Skip to content
Tilmelding til nyhedsbrev

Stå stærkt i stormen

Stå stærkt i stormen

To-timers foredrag m. Simon Krohn.

Når du er presset, vil du helt spontant forsøge at passe på dig selv. Det lyder jo fornuftigt nok, men desværre gør det ofte din situation sværere. Når reptilhjernen instinktivt forsøger at skærme dig fra ubehag, kommer det ofte til udtryk som f.eks. anspændelse, vagtsomhed, frygt og overtænkning. Disse reaktioner går ovenikøbet let i selvsving, og pludselig er du ved at blive kvalt i uro.

I yogatraditionen skelner man mellem det ubehag, der er en uundgåelig del af livet og den lidelse, som vi selv skaber i forsøget på at passe på os selv. Vi finder både uvurderlige indsigter, som kan hjælpe os til at navigere, når livet er hårdt, og effektive teknikker, som kan stoppe selvsvinget og skrue ned for det indre drama.

Simon Krohn har netop udgivet bogen Stå stærkt i stormen, og i dette inspirerende og underholdende foredrag vil han dele nogle af bogens vigtigste pointer og mest effektive teknikker.

Foredraget er for alle, der har et følelsesliv, og du behøver hverken være interesseret i yoga eller være midt i en livskrise for at få noget værdifuldt med hjem.

Om Simon Krohn:

Simon er en af landets mest efterspurgte yogalærere. Han har undervist yoga, meditation og åndedræt i over 25 år, og han er cand.mag. i filosofi med speciale i indisk filosofi. Simon er efteruddannet i kropsterapi og har deltaget som ekspert i en række sundhedsfaglige projekter. Han arbejder primært med at gøre yogaens teknikker tilgængelige til mennesker, der er under pres på den ene eller anden måde. Det vil sige alt fra topatleter og erhvervsfolk til soldater og patienter i psykiatrien. Simon har blandt andet været med til at udvikle den gratis app ”RO”, som handler om unges mentale trivsel og er blevet downloadet over 60.000 gange. Dette er Simons tredje bog.

Læs mere om Simon: Mindyourself