Mød engagerede mennesker med personlige historier på hjerte. I denne foredragsrække over seks gange kan du bl.a. møde forfattere, forskere og journalister, der generøst fortæller om deres liv og det, de brænder for. Den gode historie er omdrejningspunktet, når vi mødes til sæsonens foredrag i Fennebergsalen på Stadsbiblioteket midt i Lyngby.
Christine Løvmand, Edma Frølich Stage, Anna Klindt Sørensen, Ludovica Thornam og Rita Kernn-Larsen – disse kunstnernavne tilhører den store gruppe af kvinder i dansk kunst, som har stået i skyggen af deres mandlige kolleger, og som nu bliver trukket frem i lyset, så vi kan få et mere nuanceret billede af den danske kunsthistorie. Eva Pohl er kurator og forfatter til »Gennembrud« − en milepæl i arbejdet med at trække de glemte kvindelige kunstnere frem i lyset. Denne eftermiddag fortæller hun om pionerernes kamp for at træde ind på kunstens scene, om vigtige bevægelser og kunstneriske fællesskaber
Henrik Bjørn er mag.art. i etnografi og socialantropologi med fokus på Kina. Han har opholdt sig 22 år i Asien, heraf 14 år i Kina. Han har efter sammenlagt 140 rejser besøgt hovedparten af de kinesiske provinser. Han taler kinesisk, og så er han kinesisk gift. Kom til foredrag og få et personligt og vidende indblik i et land, som flere og flere taler om, men få forstår.
Tryllekunstner og tv-debattør Jesper Grønkjær rejser kloden rundt for at skabe smil. Særligt er han kendt for sine anmelderroste bøger og tv-dokumentarer, hvor han begiver sig ind i lukkede miljøer. Han har besøgt massemordere i Mellemamerika, kannibaler på Ny Guinea og munke i Tibet. Senest har han udfordret skæbnen i diktaturstaten Nordkorea. Kom med og få en unik førstehåndsberetning fra et lukket land, hvor der vil være lejlighed til både grin og gru.
Marie Gudme Leth skabte en række klassiske og populære stoftryksmønstre, der åbnede danskernes øjne for farverige tekstiler fyldt med humor og livsglæde, og som gik imod tidens herskende strømning af funktionalistiske tekstiler uden megen dekoration. Hun var en ambitiøs, selvstændig kvinde, der blev anerkendt i sin samtid, og hun modtog adskillige hædersbevisninger. Marie Gudme Leths arbejde er stadigvæk et forbillede for mange tekstildesignere og stoftrykkere. Denne eftermiddag fortæller Kirsten Toftegaard, museumsinspektør på Designmuseum Danmark, om en af stoftrykkets pionerer.
Hvorfor vælger man som ung gymnasieelev at ofre familie, venner, uddannelse og en lovende sportskarriere for at gå helhjertet ind i Moon-bevægelsen? Hvorfor bliver man i 20 år, er med til pengeindsamlinger og til hvervning af medlemmer? Hvorfor indgår man et ægteskab med en tilfældig kvinde til et bunkebryllup sammen med sin ægtefælle for derefter at bortadoptere sin førstefødte søn til et barnløst par i bevægelsen? Og hvordan kommer man ud af Moon-bevægelsen og ender som en lykkelig og taknemmelig mand? Denne eftermiddag fortæller præst og forfatter Martin Herbst om sin tid i Moon-bevægelsen og reflekterer over, hvorfor sekter stadig tiltrækker mennesker.
Poul Bundgaard var langt mere end Kjeld. Han var et menneske, der levede i krydsfeltet mellem at være generøs og kærlig hjemme – og hårdt ramt af sceneskræk ude. En mand hvis hemmelige drøm om at blive operasanger led et knæk. En mand, der som skuespiller kunne langt mere, end han blev bedt om. Og som døde med støvlerne og Kjelds kostume på. Forfatter og journalist Jacob Wendt Jensen fortæller historien bag de store succeser, linedansen som menneske og de mere skjulte sider af Poul Bundgaard. Foredraget indeholder stribevis af filmklip – både ukendte og nogle af de meget sjældne. Jacob Wendt Jacobsen er forfatter til en biografi om Poul Bundgaard.
Illustration: Bogforside til »Frihed fra himlen – en rejse bag Nordkoreas lukkede grænser« af Jesper Grønkjær (Turbine, 2019).