Skip to content

Jacob Mark: Signalfejl

Få Jacob Marks stærke og personlige beretning om at stå på toppen af dansk politik – og ramme bunden med 180 km/t, når han med lige dele ærlighed og humor fortæller om stress, et farvel til politik og meningen med det hele

Det kom bag på politiske kommentatorer og eksperter, da den danske toppolitiker Jacob Mark pludselig trak sig fra dansk politik. Nu er han aktuel med bogen »Signalfejl« (2026), som er en ærlig, rørende og underholdende beretning om det hæsblæsende liv i dansk toppolitik og den svære vej tilbage til hverdag og arbejde efter en voldsom stresssygemelding.

»Signalfejl« begynder, hvor Marks første bog »Fartblind« (2022) slap: Han vender tilbage til Folketinget efter syv måneders sygemelding og kastes direkte ud i arbejdet. Kort efter udskrives der valg, og Mark bliver – selvfølgelig – genvalgt. Udadtil fremstår han som en comeback-kid, der har genfundet balancen, men bag facaden kæmper han stadig med angstsymptomer og frygten for, at stressen vender tilbage.

Sideløbende sker der store ting i privatlivet: Sammen med sin kone køber han en bondegård, og parret bliver forældre. Alligevel vokser en tanke stille og roligt frem: “Skulle jeg ikke være vendt tilbage?” Den tanke ender med et bemærkelsesværdigt farvel til politik. Jacob Mark vælger en ny retning i livet – væk fra rampelyset og ind i en tilværelse med mere plads til familien, æbleplantagen og traktorkørsel. Ikke som et nederlag, men som en nødvendighed og en erkendelse af, at stress ikke bare er noget, man ryster af sig.

Med afsæt i sine bøger »Fartblind« og »Signalfejl« fortæller Jacob, hvordan hans karriere bragte ham fra politisk stjerneskud til en mand, der måtte stoppe op for at redde sig selv. Det er en fortælling om at forstå kroppens og hjernens signaler, når systemet har været nede – og om at finde ud af, at der findes andre og måske mere meningsfulde veje i livet end den, man først troede var den eneste.

Selvom emnet er alvorligt, vil du få et smil på læben og en god aften. Jacob fortæller med stor ærlighed, humor og et skarpt blik, når han tager os med bag kulisserne i dansk politik og giver os en fortælling, som mange kan spejle sig i – og som kan hjælpe os med at tage de svære samtaler om stress og trivsel.

Under foredraget er der rig lejlighed til at stille spørgsmål.

Om Jacob Mark

Jacob Mark (f. 1991) er forfatter og tidligere folketingsmedlem. Han blev valgt ind i Folketinget som 23-årig i 2015, og han blev hurtigt en af SF's mest fremtrædende profiler. Ved folketingsvalget i 2022 opnåede han femte flest personlige stemmer på landsplan. I november 2021 blev han sygemeldt efter at have oplevet voldsom angst og stress, som medførte, at han mistede dele af sit syn. »Signalfejl« udkommer i januar 2026 og fortsætter der, hvor hans tidligere bog, »Fartblind« (2022), slap. I dag arbejder Jacob Mark i Danmarks Naturfredningsforening.

Information

Kalender

Dato Tid Sted Navn
1 Torsdag 28.05.2026 19:00-21:00 Rungsted Gymnasium Jacob Mark

Jacob Mark