Kompetente fagfolk tager pulsen på det danske kulturliv. Aktuelle bogudgivelser, teater- og filmpremierer samt kunstudstillinger danner udgangspunkt for de skiftende foredragsholderes analyser.
Foredragsholderne er:
Endeligt program er under udarbejdelse, og ligger klar når I møder første gang. Ret til ændringer forbeholdes.
Billedkunstneren HuskMitNavn har med sine bløde figurer og lune humor for længst overbevist os danskere om, at han vil os det godt, når han igen og igen fremstiller os som hverdagens rådvilde og fortravlede antihelte. For vi er også kærlige mennesker, som passer på hinanden – om end vi sommetider måske lige skal huskes på det og hjælpes lidt. Med en fortid som både graffitimaler og skolelærer har HuskMitNavn udviklet et helt særligt billedunivers, som blander streetart og tegneserie. Når kunst og opdragelse således går hånd i hånd, opstår en slags sund hverdagsmoral, der synes at handle om, at vi som børn i skolen skal inspireres til det gode i stedet for at kritiseres for det dårlige. Nu har Kastrupgård skabt den første store, retrospektive udstilling med HuskMitNavns grafiske værker, og det er godt! – for det er der blevet en både varm, rørende og tankevækkende udstilling ud af.
Teatrene satser på kulturens nye mantra: åndelig oprustning. Sæsonen begynder med et ærkenationalt trekløver: Heibergs »Elverhøj«, Holbergs »Den politiske kandestøber« og H.C. Andersens »Skyggen«. Men hvordan gøre nationalromantik, folketro og eventyr relevant i en stakåndet turbotid? Når alle og enhver nu kloger sig som politisk kandestøber, bliver vi måske klogere på de danske værdier ved at se på The Sanjay Shah Shitshow? Helt basalt: Hvem er vi, når vi ikke længere er gift med amerikanerne?
Niels Franks »Fanden tage dig« (2022) og »Det slutter her« (2025) udforsker drabet på en elsket søster. Hovedpersonen i Kim Fupz Aakesons »Skyggen foran mig« (2025) går Caminoen, efter at han er løsladt efter straffen for drabet på sin kone. I langdigtet »Normaliseret« (2025) skriver Haidar Ansari om livet før og efter, at han blev dømt for forsøg på manddrab.
Biopics, som amerikanere kalder dem, er en fast del af biografernes udbud. I øjeblikket er film om rockstjerners liv i høj grad på mode – f.eks. har både Bob Dylan og Amy Winehouses fortumlede liv for nylig været rullet op på det store lærred. Om et par år kommer fire film, en om hver af de fire medlemmer af The Beatles. Britney Spears, Robert Johnson og Marianne Faithfull bliver også snart portrætteret, og den 23. oktober udkommer »Deliver Me From Nowhere« om Bruce Springsteen.
I »Gud bliver til« (2025) beskriver Jens Blendstrup sin fars barndom på Herlufsholm, før faren blev den vilde psykolog-far i »Gud taler ud«. Også norske Niels Fredrik Dahls »Fars ryg« (vinder af Nordisk Råds Pris 2024) skruer tiden tilbage til sin fars barndom. Amalie Trudsøs »Kunstnerhjem« udforsker smukt Signes kunstnerdrømme og liv fra 1940'erne til 1970’erne.
Udstillingen »Ven-SKABER« udforsker venskabets kunstneriske spor fra 1780 til i dag. Med udgangspunkt i Friederike Bruns stambog – en enestående samling af 193 tegninger og gouacher fra kunstnermiljøet i Rom omkring år 1800 – præsenteres værker af guldalderkunstnere side om side med samtidskunstnere. Gennem nedslag i salonkulturen og nutidens feministiske og digitale fællesskaber undersøger »Ven-SKABER«, hvordan venskaber skabes, formes og bevares – dengang og nu. Udstillingen trækker tråde fra fortidens kunstneriske netværk til nutidens sociale medier og sætter fokus på, hvordan fællesskaber fortsat er en drivkraft i kunsten.
Hvornår har vi før haft et drama om en stor hvid hval på scenen? Trods hårdnakkede postmoderne rygter om de store fortællingers død er de på vej tilbage. Men dermed står teatrene også over for anderledes kreative benspænd. Hvordan mane kæmpe »Moby Dick« frem i selskab med den antikke krigshelt Odysseus og titanen Prometheus, der stjal ilden fra guderne? Afsløres kan det på forhånd, at en ny genre er dukket op: undervandsdramaet!
