Skip to content

Hvis du har gået på et hold i foråret, som fortsætter til efteråret, har vi reserveret en plads til dig. Du får direkte besked i perioden 20. maj-13. juni. Alle efterårets hold bliver lagt online 24. juni.

Albert Sneppen: Universets smukke hemmeligheder

Universets smukke hemmeligheder

Hvordan opstår de grundstoffer, vi alle er lavet af? Hvad sker der, når stjerner kolliderer, og hvordan kan sorte huller fortælle os noget om selve tidens og rummets natur? Denne aften inviterer vi dig med på en spektakulær rejse ud i kosmos – en rejse til de fjerneste galakser og dybeste mysterier, hvor videnskaben balancerer på kanten af det mulige.

I centrum for denne rejse står den unge danske astrofysiker Albert Sneppen – et lysende talent i den internationale forskningsverden. Allerede som 23-årig fik han sine resultater publiceret i det prestigefyldte The Astrophysical Journal og har siden markeret sig med banebrydende opdagelser om formen af kosmiske eksplosioner fra kolliderende stjerner, fundet en ny måling af universets udvidelseshastighed og vist, hvordan universets lys kan spejles på kanten af sorte huller.

Med en imponerende evne til at forklare selv de mest komplekse fænomener på en klar og fængende måde, guider Albert os gennem en aften fuld af indsigt, undren og kosmisk skønhed. Aftenens vært, Jonas Kuld Rathje, sørger for at holde os alle med – uanset hvor meget (eller lidt) vi ved om universet i forvejen.

Dette foredrag er ikke kun for dem, der elsker fysik og astronomi. Det er for alle, der føler et sug i maven, når de ser op mod stjernerne. Det er for dem, der vil forstå lidt mere af den virkelighed, vi er en del af – og måske opdage, at vores egen eksistens er dybt forbundet med begivenheder i en fjern galakse for milliarder af år siden.

Glæd dig til en aften, der udvider dit verdensbillede. Uanset om du er ny i universets mysterier eller selv har stillet spørgsmål til rummets uendelighed, er du inviteret. Det bliver en aften med store tanker, små partikler og uendelige perspektiver – fortalt med varme, vid og en smittende begejstring for alt det, der endnu er uopdaget.

Om Albert Sneppen

Astrofysiker Albert Bjerregård Sneppen er ph.d.-studerende på Niels Bohr Institutet. Han er en anerkendt forsker, som har udgivet artikler i førende internationale tidsskrifter, herunder »Nature« og »The Astrophysical Journal«. Hans forskningsresultater har rejst verden rundt og har belyst nogle af universets store, uløste gåder.

Om Jonas Kuld Rathje

Jonas Kuld Rathje er forfatter og chefredaktør for Teknologiens Mediehus. Han har tidligere været chefredaktør for Illustreret Videnskab, B.T. og Metroxpress samt redaktionschef og magasinredaktør ved Morgenavisen Jyllands-Posten.

Information

Kalender

Dato Tid Sted Navn
1 Torsdag 20.11.2025 19:00-21:00 Kulturcenter Mariehøj, Gl. Holte Flere foredragsholdere

Flere foredragsholdere