Tag med biolog Poul Evald Hansen på en smuk tur langs Esrum Sø, Danmarks næststørste og mest vandrige sø, der ligger så flot lige øst for Gribskov. Vi går en lidt anden vej tilbage og får set flere dele af skoven.
Esrum Sø har form som et stort badekar, hvor det meste af bunden ligger under ca. 18 meter. Mod nord afvandes den af Esrum Kanal, der løber ud i Kattegat via Esrum Kloster ca. 8 km mod nord, men så langt når vi ikke på denne tur. Ved søen lever hvinanden, som har et af sine vigtigste danske ynglesteder her. I skoven langs søbredden lå de gamle kongelige stutterivange med heste, der græssede i meget store indhegninger, som stadig sætter præg på skoven. Man skal være forberedt på at møde ravn og sortspætte. Vi finder et smukt sted at holde spisepause med udsigt over den største samling ferskvand i Danmark.