Skip to content
Mathilde Kimer holder foredrag hos FOF

Matilde Kimer: Jeg kommer ikke hjem i dag

Matilde Kimer blev ligesom alle andre i Ukraine vækket af bombefly og missiler, da Rusland startede en storstilet invasion tidligt om morgenen torsdag den 24. februar 2022. Som DR’s Ruslands- og Ukrainekorrespondent har hun dækket begge lande i næsten 15 år, og i dette foredrag tager hun os med til bryllup, til begravelse og med skoleelever ned i de ukrainske beskyttelsesrum fra Anden Verdenskrig. For hvordan fungerer en hverdag, når luftalarmer hyler normaliteten væk?

Der bliver plads til anekdoter om, hvordan russere, ukrainere, soldater, civile, voksne og børn – og en dansk journalist – oplever krigen, og hvilke gamle ar den har revet op mellem Rusland og Ukraine. Matilde viser klip fra dækningen og fortæller, hvordan mødet med mennesker bliver til indslag i radio og tv. Du vil få et helt unikt indblik i, hvordan en krigskorrespondent arbejder og navigerer i en virkelighed, som hele tiden forandrer sig – og som kan være så smertefuld, at de fleste får trang til at kigge væk. Foredraget er en kombination af historie og hendes personlige oplevelser fra både Ukraine og Rusland.

Der vil være rig mulighed for at stille dine spørgsmål om krigen direkte til Matilde. Kom med og bliv opdateret på seneste nyt fra fronten og om de igangværende fredsforhandlinger mellem Ukraine, Europa, USA og Rusland, og hør, hvordan udsigterne til en våbenhvile eller den fortsatte krig former håb, drømme og længsler for befolkningen, for hvem missiler, bombardementer og droneangreb er blevet dagligdag.

Om Matilde Kimer

Matilde Kimer er DR’s udenrigskorrespondent i Rusland og Ukraine, som hun siden 2009 har dækket intenst, og hvor hun gennem de seneste år har fået rosende omtale for sine autentiske, prisbelønnede reportager fra konflikten i den krigshærgede region mellem Kiev, Krim og Moskva.

Som DR’s ansigt i Ukraine og Rusland har Matilde Kimer en enorm indsigt og viden om de to konfliktramte lande. I sine foredrag inviterer hun publikum helt ind i sit univers, når hun stiller skarpt på ukrainske og russiske forhold, alt sammen i en kombination af historiske fakta og personlige oplevelser.

Derudover er Matilde forfatter til den meget omtalte bog »Krigen indeni«, som beretter om den ukrainske revolution.

Det var langt fra planlagt, at Matilde skulle være udenrigskorrespondent i Rusland. Men i 2002 besøgte hun landet som resultat af en hjertesorg, og så tog tingene pludselig fart. Matilde begyndte at studere sproget og kulturen og blev fuldstændig forelsket i det gale land, folket og omvæltningerne, der var alt andet end Korsør, hvor hun selv er født.

I januar 2017 modtog Matilde Den Berlingske Fonds Journalistpris for sin dækning af krigen i og omkring Ukraine.

Information

Kalender

Dato Tid Sted Navn
1 Torsdag 14.05.2026 19:00-21:00 Kulturhuset Indre By Matilde Kimer
Foredragsholder

Matilde Kimer