Oplev et humoristisk foredrag om kreativitet og om at gøre noget, bare fordi det føles godt!
I en hverdag fyldt med vasketøj, deadlines og dårlig samvittighed over alt det, vi ikke når, kan det være svært at give sig selv lov til at ha' det sjovt. Men hvad nu, hvis det netop er i de små pauser – med kreative indspark og leg – at vi finder ro, fællesskab og fornyet energi?
Gennem humor og ærlige refleksioner sætter Rikke Mia Skovdal fokus på stress, kreativitet og det at vælge sig selv til. Denne aften handler ikke om, at du skal blive god til at brodere – men om at have det godt med sig selv og grine lidt af det hele. Det handler om at turde slippe kontrollen og skabe noget – bare fordi det føles godt.
Rikke Mia Skovdal deler ud af sine egne erfaringer med at finde ro i de små øjeblikke, hvor vi slipper kontrollen, og hvor noget, der ikke nødvendigvis har et mål, alligevel kan give mening.
Du er selvfølgelig meget velkommen til at medbringe dit broderi.
Foto: Nicolas Tobias Følsgaard
Rikke Mia Skovdal er forfatter til bogen »Lidt broderi har aldrig skadet« (2023) og er kendt fra podcasts og sociale medier, hvor hun med satire og leg udfordrer den traditionelle opfattelse af håndarbejde.
Foto: Nicolas Tobias Følsgaard