Hvis du har gået på et hold i foråret, som fortsætter til efteråret, har vi reserveret en plads til dig. Du får direkte besked i perioden 20. maj-13. juni. Alle efterårets hold bliver lagt online 24. juni.
Hvis du har gået på et hold i foråret, som fortsætter til efteråret, har vi reserveret en plads til dig. Du får direkte besked i perioden 20. maj-13. juni. Alle efterårets hold bliver lagt online 24. juni.
Kom med til en aktuel, intens og bevægende aften, hvor journalist og fotograf Thea Pedersen tager dig med på en rejse til det krigshærgede Ukraine.
Under sine mange reportagerejser ind i krigszonen siden Ruslands fuldskalainvasion i 2022, har Thea dokumenteret og rapporteret fra krigens mange frontlinjer – fra skyttegrave, felthospitaler og kirkegårde, landsbyer og fangelejre, private hjem og kolde beskyttelsesrum.
Igennem sine stærke fotos, videooptagelser og mange personlige møder og oplevelser tager Thea dig denne aften helt tæt på den krig, der har forandret Europa for altid. Hun fortæller om nogle af krigens mørkeste øjeblikke: om krigsforbrydelserne i Butja, om at stå i en massegrav i Izium, og om Ukraines historiske invasion af den russiske Kursk-region.
I foredraget giver den erfarne krigsreporter en samlet stemme til de skæbner, der på fjerde år lever midt i krigen. Både soldaterne, der står i forreste skudlinje hver eneste dag ved fronten, og i særlig grad også de ukrainske kvinder, som kæmper deres helt egen kamp – fra efterladte krigsenker, over patriotiske sexarbejdere, til hævngerrige husmødre, der i dag er trukket i uniformen og kalder sig "Kampheksene fra Butja".
Undervejs kommer du med bag kulissen på det journalistiske arbejde, når Thea giver dig et unikt og personligt indblik i de mange lavpraktiske, etiske og sikkerhedsmæssige udfordringer fra en hverdag i felten, hvor hun konstant må tilpasse sig, da alt kan ændre sig drastisk time for time i en krigszone.
For hvad gør man, når man hører missilerne og granaterne slår ned? Hvordan udvælger og finder man sine historier og kilder midt i kaos? Er man aldrig bange for at bevæge sig rundt i krigszonen? Og hvordan håndterer man de personlige ar, når soldater, man har kendt eller boet med, pludselig bliver dræbt? Oplev et visuelt, nærværende og rørende portræt af et land i krig. Et foredrag om menneskelig ondskab og om den ukrainske ukuelighed.
Som journalist og fotograf har Thea Pedersen rapporteret fra adskillige konfliktzoner og humanitære brændpunkter for både danske og internationale medier. Det gælder bl.a. offensiven imod Islamisk Stat og efterdønningerne af det knuste kalifat i både Irak og Syrien, sultkatastrofen i Yemen, Talibans genopståen i Afghanistan og senest fra krigen i Ukraine. Thea er aktuel med bogen »Fragmenter – et fotografisk vidnesbyrd fra Ukraine« (Forlaget 28B, februar 2025), som udkom på treårsdagen for den russiske invasion og rummer fotos fra de sidste tre års arbejde i Ukraine.