgenmaden møder vi den lokale, dansktalende byguide, ved hotellet - og nu kører vi ud at se på Hamburg, både til lands og til vands og hører de gode historier. Den kørende byrundtur afbrydes af en havnerundfart, hvor vi ser havneområdet fra vandsiden og kommer bl.a. ud og helt tæt på de store containerskibe og den fantastiske Elbphilharmonie. Om vi også kommer ind i Speicherstadt afhænger helt af tidevandet - om vandstanden tillader os at sejle under broerne og om der overhovedet er vand nok at sejle på, inde mellem pakhusene. Vi har båden for os selv - og vi har den lokale, dansktalende guide med ombord, som fortæller om det vi ser i havnen. Tilbage i bussen kører vi den resterende del af byrundturen inden vi er tilbage til hotellet i god tid inden kaffetid.

Forretningerne er åbne, både i de små gader og på de store strøg. Vores hotel ligger med en af gågaderne lige om hjørnet.

Vi spiser tidlig aftensmad (inkluderet) inden vi igen bliver hentet af bussen - og sætter kursen mod Elbphilharmonien. Her venter et af turens højdepunkter.

Indledningsvis lader vi os opstige til Plaza niveau - den fantastiske 360 graders rundgang med panoramaudsigt over havnen, Elben og byen. Der er god tid til at nyde scenariet og måske besøge souvenirbutikken for at sikre sig et minde om den store oplevelse, det er at besøge bygningen.

Kl. 20.00 lukkes dørene til store sal - med plads til ca. 2.200 tilhørere - og 8. philharmoniske koncert med Philharmonisches Staatsorchester Hamburg begynder under ledelse af Anja Bihlmaier.


Koncertens program er:

György Ligeti: „Ramifications“ for strygeorkester

Alma Maria Mahler: „Syv sange“ for mellemstemme og orkester

Jean Sibelius: Symfoni nr. 1 i e-mol op. 39

”Man skal som bekendt ikke altid tro 100 procent på, hvad komponister siger om deres egne værker”. Dette citat fra György Ligeti, som engang underviste i Hamborg, er dog så fyldt med billeder, at vi gerne vil dele det med dig: "Forgreninger er så at sige et slutpunkt i udviklingen fra 'tæt og statisk ' til 'brudt og mobil'. Især i områder, hvor det musikalske stof er gennemsigtigt og tætvævet, opstår en helt ny form for 'usikker' harmoni, som om harmonierne i ensartet temperatur eller endda diatonik var 'fordærvet'. Harmonierne har en 'haut goût' kvalitet, forfald er kommet ind i musikken. Forgreninger er et eksempel på dekadent kunst.”

De følgende syv sange af Alma Maria Mahler, orkestreret af Colin og David Matthews, ærer en kvinde fra begyndelsen af det 20. århundrede, der ikke ses nok som kunstner og for ofte kun som en ægtefælle. Og man kan høre i Kate Lindseys fortolkning: Dette er meget mere end blot en bivirkning af Gustav!

Som afslutning præsenterer dirigent Anja Bihlmaier musik fra det fjerne nord: Ingen skandinavisk komponist har lidt mere under kliché-tilskrivninger end finske Jean Sibelius. For det første skabte han "Finlandia", den uofficielle hymne fra sit hjemland. For det andet gik han i løbet af det 20. århundrede sine egne veje, som ikke altid var moderne. Og for det tredje trak han sig hurtigt tilbage til sit ensomme landsted; Fra da af var han ofte bare den "brusende finne". Men hans første er modigt, fængslende udtryksfuldt, overvældende senromantisk, et vigtigt værk for musik på tærsklen fra senromantik til modernitet.

"Livet uden musik er utænkeligt."  Brian Barker, hovedpaukenist.

Anja Bihlmaier er en tysk, passioneret operadirigent, der fik mange års erfaring gennem stillinger ved Hannover Statsopera, Chemnitz Theatre og Kassel State Theatre. Senere dirigerede hun Gounod Faust på Trondheim Opera, Britten En Skærsommernatsdrøm på Malmø Opera og flere produktioner på Vienna Volksoper, herunder Henry Masons roste produktion af Tryllefløjten i 2020/21.

I februar 2023 dirigerede hun Wagner Den flyvende hollænder i Tampere og i september Verdi La Traviata ved Norske Opera i Oslo. I 2023/24 debuterer hun med London Philharmonic, Frankfurt Radio Symphony, Hamburg Staatsorchester (inklusive to koncerter i Elbphilharmonie), Deutsche Kammerphilharmonie Bremen, Royal Scottish National Orchestra, Orchestre National du Capitole de Toulouse, Bergen Philharmonic, Sydney Symphony og Melbourne Symphony orkestre, og vender tilbage til Salzburg Camerata i sin debut ved Mozart-ugen. I sommeren 2023 lavede hun sin første BBC Proms-optræden (med BBC Philharmonic Orchestra).

 

Dag 3 - Tirsdag

Efter en god morgenmad forlader vi vores dejlige hotel. Vi pakker bussen og kører mod Puttgarden for at tage færgen til Rødby. Der er mulighed for at spise frokost - og handle - på færgen.

I 2029 står Femern Bælt-tunnelen færdig - så lige nu er der travlt både på land og til vands. Tunnelen bliver 18 km lang og budgettet siger 55,1 mia. kroner. Vi besøger det indendørs udstillingscenter i Rødby, hvor vi får en guidet fortælling og rundvisning om det imponerende tunnelbyggeri.

Turen nærmer sig sin afslutning og vi tager afsked med hinanden efterhånden som vi når til de steder, hvor der er afstigning (samme steder, som man steg på).

Vi regner med at være tilbage i Kolding sidst på eftermiddagen.

 

Pris pr person i delt dobbeltværelse er kr. 6.845

Tillæg for enkeltværelse er kr. 700


Inkluderet i prisen er:

  • Busrejse i god, moderne 4-stjernet bus med rejselederservice
  • Morgenbrød med kaffe/te på udrejsedagen
  • 2 nætter i delt dobbeltværelse på godt, centralt 4-stjernet hotel
  • Byskat i Hamburg
  • Morgenbuffet lørdag og søndag
  • Gode billetter i Elbphilharmonien og Staatsoper
  • Guidet byrundtur i Hamborg med dansktalende lokalguide
  • Havnerundfart med dansktalende lokalguide
  • Aftensmad før operaen søndag
  • Aftensmad før koncerten mandag
  • Besøg på udstillingscenter Rødbyhavn
  • Bidrag til Rejsegarantifonden (teknisk arrangør: FOF, nr. 3457)

 

Vi tager forbehold for nødvendige ændringer i programmet.

Deltagelse forudsætter at man er selvhjulpen.

Det anbefales at tegne rejseforsikring.

Bussen udgår fra FOF i Kolding kl. 09.45. Afhængig af antallet af tilmeldte langs ruten, kan der være opsamling i Slagelse, Korsør, Odense/Hjallese og OK-Klubben i Kolding. Påstigningstidspunkter og steder meddeles senere, når der er overblik over tilmeldingerne.


Logo til Rejsegarantifonden med vores nr.