I anledning af afslutningen af sidste etape på vandreruten Lolland-Falster rundt afholdes en afslutningsevent i Nakskov med Marie Florin fra Frie Fodspor.
Der er Danmark set fra bilen og toget, og så er der Danmark oplevet til fods!
Kom med til foredraget ’Danmark dejligst til fods’, hvor Marie Lau Florin fra vandrebloggen Frie fodspor deler ud af den ro og det nærvær, hun har oplevet på sine lange vandringer i Danmark.
Hvordan sjælen kan følge med, og de små byer åbner sig, når man ankommer skridt for skridt.
Du får inspiration og brugbar viden om vandring i Danmark.
Bakkede landskaber og autentisk ø-hygge på Øhavsstien rundt om Det Sydfynske Øhav.
Vandring i historiske fodspor ad Gendarmstien langs kysten og den dansk-tyske grænse.
Rå natur og klassisk badehotelstemning på Nordkyststien fra Sjællands Odde til Helsingør.
Klipper, skrænter, røget sild og solskin på Bornholm rundt. Høje klitter og dybe fosdale på Hærvejen.
Du får svar på mange af de spørgsmål, der dukker op for enhver, der
gerne vil i gang med lange vandringer i Danmark:
- Hvor langt kan man gå om dagen?
- Hvilke muligheder for overnatning er der, og er det nødvendigt at booke på forhånd?
- Hvordan finder man vej?
- Hvor meget skal man have med i rygsækken til en lang vandring?
- Hvad er vigtigt, når man vælger rygsæk og fodtøj?
Foredraget er del af Dansk Vandrelaugs fejring af den sidste etape af Lolland-Falster rundt, der er en vandretur hele vejen rundt langs Lollands- og Falsters kyster. Samlet set er turen på 450 km og er fordelt på 22 etaper, hvoraf den sidste indvies med en vandretur på dagen forud for dette foredrag. Det er en rute på ca. 20 km, der går fra Frederiksdal til Nakskov. Vandrerne mødes på p-pladsen ved restaurant Fjorden i Nakskov og kører herfra til turens startpunkt i Frederiksdal.
Alle deltagere, både tilmeldte til dette foredraget og andre interesserede, inviteres til at gå med de sidste 3-4 km, og man skal bare møde op på det sted, man vil få angivet på mail inden turen.
Herfra går vandreturen tilbage til restaurant Fjorden, hvor resten af dagens arrangement foregår fra kl. 16-18. Der er en let anretning og en øl/vand inkluderet i prisen.
Udover Marie Laurins foredrag vil aftenen også blive krydret med indlæg og billeder fra turen samt overrækkelse af vandrebeviser v. Dansk Vandrelaug.
Vi har ansøgt Nordea Fonden om støtte. Hvis ansøgningen imødekommes, refunderer vi din deltagerbetaling.
Foredraget er et samarbejde mellem FOF og Dansk Vandrelaug