Vært: Marianne Bentzen
I Fredagscaféen dækkes op med fortællinger og folkeoplysning, et glas vin og en sandwich.
Jeg gik catwalk hos Coco Chanel
Karen Høeg, cand.mag. i fransk og filmvidenskab, tidl. gymnasielærer.
Mød Karen Høeg, tidligere husmodel hos COCO CHANEL. Hun fortæller om sin tid hos Mademoiselle, oplevet fra sminkerummet, systuen og de daglige catwalks i den nr. 5-duftende spejlsalon foran filmstjerner, prinsesser og oliemillionærer.
Du får historien om Coco Chanels utrolige liv på godt og ondt, omgivet af mystik og farlige eksperimenter i kærlighed og politik, bl.a. venskabet med Churchill, forholdet til en nazist og om samarbejdet med 1920’ernes berømte avant-gardekunstnere Picasso og Igor Stravinskij. For Karen var det en forrygende tid i 60’ernes Paris, men glamouren i Maison Chanel havde også en høj personlig pris.
Khat, kaos og Kalashnikov – offroad i ukendt land
Jan Tvernø, eventyrer, fotograf og rejseleder.
Rundrejse i Sydsudan eller strandferie i Somalia er ikke ligefrem dét, rejsebureauerne skilter med. Udenrigsministeriets rejsevejledning er klar – bliv væk, det er farligt! Men Jan tog et par hurtige beslutninger, da muligheden bød sig og fik nogle uforglemmelige oplevelser. I Sydsudan oplevede han, at det var lettere at få fat i en Kalashnikov end en halv liter vand, og at der hersker fuldbyrdet kaos og anarki.
Tag med Jan på en helt unik rejse langt fra alfarvej i ukendte lande med slyngelstatsprædikat. Han nåede både at blive anklaget for spionage, forhørt på en somalisk flådestation og strande i Adenbugten. Glæd dig til et hæsblæsende fotoforedrag.
Poul Bundgaard
Bente Hatting Gjelten, mag. art. i teatervidenskab
I 2022 er det 100 år siden den højtelskede sanger og skuespiller blev født. Bente Hatting Gjelten vil fortælle om kunstneren, der skabte Kjeld i Olsenbanden-filmene, sang smægtende i Farinelli og var alvorlig karakterskuespiller i Hærværk. Han nåede at medvirke i ikke mindre end i 67 film! Ikke uden grund hedder hans erindringer: Livet er jo skønt.
Stormagtsrivaliseringen i Arktis
Mikkel Runge Olesen, seniorforsker ved DIIS.
Der var engang, hvor Arktis blev betragtet som en helt særligt fredelig region, hvor samarbejde var i centrum, relativt uanfægtet af konflikter andre steder på kloden. Sådan er det desværre ikke længere. I dag er sikkerhedspolitik i Arktis i høj grad kendetegnet af rivalisering imellem tre stormagter: USA, Rusland og Kina. De tre har meget forskellige forudsætninger. USA er endnu den ledende magt i globalt perspektiv, men den amerikanske tilgang til Arktis har tidligere været relativt passiv. Det har imidlertid ændret sig drastisk indenfor de seneste par år. Rusland besidder ca. 50% af den arktiske kystlinje og har en lang tradition for aktivitet i regionen og øger i disse år sin militære tilstedeværelse. Landet blev allerede i 2014 ramt at Ukraine-relaterede sanktioner, og er siden invasionen af Ukraine i februar 2022 blevet markant yderligere isoleret, også i den arktiske region. Kina er ikke en arktisk stat, men forsøger nu med politiske og økonomiske midler og med en selvbestaltet status som ’nær-arktisk stat’ at øge sin indflydelse i regionen.
Dette foredrag stiller skarpt på hver af de tre stormagters arktiske interesser og diskuterer betydningen for Danmark, Grønland og Færøerne. Mikkel Runge Olesen er projektleder på rapporten ”Nye sikkerhedspolitiske dynamikker i Arktis: Muligheder og udfordringer for Kongeriget Danmark” som DIIS har foretaget på opdrag fra Udenrigsministeriet. Han har tidligere deltaget i udredninger om påståede CIA-flyvninger over Grønland (2012).
Stately Homes og Country Houses
Steffen Løvkjær, cand.mag i fransk, italiensk og kunsthistorie med speciale i adelig kulturhistorie.
Stately Homes og Country Houses er nærmest institutionaliserede begreber i England. England har været mere forskånet for altødelæggende krige og andre katastrofer end andre europæiske lande. Derfor ligger der rundt omkring i det smukke engelske landskab storslåede herresæder. Steffen præsenterer bl.a. en række Stately Homes, fortæller om stedernes historie, samlinger og ejerforhold. Du oplever en verden af i går, som er fuldt levedygtig i dag!
Rokoko – nøgenhed og dekadence i oplysningens tjeneste
Birgitte Zacho, mag.art. i kunsthistorie og museologi.
Rokoko forbindes ofte med det franske hofs løsslupne dekadence i årene før den franske revolution. Men er det virkelig hele historien? Nej! Rokokoen er også oplysningens kunst og opstår som et ironisk svar på barokken. Det er en mangfoldig periode, der rummer både overdådig kirkearkitektur, indtagende nøgne kvinder, porcelænsfascination og visionær kunst, der søgte at forandre og forbedre verden.