Velkommen i FOF’s Kulturhøjskole i Odense, hvor du kan opleve en række tankevækkende og underholdende foredragsholdere i Marienlystcentret, Windelsvej 138, 5000 Odense C. Her er der godt med albuerum og gode parkeringsmuligheder.
Alle foredrag ligger på fredage kl. 09.30 – ca. 12.00. Dørene åbner kl. 09.00
Inkluderet i prisen er:
Kaffe samt et rundstykke med smør og ost.
Værter på kulturhøjskolen er:
Helge Pasfall, Kirsten Eis-Hansen og Musse Olesen.
Fredag den 6. oktober
Mit liv med kultur, kamp og kærlighed
Bertel Haarder, fhv. medlem af Folketinget (V), fhv. minister
Bertel Haarder er kendt som højskolemand og politiker. Siden 1901 har ingen været minister i længere tid end Bertel Haarder. Bertel Haarder vil fortælle om nogle af sine ti ministerier gennem 22 år – altid to ad gangen. Om at elske det, man får. Og hvorfor han kalder sig selv højskolemand og ikke politiker.
Fredag den 13. oktober
Odense Renovation før, nu og i fremtiden
Claus Hammerich, HR & Kommunikationschef Odense Renovation
Odense Renovation har været i borgernes tjeneste siden 1882 og har lang historik at trække på, når det kommer til miljørigtig affaldsbehandling og moderne teknologi. I foredraget her vil HR & Kommunikationschef Claus Hammerich, der har over 40 års erfaring med affaldskommunikation, med et glimt i øjet, fortælle om Odense Renovation før, nu og i fremtiden.
Fredag den 27. oktober
Inge Lehmann – Danmarks ukendte verdensstjerne
Lotte Kaa Andersen, cand.mag. og forfatter
Inge Lehmann, den danske matematiker og jordskælvsforsker, der i 1936 opdagede Jordens indre kerne, var verdens første kvindelige seismolog. Inge Lehmann var en af verdens største videnskabskvinder, selvom hun mødte megen modstand i det danske naturvidenskabelige miljø, og var henvist til at forske i sin fritid. I 1950’erne opdagede amerikanerne hendes enestående talent og hentede hende til Columbia University. Her kom hun til at spille en rolle under Den kolde krigs atomvåbenkapløb. I foredraget fortæller Lotte Kaa Andersen om Inge Lehmanns liv, og om sin research til bogen ”Den inderste kerne”.
Fredag den 3. november
Grundtvig er påtrængende
Ingrid Ank, cand.theol og leder af Grundtvig-Akademiet
Kan en enkelt person fra 1800-tallet være nøglen til at forstå det danske samfund? Selvfølgelig ikke! Alligevel er N.F.S. Grundtvig (1783-1872) umulig at komme uden om, hvis man vil prøve at forstå baggrunden for nutidens folkestyre, folkeskole, folkekirke og folkeoplysningstradition. For slet ikke at tale om frihedsrettighederne, frisindet, friskolen og fællessangen. Foredraget dykker ned i Grundtvigs betydning for tilblivelsen af det danske samfund og kaster samtidig lys på Grundtvigs aktualitet.
Fredag den 10. november
Fritidslivet/kulturens betydning i samfundet
Søren Windell, rådmand (C)
Kulturen og foreningslivet binder os sammen på tværs af forskelle over fælles interesser, er med til at danne os og skaber en følelse af at høre til og et ansvar for det fælles. En stor del af Odenses fritidsliv er afhængigt af, at frivillige stiller op og giver oplevelser videre, uanset om vi taler om frivillige i Den Fynske Landsby, den lokale fodboldtræner eller de mange mennesker, der udleverer armbånd og samler affald på Tinderbox. De nyder alle godt af byens kulturliv, giver tilbage til det og sådan får vi tingene til at hænge sammen. Men hvilken betydning har det for kulturen og fritidslivet, når vi tilsyneladende i højere grad dyrker de uforpligtende og løse fællesskaber?
Fredag den 17. november
Retsmedicinske fortællinger
Jørgen Lange Thomsen, Retsmediciner, Professor emeritus, dr. med
Jørgen Lange Thomsen har mange års erfaring i retsmedicin i ind- og udland og var for eksempel med ved det retsmedicinske arbejde i New York efter den 11. september 2001, og i arbejdet med ofrene efter Tsunamien i Thailand. Jørgen Lange Thomsen beretter om sit liv, herunder om de mange sager, han har undersøgt blandt levende og døde og om det spændende opklaringsarbejde dertil, men også om hvordan arbejdet har påvirket hans eget forhold til døden.
Fredag den 24. november
Børnevælde
Henrik Hvenegaard Mikkelsen, antropolog og forfatter
Forældre har igennem årtier fået at vide, at de skal gøre mere for deres børn, engagere sig i deres liv, investere sig i aktiviteter, være til stede, lytte aktivt og være opmærksomme på, hvis børnene viser tegn på mistrivsel. Alligevel har forældre kronisk dårlig samvittighed over ikke at gøre det godt nok, men samtidig få at vide, at dette fokus netop forårsager mistrivsel. Henrik Hvenegaard Mikkelsen tager publikum ud på denne rejse ind i kernefamilien og i forældreskabet.
Fredag den 1. december
Musikalsk foredrag med Kim Sjøgren
Kim Sjøgren, kammermusiker og professor
Den folkekære kammermusiker og professor i violin Kim Sjøgren holder et underholdende musikalsk foredrag om sit liv. Med kulturministerens særtilladelse, startede Kim Sjøgren på konservatoriet som kun 12-årig og ikke set sig tilbage siden. Kim deler ud af sine anekdoter fra et langt liv i orkestergraven, på de skrå brædder og de bonede gulve. Kim har spillet og underholdt verden rundt og vundet flere priser, både danske og internationale.