Mød Kasper Nielsen - kendt fra flere TV programmer om kunst, bl.a. “Auktionshuset", "Hvem byder bedst?", “Kunstquizen" m.fl. - når han besøger Forum Atrium i Horsens.
Her holder han foredraget ”Kunsthandlens vilde verden”, der giver et godt og underholdende blik på den danske og globale kommercielle kunstscene med fokus på de mange overraskende og vilde handler – særligt indenfor auktionsverdenen.
Foredraget er for dig, der gerne vil blive klogere på de kommercielle og følelsesmæssige aspekter, der gør handel med kunst til noget helt særligt!
Kasper Nielsen har i 15 år været direktør hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner og i de seneste år også været auktionsleder beskikket af Justitsministeriet. Han har svunget hammeren over tusindvis af kunstobjekter på talrige traditionelle auktioner og er som auktionarius blandt Danmarks absolut mest erfarne. Han har beskæftiget sig med handel af kunst, kunsthåndværk og samlerobjekter siden begyndelsen af 1990´erne.
Kasper Nielsen stiftede firmaet ArtSolo i 2024 og tilbyder nu både kunst og viden om kunst til private og professionelle kunder.
Efter oplægget er der mulighed for at stille spørgsmål.
Der vil være en pause, hvor der kan købes drikkevarer.