Kom med på kunstomvisning med Frederik Lindskov, der er cand.mag. i filosofi og har en BA i kunsthistorie.
Vi mennesker har alle dage sat sejl. For at handle, søge rigdom, gøre opdagelser eller ligefrem erobre. Særligt ’vandnationen’ Danmark – med vores særegne sprog og kultur – har udviklet sig over havet, og det er derfor kun ret og rimeligt med en ny, stor og permanent udstilling på M/S Museet for Søfart.
Udstillingen »Søfarer - 400 års danmarkshistorie« undersøger, hvad der sker, når vi mennesker, drevet af eventyrlyst, længsel eller frygt, sætter sejl og krydser havet mod fjerne horisonter. Rejsen starter på et dansk sejlskib fra 1600-tallet og bevæger sig videre til dampskibene, der var med til at forme den moderne verden. Derfra fortsætter den gennem søfartens storhedstid i 1950'erne og frem til nutidens enorme containerskibe, som samtidig markerer en symbolsk skillevej for både os og planeten.
Det globale forbrug har bragt naturens økosystem på randen af kollaps. Fremtiden kræver, at vi finder nye måder at tænke fragt og forbrug på. Museet har udvalgt over 300 genstande, billeder og film, som med innovative formidlingsmetoder gør historien levende og medrivende for publikum.