Besøg inde som ude i Raadvad tilsat oplæg om Raadvads historie, rundvisning og besøg på værkstederne.
Det er blevet december og juletid i alle værkstederne, når vi skal ud opleve det idylliske og fredede Raadvad ved Rådvaddammen inde midt i Jægersborg Dyrehave. Så frem med hue og vanter, når vi skal på en lille frisk rundvisning i Raadvad med fokus på Mølleåen, fabrikssamfundet og den omkringliggende by med de tidligere arbejderboliger. Vi kommer til at høre om stedets udvikling som et af Danmarks første industrisamfund med Mølleåen og Raadvad Knivfabrik. Og på vores tur rundt oplever vi bl.a. Kilden, der tidligere forsynede hele byen med vand, Georg Jensens barndomshjem, og vandrerhjemmet i nr. 1, der tidligere var en skole. Vi besøger også de arbejdende værksteder på den gamle knivfabrik og hilser på flere af kunsthåndværkerne, der holder julemarked med gode tilbud, julestemning og noget at varme sig på.
Så kom med og nyd en ganske særlig decemberdag i Raadvad med mulighed for, både sammen og hver for sig, at opleve de mange forskellige håndværk – måske du finder julegaven eller julepynten!
Turen er for alle, og tempoet er moderat. Husk varmt tøj.
Mødested: Foran Raadvad Kro, Svenskevej 52, Kongens Lyngby.
Foto: Torben Åndahl.
Dato | Tid | Sted | Navn | |
---|---|---|---|---|
1 | Lørdag 06.12.2025 | 10:00-12:00 | Raadvad Kro | Marianne Bentzen |
Marianne Bentzen har både guidede rundvisninger og underviser i motion og dans – og hun brænder for at formidle primært nye byrum og kulturskatte, ligesom hun med stort engagement underviser i bevægelse af hele kroppen og forskellige stilarter inden for dans.
Marianne er oprindeligt uddannet Exam.com. og har arbejdet med kommunikation, marketing og relationer, og hun er desuden autoriseret guide med mange udflugter i bagagen. Tidligere har hun danset showdans på eliteniveau i over 18 år, undervist børn i gymnastik og afprøvet mange motionsformer.
Siden 2018 har Marianne udelukkende arrangeret og afholdt guidede rundvisninger og undervist. Som rundviser er hun kendt for at tale højt og tydeligt, være meget engageret og en god formidler. Og når hun underviser er det med høj energi og stor variation, samtidig med at hun sørger for at sætte niveauet, så det er tilpasset holdet. Desuden tager hun løbende kurser i bl.a. osteoporose, salsa og kropsbevidsthed.
Hvis du har nogle konkrete spørgsmål til Mariannes guidede ture eller undervisning, så er du velkommen til at kontakte hende på: mariannebentzen@gmail.com.