Skip to content

Hvis du har gået på et hold i foråret, som fortsætter til efteråret, har vi reserveret en plads til dig. Du får direkte besked i perioden 20. maj-13. juni. Alle efterårets hold bliver lagt online 24. juni.

Amager Bakke

Refshaleøen – Amager Bakke, Øens Have og Reffen

Kom med og bestig Amager Bakke, se Øens Have og oplev Reffens magi! København forvandles og vokser som aldrig før, og kun et stenkast fra centrum ligger byens mest spændende og vildtvoksende område: Refshaleøen! Hér finder vi det hele: Verdens bedste restaurant, der har til huse i et forladt søminedepot, banebrydende arkitektur ovenpå et forbrændingsanlæg og et økologisk haveanlæg skabt af ildsjæle, som drømmer om en anderledes by, hvor fællesskab og grønne løsninger kommer i forreste række.

Vi mødes på Charlotte Amalies Bastion ved restaurant Aure, som er placeret i et gammelt krudthus. Vi går forbi Erdkehlgraven med kanonbådsskurene og ser det gamle søminedepot, som nu huser michelinrestauranten Noma. Vi hører om den gamle vandflyverhangar H53 og boligkomplekset Margretheholm. Vi bestiger BIG's visionære Amager Bakke og taler om den nye Lynetteholm fra toppen. Herefter går vi ud mod B&Ws gamle arealer, hvor vi hører om strandcaféen La Banchina, Bjarke Ingels’ flydende studieboliger – de ikoniske ’Urban Riggers’, CSA-økofarmen ’Øens Have’, Maria Rubinkes bronzedør til Danmarks dyreste restaurant Alchemist, CC Contemporary, og slutteligt det sprudlende madmarked Reffen Street Food, hvor bølgeskvulp og mågeskrig blander sig med duften af ægte, urban gastronomi.

Værd at vide

Mødested: Foran Restaurant Aure, Krudtløbsvej 8, 1439 København K.

Slutsted: Øens Have / Reffen, Refshaleøen (tæt på 2A og Havnebussen).

Varighed: Ca. 2,5 timer.

Information

Kalender

Dato Tid Sted Navn
1 Mandag 24.11.2025 10:00-12:15 Restaurant Aure Frederik Lindskov
Foredragsholder

Frederik Lindskov

Uddannelse: Jeg er uddannet cand.mag. i filosofi og har en BA i kunsthistorie.

Andre faglige kvalifikationer: Min særlige faglige indsigt er i filosofi og kunsthistorie. Herudover er jeg selv udøvende billedkunstner, opfinder/konceptudvikler og selvstændig erhvervsdrivende. 

Undervisningserfaring: Jeg har efterhånden en del erfaring som underviser ved FOF, i privat regi, ved kunstforeninger og generelt fra sit virke som selvstændig foredragsholder.

Andet: Jeg har en permanent udsmykning af Kavalergården ved Bernstorff Slot samt udsmykning af danske asylcentre, bl.a. i Avnstrup, og har derudover haft flere kunstudstillinger. Tidligere har jeg været formand for Kunstnernes Efterårsudstilling.