Danmark er øer omgivet af hav, og alle steder ligger stranden nær. Vi har hverken bjerge, vulkaner eller store iskapper, men vi har stranden, og den er i grunden også et ganske forunderligt sted. Stranden har af samme grund alle dage været et yndet kunstnerisk motiv, og sådan som årstider og storme stedse ændrer strandens udseende, sådan har også vi menneskers brug af og blik på stranden markant ændret sig op igennem tiden: I oplysningstiden målte vi på tidevandet, i romantikken indfangede vi månelyset, og i moderne tid fokuserede vi på fiskernes hverdag og skildringen af de badende strandgæster. Faktisk kan man ligefrem benytte de mange strandmotiver fra den danske kunsthistorie til at spejle skiftende sociokulturelle og politiske strømninger i samfundet, og det er netop, hvad Den Hirschsprungske Samling har gjort med udstillingen »En dag på stranden«. Her på kanten af Danmark i perioden 1830-1910 kigger vi både indad, udad og fremad på en kultur i rivende udvikling.
»Drømmetælling« er nigeriansk-amerikanske Chimamanda Ngozi Adichies (”Americanah”) første roman i mange år, hvor hun skildrer sit videre liv i USA. I sin roste og kontroversielle »Parade« beskriver Rachel Cusk en følelse af ligegyldighed med tiden. Helle Helle er komikkens mester, og i hendes seneste roman, »Hey Hafni«, må vi lide med den lidt for flinke Hafni, der nu er taget til England.
Så er det blevet den tid på året – film om den søde juletid vælter ud i biograferne, og alt er lige så hyggeligt som det plejer at være. Men hvad er en god julefilm egentlig? Og er en hyggelig julefilm også en god julefilm, eller er en god julefilm måske lige netop en film, der udfordrer vores vante forestillinger? Vi kigger på film som »Det er herligt at leve«, »Bad Santa«, »The Nightmare Before Christmas«, »Alene hjemme«, og ikke mindst Paprika Steens »Den tid på året«.
I sæsonen 2025-26 optages følgende temaer: familieforhold, livsdrømme, skuffelse og forsoning mellem mennesker.
Glæd dig til et spektakulært møde med et stort udvalg af de mange nye værker, Louisiana har erhvervet gennem de seneste år. Der er tale om en bred vifte af international samtidskunst inden for maleri, foto, skulptur, video og installation, af navne som Diane Arbus, Pipilotti Rist, Dana Schutz, Alex Da Corte og Richard Prince samt mange nye navne, som vi endnu har til gode at stifte bekendtskab med. Louisianas direktør Poul Erik Tøjner uddyber: »Muligheden for at føje nye værker til er afgørende … fordi det hele tiden giver museet lejlighed til at forny kontakten (og kontrakten) med vores nutid og nære fremtid.« Louisianas samling tæller over 4000 værker og vokser stadig. På den ene side er samlingen en slags DNA-streng for museet, på den anden side en dynamisk størrelse, som hele tiden udvikler sig i takt med, at den favner tiden, vi lever i.
I sæsonen 2025-26 optages følgende temaer: familieforhold, livsdrømme, skuffelse og forsoning mellem mennesker.
CC er Københavns store og rå kunstcenter, der har til huse i den gamle B&W-svejsehal istandsat af arkitekt Dorte Mandrup. Til efteråret præsenteres hér den første soloudstilling i Danmark med den kuwaitisk-puertoricanske kunstner Alia Farid (f. 1985). Gennem både industrielle og håndlavede objekter udfolder Farids multidisciplinære praksis sig som kritiske læsninger af, hvad det vil sige at eksistere og høre til i en verden af global usikkerhed. Uanset om det er skulpturer af drikkefontæner formet som vandbeholdere, forstørrede amuletter, der forener gamle og moderne materialer, eller filmiske vidnesbyrd om udvindingsindustriens sociale og økologiske konsekvenser i det globale syd, udfordrer Farids praksis koloniale narrativer og undersøger, hvordan materialer og former transformeres og skifter betydning på tværs af tid og sted.
I sæsonen 2025-26 optages følgende temaer: familieforhold, livsdrømme, skuffelse, forsoning mellem mennesker.
Vi mennesker har alle dage sat sejl. For at handle, søge rigdom, gøre opdagelser eller ligefrem erobre. Særligt 'vandnationen' Danmark – med vores særegne sprog og kultur – har udviklet sig over havet, og det er derfor kun ret og rimeligt med en ny, stor og permanent udstilling på M/S Museet for Søfart. Udstillingen »Søfarer – 400 års danmarkshistorie« undersøger, hvad der sker, når vi mennesker – drevet af eventyrlyst, længsel eller frygt – sætter sejl og krydser havet mod fjerne horisonter. Rejsen starter på et dansk sejlskib fra 1600-tallet og bevæger sig derpå videre til dampskibene, der var med til at forme den moderne verden. Rejsen fortsætter over søfartens storhedstid i 1950'erne op til nutidens enorme containerskibe, der samtidig bliver en symbolsk skillevej for såvel os som planeten. Det globale forbrug har bragt naturens økosystem på randen af kollaps. Fremtiden kræver, at vi finder nye måder at tænke fragt og forbrug på. Museet har udvalgt over 300 genstande, billeder og film, som kombineret med innovative formidlingsmetoder, gør historien levende og medrivende for publikum.
