Skip to content
Sæsonens kulturbegivenheder med foredrag om Moesgaard Museum

Sæsonens kulturbegivenheder

Sæsonens kulturbegivenheder

Kompetente fagfolk tager pulsen på det danske kulturliv. Aktuelle bogudgivelser, teater- og filmpremierer samt kunstudstillinger danner udgangspunkt for de skiftende foredragsholderes analyser.

Rækkens foredragsholdere

  • Cand.mag. og billedkunstner Frederik Lindskov
  • Cand.mag. Jørgen Blom
  • Mag.art. og journalist Marie Louise Kjølbye
  • Mag.art. og teateranmelder Monna Dithmer

Værd at vide

Der er ingen foredrag i uge 42, 50, 51, 52, 1, 2 og 7.

Program

26. september: Louisiana – Forensic Architecture

Frederik Lindskov

Den radikale forskningsenhed Forensic Architecture opererer i krydsfeltet mellem arkitektur, journalistisk, jura, datalogi og menneskerettigheder med det formål at afdække, kortlægge og vidne om konflikter og forbrydelser rundt om i verden. Udstillingen er uhyre aktuel og peger samtidig på den vigtige rolle fremtidens museer kan spille i formidlingen af overlappet mellem kunst, politik og samfund.

3. oktober: Lad tiden gå

Marie Louise Kjølbye<

Mona opdager kærligheden i Stine Askovs roman Nøjsomheden (2022). Rakel Haslund-Gjerrilds prisbelønnede Adam i Paradis (2021) giver ordet til den toneangivende maler Kristian Zahrtmann (1843-1917). I Halvt i himlen (2021) beretter Lone Hørslev om søstrene Ellen og Dagmar, der i 1920’ernes København får job i Oskar Davidsens smørrebrødsrestaurant. Solvej Balles foreløbig tre bind i syvbindsværket Udregning af rumfang (2020-2021) er et storværk om at falde ud af tiden, nomineret til Nordisk Råds Pris 2022.

10. oktober: Den store teaterfest

Monna Dithmer

Teatrene fejrer, at det i år er 300 år siden, man begyndte at spiller teater på dansk - med Holberg som frontfigur. Kendt er han jo som indbegrebet af det danske grin med direkte livline til nutidens revy. Men det skal vi trykteste ved at se nærmere på aktuelle forestillinger som Erasmus Montanus og Den Vægelsindede, for komedierne kan også emme af grum alvor og diabolsk samfundssatire.

24. oktober: Fra Paris til Mashhad

Jørgen Blom

Jeg taler lidt om sensommerens mest interessante biografpremierer og derudover om dansk-iranske Ali Abbasis Holy Spider, der foregår i den iranske millionby Mashhad. Og som på Cannes filmfestivalen i år høstede prisen for bedste kvindelige skuespiller. Endelig om den franske film Eiffel, en spillefilm om Gustave Eiffel og hans arbejde med at konstruere Eiffeltårnet i 1880erne. Begge film har premiere i oktober.

31. oktober: Cisternerne – 10 års enestående udstillinger

Frederik Lindskov

I år kan man opleve den japanske kunstner Chiharu Shiota i Cisternerne. Et enestående drømmelandskab af tråde og roterende kjoler i det dybe mørke. Cisternerne har de sidste 10 år dannet ramme omkring nogle af de bedste udstillinger her til lands, og det er derfor på tide med et gensyn med alle årene – bl.a. Christian Lemmerz, Ingvar Cronhammar, Jeppe Hein, Eva Koch og Hiroshi Sambuichi.

7. november: Fædre, mødre og sønner

Marie Louise Kjølbye

Jesper Stein fortæller i Ædru (2022) om at slippe sprutten og forstå sig selv og sin familie. I En vej ud af tågen (2022) beskriver musiker, radiovært mm. Kristian Leth sit forhold til sin far, forfatteren Jørgen Leth, der forlod familien, da han var lille. Glenn Bechs prisbelønnede Farskibet (2021) er en hudløs roman om at være dreng og gennemskue en uduelig stedfar.

14. november: Slut med at være bifigur!

Monna Dithmer

Magtbalancen er begyndt at tippe i teatret, hvor kvinder rykker frem på direktør- og instruktørposterne. Gertrud vil ikke længere være en bifigur i Hamlet, Leonora Christina træder stærkt frem som Sandhedens Dronning i Christian Lollikes nye stykke, og Line Knutzon sætter spot på den spillelystne tante i Dostojevskijs Spilleren, der nægter at dø.

21. november: Ferskenlunde og forældregrupper

Jørgen Blom

Jeg har flere film i kikkerten til medio november, men bl.a. den spanske Guldbjørnvinder fra Berlinfestivalen i år, Alcarras, om en familie, der kæmper for en gammel ferskenplantage hvor et solcelleanlæg planlægges opstillet. Jeg har desuden efter at have set traileren til filmen overgivet mig til Paprika Steens 4. spillefilm, Fædre og mødre, en komedie om magtstrukturer i forældregruppen til en flok skolebørn. Med et stjernespækket dansk skuespillerhold.

