Kom med til en ærlig og tankevækkende aften i selskab med Nadia Mansour, ph.d. i multikulturel litteratur og bidragyder til essaysamlingen ”Palæstinenseren”, i samtale med sin datter Aisha Mansour Ebsen.
Sammen vil de fortælle om identitet, arv og sprog – de muligheder et dansk, rødbedefarvet pas giver, men også om de traumer, der går i arv fra generation til generation som børn af palæstinensiske flygtninge.
Fortællingerne knytter fortid og nutid sammen og danner et billede af de mange eksistentielle udfordringer, som dansk-palæstinensere møder. ”Palæstinenseren” – en bog, der var udsolgt allerede inden udgivelsen i februar 2025 på Gads Forlag – rummer ti stærke stemmer om identitet, eksil og arv.

Nadia Mansour og sin datter Aisha Mansour Ebsen med bogen ”Palæstinenseren”.
Nadia læser op fra sit essay “Ikke et ord om Falastin” – en tekst, som var følelsesladet og svær at skrive, og som blev til på foranledning af hendes egen datter. Denne aften deler hun også de fortællinger, der ikke kom med i bogen: om familie, rejser til Israel og Palæstina, og det indre opgør det kræver at skrive om det, man har lært at tie om.
Aisha – en hvid dansk-palæstinenser – fortæller, hvordan hun selv oplever at leve i spændingsfeltet mellem ydre danskhed og indre palæstinensisk identitet. Hvad betyder det at se hvid ud, men føle sig som noget andet? Og hvordan former tavsheden de historier, vi fører videre til næste generation?
Der bliver plads til spørgsmål og åben samtale om det usagte i familiehistorier, om arvens vægt – og om, hvordan det føles at gøre det private offentligt i bogform.
I forbindelse med arrangementet vil der være bogsalg og signering af ”Palæstinenseren”.