Per Juul Carlsen har beskæftiget sig med populærkultur siden begyndelsen af 1990’erne, blandt andet som redaktør på tidsskriftet Levende Billeder. Fra begyndelsen af det nye årtusind har han været DR’s gennemgående filmanmelder, primært i P1-programmet Filmland, på dr.dk og i DR K’s Filmselskabet. Derudover har han også bidraget til P1’s øvrige flade, især i Kulturen på P1 og i P1Morgen. Nu om dage bliver filmene anmeldt i Kristeligt Dagblad, mens interviewene med aktuelle filmfolk foregår i podcasten Filmstemmer, der udgives af Det Danske Filminstitut. I 2023 udgav han bogen »Miraklet 1996-2006 – ti år der forandrede dansk film« om dansk films pludselige forandring og succesen med især dogmefilmene.
Marie Louise Kjølbye fortæller om litteratur, så alle kan følge med. Hun er litteraturanmelder på Information, journalist, redaktør og mag.art. i nordisk litteratur fra Københavns Universitet. Hun har undervist på Københavns Universitet og fra 2014 på Folkeuniversitetet og hos FOF og LOF. Hun har desuden aktuel viden om hjerneforskning, som også bringes i spil.
Mag.art. og anmelder af teater og dans på Politiken, samt ekstern lektor på Den Danske Scenekunstskole og på Performance Design på RUC.
Jeg er uddannet cand.mag. i filosofi og har en BA i kunsthistorie. Min særlige faglige indsigt er i filosofi og kunsthistorie. Herudover er jeg selv udøvende billedkunstner, opfinder/konceptudvikler og selvstændig erhvervsdrivende.
Jeg har efterhånden en del erfaring som foredragsholder og arkitekturrundviser ved FOF København, i privat regi, ved kunstforeninger og generelt fra sit virke som selvstændig foredragsholder.
Jeg har en permanent udsmykning af Kavalergården ved Bernstorff Slot samt udsmykning af danske asylcentre, bl.a. i Avnstrup, og har derudover haft flere kunstudstillinger. Tidligere har jeg været formand for Kunstnernes Efterårsudstilling.
Programmet offentliggøres senest 14 dage før start. Ret til ændringer forbeholdes.
Dato | Tid | Sted | Navn | |
---|---|---|---|---|
1 | Mandag 22.09.2025 | 12:30-14:30 | Lyngby, Jernbanepladsen | Flere foredragsholdere |
2 | Mandag 29.09.2025 | 12:30-14:30 | Lyngby, Jernbanepladsen | Flere foredragsholdere |
3 | Mandag 06.10.2025 | 12:30-14:30 | Lyngby, Jernbanepladsen | Flere foredragsholdere |
4 | Mandag 20.10.2025 | 12:30-14:30 | Lyngby, Jernbanepladsen | Flere foredragsholdere |
5 | Mandag 27.10.2025 | 12:30-14:30 | Lyngby, Jernbanepladsen | Flere foredragsholdere |
6 | Mandag 03.11.2025 | 12:30-14:30 | Lyngby, Jernbanepladsen | Flere foredragsholdere |
7 | Mandag 10.11.2025 | 12:30-14:30 | Lyngby, Jernbanepladsen | Flere foredragsholdere |
8 | Mandag 17.11.2025 | 12:30-14:30 | Lyngby, Jernbanepladsen | Flere foredragsholdere |
9 | Mandag 24.11.2025 | 12:30-14:30 | Lyngby, Jernbanepladsen | Flere foredragsholdere |
10 | Mandag 01.12.2025 | 12:30-14:30 | Lyngby, Jernbanepladsen | Flere foredragsholdere |
11 | Mandag 19.01.2026 | 12:30-14:30 | Lyngby, Jernbanepladsen | Flere foredragsholdere |
12 | Mandag 26.01.2026 | 12:30-14:30 | Lyngby, Jernbanepladsen | Flere foredragsholdere |
13 | Mandag 02.02.2026 | 12:30-14:30 | Lyngby, Jernbanepladsen | Flere foredragsholdere |
14 | Mandag 16.02.2026 | 12:30-14:30 | Lyngby, Jernbanepladsen | Flere foredragsholdere |
15 | Mandag 23.02.2026 | 12:30-14:30 | Lyngby, Jernbanepladsen | Flere foredragsholdere |
16 | Mandag 02.03.2026 | 12:30-14:30 | Lyngby, Jernbanepladsen | Flere foredragsholdere |
17 | Mandag 09.03.2026 | 12:30-14:30 | Lyngby, Jernbanepladsen | Flere foredragsholdere |
18 | Mandag 16.03.2026 | 12:30-14:30 | Lyngby, Jernbanepladsen | Flere foredragsholdere |
19 | Mandag 23.03.2026 | 12:30-14:30 | Lyngby, Jernbanepladsen | Flere foredragsholdere |
20 | Mandag 30.03.2026 | 12:30-14:30 | Lyngby, Jernbanepladsen | Flere foredragsholdere |
Se alle Se færre |