28. november: Arken – Leonora Carrington – maleri som alkymi og heksekraft

Frederik Lindskov

Leonora Carrington lader os kigge ind i okkulte underverdener og ud i det kosmiske verdensrum. I et enestående visuelt og poetisk formsprog tematiserede Leonora Carrington menneskets krop, psykologi og spiritualitet. Med inspiration i alkymi og heksekraft udtrykte hun sig i et væld af forskellige medier som maleri, skulptur, tegning og billedtæpper.

5. december: Dem, historien glemte

Marie Louise Kjølbye

Lotte Kaa Andersen fortæller i romanbiografien Den inderste kerne (2021) om matematikeren Inge Lehmann (1888-1993), der først som næsten 70-årig blev en verdensstjerne. Marie Hammer (1907-2002) beviste, at Jordens kontinenter har været én stor klump. I Kvinden der samlede verden (2021) fortæller Eva Tind hendes historie. Benjamin Koppels smukke romandebut Annas sang (2022) genopliver hans tante – den oversete datter af en københavnsk musikfamilie.

16. januar: Louisiana – Tyskland 1920’erne og Neue Sachlichkeit

Frederik Lindskov

Louisianas store efterårsudstilling er skabt i samarbejde med Centre Pompidou og fylder hele museets sydfløj. Igennem et væld af kunstneriske medier blændes op for et Tyskland i de turbulente år mellem de to store krige. Politisk uro og lurende nazisme går hånd i hånd med en stærk frihedskultur og talrige kunstneriske nybrud.

23. januar: Rødder i fortiden – fire romaner om indviklede familier

Marie-Louise Kjølby 

Jon Kalman Stefanssons Dit fravær er mørke kortlægger Islands netværk af slægter. Svenske Alex Schulmans Brænd alle mine breve udforsker nervepirrende en nedarvet familievrede. Maren Uthaugs dystopi 11 % tager mænd ud af ligningen, mens Dorrit Willumsen skriver bittersødt om alderdom i Tjeneren og hans søster.

30. januar: Tysk og rumænsk film

Jørgen Blom 

Rumænske Cristian Mungiu, der fik Guldpalmen i Cannes for sin debutfilm i 2007 er aktuel med en ny film. »Kold vinter«. Han er altid skarp, kompetent og interessant både i sine tematikker og sit filmsprog. »Wannsee-konferencen« er en ny tysk film, der omhandler den januardag i 1942, hvor der i en villa uden for Berlin blev besluttet, det nazisternes topledelse kaldte ”den endelig løsning på den jødiske spørgsmål i Europa”.  

6. februar: Moesgaard Museum – menneskets historie scenografisk fortalt 

Frederik Lindskov

Moesgaard Museum lige syd for Aarhus har vundet Tripadvisors »Travellers Choice« og er altså et must see inden for menneskets evolutions- og kulturhistorie i norden. Vi tager en virtuel gennemgang af museet i alt fra arkitektur og udstilling til formidling og aktualitet og vurderer, om museet er en køretur over broen værd. 

20. februar: En overraskelse 

Monna Dithmer

27. februar: Unge stemmer

Marie Louise Kjølbye 

I novellesamlingen »Omsorgsdage« beskriver Pernille Abd-el Dayem livfuldt relationer, ensomhed og Føtex. Hovedpersonen i Emeli Bergmans roman »På undersiden af dagen« er au pair – og vil ikke have sit eget liv. I digtbogen »Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet« går Glenn Bech til angreb på et samfund, der svigter mennesker som ham og hans mor.

6. marts: Venedig og Bille

Jørgen Blom 

Guldløven i Venedig i september sidste år gik til en dokumentarfilm. Det er yderst sjældent, det sker. Men portrættet af fotokunstneren Nan Goldin og dennes kamp mod den rige Sackler-familie fik denne hovedpris. Bille August har vanen tro kastet sig over endnu en roman: Denne gang af den østrigske forfatter Stefan Zweig. Resultatet er filmen »Kysset«.  

13. marts: Joker – vi vælger den bedste udstilling i foråret 2023

Frederik Lindskov

20. marts: En overraskelse 

Monna Dithmer

27. marts: Hvor skal vi hen?

Marie Louise Kjølbye

Nordisk Råds Pris-vinderen Kerstin Ekmans roman »Ulvespring« peger på den tabte forbindelse til naturen. Kontroversielle franske Michel Houellebecq har med »Tilintetgøre« skrevet sin erklæret sidste roman. Lutz Seilers roman »111« beskriver levende DDRs sidste dage. 

FOREDRAG OG DEBAT

Se alle aktuelle foredrag