Skip to content
Tag på sommerhøjskole med FOF København

Sommerhøjskole: Gennembrud

Sommerhøjskole: Gennembrud

Vi skal fejre gennembruddet – for prinsessen, som blev dronning, for dronningerne i kunsten og samfundslivet, som nu får deres gennembrud – for andre erfaringer og nye erkendelser, for de banebrydende tanker og unge kometer.

Det var et gennembrud, da dronning Margrethe den 2. lod sig hylde som dronning af Danmark på balkonen på Amalienborg for 50 år siden. Ikke siden Margrete den 1. havde en kvinde regeret landet i eget navn. Glæd dig til en sommerhøjskole i gennembruddets tegn – de forsinkede, de aktuelle og de, som fortjener at blive husket.

Tirsdag 21/6

Kl. 10-12: Bertha Wegmann – glemt og genopdaget 

Kunstmaleren Bertha Wegmann er en af de kvinder, hvis liv og værk ikke blev skrevet ind i historiebøgerne. Hun var en stjerne i samtiden, men blev efterfølgende glemt. Nu står hun over for et nyt gennembrud. Lene Bøgh Rønberg, projektforsker og kurator ved Den Hirschsprungske Samling, indleder årets sommerhøjskole med at udfolde Wegmanns værk. Hun fortæller, hvorfor Wegmann og andre kvindelige kunstnere ikke fik en plads i kunsthistorien, og hvilke vilkår der gjorde sig gældende for de kvindelige kunstnere, som i de sidste årtier af 1800-tallet bevægede sig ind på mændenes domæne.

Kl. 13-17: Ekskursioner – »En dronnings smykkeskrin« eller »M/S Museet for Søfart«

Kongeskibet Dannebrog fylder 90 i år, og M/S Museet for Søfart har i den anledning skabt en flot udstilling, der fortæller historien om det flydende slot, der gennem ni årtier har sejlet de danske monarker omkring i kongerigets farvande. Vi bliver kyndigt vist rundt i udstillingen af en omviser fra museet, mens FOF Københavns Frederik Lindskov før og efter besøget sætter rammen med spot på Helsingør, Kronborg, Kongekajen og såvel den første som den anden Margrethe. Vi slutter besøget af med kaffe og kage i museets café.

Onsdag 22/6

Kl. 10-12: Fra druk til ædruelighed 

Store dele af forfatter og sognepræst Kristian Ditlev Jensens voksne liv er foregået i alkoholens skygge. Hans massive og nådesløse misbrug fik alt til styrte sammen omkring ham, indtil han erkendte omfanget af sit misbrug og gik i behandling. For 10 år siden holdt han op med at drikke, og han har startet et nyt kapitel i livet som sognepræst på Anholt. Med udgangspunkt i sin aktuelle bog »Bar« fortæller Kristian Ditlev Jensen om sit liv med druk og om de nye erfaringer, han som menneske, forfatter og præst har fået med sig på sin rejse til ædruelighed.

Kl. 13-15: Den danske salme 

Hvad gør sang ved os? Betyder det noget, at langt de fleste salmer er skrevet af mænd? Og findes der overhovedet noget særligt kvindeligt, som nu bryder igennem i nye salmer? Forfatter og salmedigter Iben Krogsdal fortæller om menneskelivet på godt og ondt ud fra en række af sine nye salmer. Vi skal synge udvalgte salmer og høre, hvordan de bliver til. Med akkompagnatør Torben Kjær.

Torsdag 23/6

Kl. 10-12: Adam i paradis

Kristian Zahrtmann malede sit sanselige, erotiske maleri »Adam i Paradis« i en tid, hvor sædelighedsfejden rasede, og homo-seksualitet var strafbart. Anmelderroste Rakel Haslund-Gjerrild er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for sin roman om Kristian Zahrtmann. Denne formiddag fortæller hun om maleriet, der fik romanen i gang, om at gå på opdagelse i arkiver og gamle breve og om en brydningstid i Danmarkshistorien. Efterfølgende vil FOF Københavns fagkonsulent Stine Dahlgren Faurholt interviewe forfatteren om værket.

Kl. 13-17: Ekskursioner – »En dronnings smykkeskrin« eller »M/S Museet for Søfart«

Vi skal på opdagelse i udstillingen »En dronnings smykkeskrin – 50 år på tronen fortalt i smykker«, som vises i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg. Ikke alene er det første gang, at majestætens private smykkesamling vises for offentligheden, hun fortæller også selv om hvert enkelt smykke – altså i audioguide. Mag.art. Louise Estrup introducerer udstillingen, og dagens mange indtryk afrundes behørigt med kaffe og konditorkager fra Paulette på Bistro Royal.

Fredag 24/6

Kl. 10-12: Gopler ældes baglæns 

På sommerhøjskolens sidste dag kommer vi på en rejse til klodens fjerneste egne, de mest højteknologiske laboratorier og alt derimellem. Forskerne står nemlig foran et gennembrud ift. at besvare det ældgamle spørgsmål: Hvordan får jeg et langt og sundt liv? Vi har inviteret en af tidens mest efterspurgte unge forskerkometer molekylærbiolog Nicklas Brendborg til at fortælle den forrygende og utrolige historie om videnskabens kamp mod aldring. Hans bog »Gopler ældes baglæns« blev anmeldt til skyerne.

Kl. 13-15: Fra Herlev til hele verden 

Lis Wessberg er en af Danmarks førende basunister. Hun har i årtier turneret og indspillet med toppen af dansk jazz og pop, herunder Marilyn Mazur, DR Bigband og Hanne Boel. Nu står den 54-årige musiker midt i sit livs gennembrud som soloartist med udgivelsen af det anmelderroste debutalbum »Yellow Map«. Denne eftermiddag spiller hun udvalgte numre akkompagneret af pianist Steen Rasmussen, og hun fortæller om sin rejse fra Herlevs harmoniorkester i 70’erne til livet på verdens jazzscener og -festivaler.

Praktiske vink

  • Prisen inkluderer foredrag, formiddagskaffe, bustransporter tirsdag og torsdag eftermiddag, kaffe med kage og entréer i forbindelse med de to ekskursioner.
  • Frokost kan medbringes eller bestilles dag for dag. Drikkevarer kan ikke medbringes, men sælges på stedet til rimelige priser.
  • Gangbesværede og deltagere med rollatorer eller kørestole kan desværre ikke deltage i ekskursionerne, som gennemføres i et almindeligt tempo med lidt "fysiske udfordringer".
  • Ret til ændringer i programmet forbeholdes.
  • Sommerhøjskolen er tilrettelagt af FOF København. Værter alle fire dage er vores fagkonsulenter Lene Spanggaard og Jens Christian Madsen.

FOREDRAG OG DEBAT

Se alle aktuelle foredrag