Skip to content
Kærlighedsguide til forældre  FOF

Frej Prahl: Kærlighedsguide til forældre

Dette foredrag er til dig, som ønsker mere kærlighed og frihed i din familie og konkrete råd til at styrke dit parforhold og til at håndtere de mange dilemmaer, som er forbundet med at opdrage børn. Det er en opgave mange forældre bakser med i en tid, hvor vi stiller tårnhøje krav til, hvad vores familie skal give os på et følelsesmæssigt plan. Mange af os stræber efter nærvær, kvalitetstid og børn i trivsel. Men ofte ender samværet med tårer over kødsovsen, for meget børnefjernsyn og en følelse af magtesløshed. Det til trods, er det som om, at forestillingerne om det gode familieliv fortsætter med at sætte nye og højere standarder. Men hvordan er vi endt der, hvor forældreskabet alt for ofte føles som en præstation, fremfor et samvær vi kan nyde, og hvad kan vi gøre for at ændre det?

Kom med til en tankevækkende aften, hvor autoriseret psykolog og parterapeut Frej Prahl vil gøre dig klogere på de mange relationer, der skal plejes på kryds og tværs i en småbørnsfamilie. Der er forældrenes forhold til børnene. Der er forældrenes parforhold – eller relation efter en skilsmisse. Og så er der søskendes forbindelse til hinanden, foruden hver enkelt familiemedlems relation til sig selv. Og hver af disse forbindelser er unikke og af største betydning for den enkelte og familiens trivsel som helhed.

Lyder det som en hårdknude? Det er det. Og derfor vil Frej Prahl på denne aften gøre status over forældreskabet anno 2025 og pege på de problemer, han oftest møder i sin klinik. Foredraget er til dig, der har børn i alderen 1 til 10 år og til bedsteforældre, som står på sidelinjen og måske tænker, hvorfor i alverden er det så svært, og hvordan kan jeg hjælpe? Frej Prahl understreger, at forældrenes glæde er noget af det vigtigste for børns trivsel. Men der er tendenser i tiden, som gør det vanskeligt for moderne forældre at trives. I dette foredrag vil Frej forklare, hvad dette "noget" er og vise en ny vej mod mere glæde og frihed. I forældreskabet såvel som i parforholdet.

Med udgangspunkt i sine egne bøger, den nyeste forskning på området, oplagte case-eksempler og gode, håndgribelige råd, forsøger Frej Prahl at skille skidt fra kanel i forskningen og vise, hvordan og hvorfor man aldrig bør stoppe med at være sig selv i relation med de børn, man nu engang har ansvaret for. Foredraget forsøger kort sagt at vise, hvordan vi kan blive mere ærlige og oprigtige i relationen til vores partner og vores børn, sådan at der kan blive skabt endnu mere plads til kærligheden – i hele familien.

Om Frej Prahl

Frej Prahl er autoriseret psykolog og specialiseret parterapeut. Han er aktuel med bogen: »Alt er godt – opdagelsen som forandrer dit liv« (april 2025) og er også forfatter til bøgerne: »Aaargh – den sunde vrede i familielivet«, »Tændt« og »Plads til kærligheden« på Lindhardt og Ringhof. Derudover er han en erfaren foredragsholder og er vært på podcasten »Familiepsykologi« og er ekspert i podcasten »Parterapi«.

Information

Kalender

Dato Tid Sted Navn
1 Torsdag 02.10.2025 19:00-21:00 Byens Hus, Hellerup Frej Prahl

Frej Prahl